Sara mistede søn, mand og mor i tsunamien: Nu lever jeg igen

Kontrasten mellem at sidde med Sara Welander og høre hende fortælle om sin tilværelse og det mareridt, som den nu 43-årige svenske kvinde befandt sig midt i for 14 år siden, er enorm. Men Sara har fået et godt liv igen. Hun vil trods tragedien, hvor hun mistede sin søn, sin mand og sin mor, ikke kun være en overlever. Sara vil leve livet, og det gør hun.

– Det er, som om jeg har haft flere liv. Man skal være forsigtig med at sammenligne. Men jeg lever her og nu og forsøger at få det bedste ud af hver dag, siger hun.

Sara voksede op i den svenske by Nyköping syd for Stockholm. Efter gymnasiet begyndte hun at studere kinesisk medicin i Enköping, og her mødte hun læreren Christer. Efter uddannelsen blev de et par og fik sønnen Johannes.

Både Sara og Christer elskede Thailand. Da de skulle giftes, var den thailandske ferieø Khao Lak derfor et naturligt valg. Med på turen var Saras mor, Marianne, og parrets snart 2 år gamle søn.

Juledag 2004 giftede de sig ved en smuk buddhistisk ceremoni på stranden, og de blev velsignet af munke. Johannes havde fine laksko og en skræddersyet jakke på, og efter ceremonien hældte den lille dreng honningvand ud over sin far og mors hænder. Livet kunne ikke være smukkere.

Stilhed før stormen

Næste dag spiste de alle morgenmad sammen. De talte om, at alt var så stille, og at der end ikke kunne høres et fuglefløjt.

Christer forlod de andre for at opsøge hotellets personale, der havde hjulpet til ved brylluppet. De skulle have en lille gave.

Sara og Marianne tog Johannes i hver sin hånd og gik ned til stranden. Da havde de ingen anelse om, at der et sted ude i Det Indiske Ocean om morgenen var opstået et jordskælv, og at det var et af de mest kraftfulde nogensinde. Da havbunden sprak og rejste sig i 12 meters højde, vibrerede hele jordkloden. Milliarder af tons havvand blev sat i bevægelse, og et kvarter senere ramte de fatale bølger den første kyst. Landsbyer, byer og menneskeliv blev udslettet.

Tsunamien bredte sig ubarmhjertigt over havet, og klokken 07.58 lokal tid slog vandmasserne med knusende kraft ind over Khao Lak.

Sara husker kun brudstykker og fragmenter af, hvad der skete den morgen. Da de kom ned til vandet, så Sara, at vandet havde trukket sig tilbage. Pludselig så hun, hvordan horisonten rejste sig, mens overraskede turister tog fotos.

Løb for livet

Kort efter begyndte det at ryge fra vandet langt ude. Sara fik øje på en thailandsk kvinde med rædsel i øjnene og indså, at noget forfærdeligt var ved at ske.

– Jeg skreg til min mor: ”Løb, det her er ikke godt”, og løftede Johannes op til mig. Jeg kunne ikke nå min mor med hånden, fordi jeg bar på Johannes og samtidig løb, fortæller Sara.

Men Sara løb for livet, og braget bag hende og sønnen lød som 30 buldrende lastbiler. Hun kom ind i en bungalow, og herfra så hun sin mor forsvinde i havet. Sara holdt Johannes oppe mod et hjørne af hytten, mens hun forsøgte at beskytte ham med sin spinkle krop. Sara husker lyden af glas, der splintredes, og fornemmelsen af at have ryggen mod væggen. Hele tiden gentog hun for sig selv: ”Der sker os ikke noget, der sker os ikke noget”.

Sara og sønnen klarede de første vandmasser. De levede, og Sara gispede efter luft. Så kom vandet igen, og da det trak sig tilbage, blev Johannes suget ud af hendes hænder. Hun registrerede, hvordan hans lille krop gled ned langs hendes underarme og ud af hendes greb.

– Jeg så alt på jorden forsvinde fra mig, og jeg kunne ikke gøre noget. Jeg kunne ikke modstå kraften og begyndte at græde. Jeg ville følge efter Johannes, men så tog mit overlevelsesinstinkt over. Mine fingre fandt en kontakt på væggen, som jeg klamrede mig til, mens jeg skreg: ”Jeg vil ikke dø”. Jeg så ikke mit liv passere revy, men jeg så mit liv blive knust og ødelagt, fortæller Sara.

Læs også: Pia bad for sin datters liv: Jeg har allerede mistet to sønner

Ledte efter familien

Det næste, hun husker, er, at hun sidder oppe på husets tag. Hvordan hun kom derop, har hun ingen anelse om. Hun så toppen af palmerne og det brusende vand. Tanken om, at en ny bølge ville komme, fik hende til at ryste ukontrolleret.

– Endelig begyndte vandet at trække sig tilbage, og jeg gik ned for at lede efter min familie. Jeg var så intenst vred på Gud og tænkte: ”Mig skal du ikke få, din djævel”.

Da Sara kom ned til stranden, blev hun mødt af rædsel og forvirring. Rundt om hende udspillede der sig forfærdelige scener. Men også mirakler, når mennesker grædende fandt hinanden.

– Jeg havde aldrig hørt om en tsunami og anede ikke, hvad det var. Eftersom jeg så mange mirakler udspille sig omkring mig, troede jeg hele tiden, at jeg også ville finde min familie. Mange thailændere kom til for at hjælpe, og de var bare vidunderlige, siger Sara.

Til sidst mødte hun en dansk familie. Familiens lille pige fortalte Sara, at hun havde siddet i samme træ som Johannes, og at der var kommet både for at redde dem. Johannes havde specielle klædningsgenstande på for at beskytte mod solens stråler, og dem kunne den lille pige beskrive. Hun var helt sikker, og Saras håb om at finde sønnen i live steg.

Kontakten til omverdenen var blevet afbrudt, men efter en dag var Sara i stand til at ringe hjem til sin far i Sverige. ”Far, de er væk”, råbte hun i telefonen. Faren sagde, at Sara skulle komme hjem. Men hendes svar var kort: ”Nej, jeg skal finde min familie”.

Håbet levede

– Jeg var ikke i stand til at sove. Jeg blev aggressiv og mistede hørelsen, fordi jeg psykisk var overbelastet. Mit fokus var udelukkende på at finde dem, og jeg arbejdede som en robot. Jeg havde besluttet, at hvis de var døde, så ville jeg også dø.

Fire dage efter tragedien fløj Sara hjem til Sverige, men hun var fast besluttet på at vende tilbage.

Christers lig blev fundet i februar, netop som Sara kom tilbage til Khao Lak, og han blev kremeret af de samme munke, som havde viet ham og Sara dagen inden tragedien.

Efter måneders eftersøgning begyndte Sara at forstå tragedien. Hun havde længe vidst, at hendes mor, Marianne, var død. Nu begyndte det også at gå op for Sara, at Johannes sandsynligvis også var borte. Hun fløj hjem til Sverige med et tungt hjerte.

I juni blev Marianne fundet, og en midsommerdag standsede en politibil uden for Saras hus. Hun forstod straks, hvad der var sket. ”Johannes er fundet”.

Svært at tilgive

Bagefter levede hun i et vakuum. Hun havde en kronisk angst i sig, og intet kunne lindre det. Hun turde ikke engang tænke på at tage et brusebad, fordi hun var bange for at få hovedet under vand. Hun bekymrede sig ikke om at børste tænder, men lå blot i sin seng og ville dø. Alle hendes elskede var borte, og hvem var hun nu?

– Længslen efter Johannes var så utrolig smertefuld. Jeg kunne ikke være tæt på mit barn, og jeg kunne ikke røre ham. Jeg indså, hvor pedantisk jeg engang havde været, når jeg blev irriteret over sokker på gulvet. Nu blev disse ting pludselig tegn på det liv, som jeg savnede.

– En lille pige spurgte mig: ”Jamen hvorfor holdt du ikke fast i ham? Hvorfor lod du ham glide bort”. Jeg brød sammen. Det er præcis det, jeg spørger mig selv om. Jeg har problemer med at tilgive mig selv, selv om jeg logisk set ikke kunne klare at kæmpe imod, fortæller Sara.

Men livet vendte trods alt tilbage. Men kun i små, næsten ubemærkede skridt. Menneskers venlighed og omsorg begyndte at trænge ind hos Sara. Pludselig kunne hun i brudstykker begynde at høre fuglefløjt og andet smukt.

Et godt liv igen

Et vendepunkt kom, da hun anskaffede sig en hund, som hun var tvunget til at tage sig af. Det blev vigtigt for Sara at kunne passe noget andet, fordi hun var så dårlig til at tage sig af sig selv. Hvalpen blev født på Johannes fødselsdag. Under én af sine vandreture med hunden mødte hun en mand. Han inviterede på kaffe, og til sidst blev de forelsket.

– Jeg længtes efter en familie og børn. Han blev far til vores søn, Leon, som nu er 10 år gammel. Vi blev skilt efter et par år. Men vi er enige om, at Leon er verdens bedste dreng og det bedste, der er sket for os begge, siger hun.

Livet bød på endnu en overraskelse for Sara. Som teenager hjemme i Nyköping havde hun og den syv år ældre Uffe et godt øje til hinanden.

En nytårsaften for nogle år siden sad Sara og sendte hilsner og tænkte, om hun skulle sende en hilsen til Uffe. Som tænkt så gjort, og så gik det, som det gjorde. Efter et par års pendling bor de nu sammen i byen Sundsvall.

– Mit liv er godt i dag. Jeg har fred og en god hverdag. Jeg græder sjældent, men i garderobeskabet har jeg en ”ked-af-det-pakke”. Den indeholder én af min mors elskede bluser og Johannes’ pyjamas. Når jeg har en hård dag, tager jeg tøjet frem og borer næsen ned i det for at dufte. Så græder jeg voldsomt. Bagefter sætter jeg tingene tilbage og fortsætter med at leve. Det er let at blive fanget i sorg og græde, men så bliver det i bogstavelig forstand lagt på hylden igen, fortæller Sara.