Saras mor blev slået ihjel: Jeg hørte drabet i telefonen

Sara voksede op i et misbrugerhjem, hvor vold og trusler var en del af hverdagen. Hun mærkede dog straks, at moderens sidste kæreste var værre end de øvrige, og hun stak derfor af hjemmefra. Da han indledte dødsvolden, talte Sara i telefon med sin mor.

Sara har glemt sin mors stemme, men hun husker stadig de ækle ord, der kom ud af hendes mund. ”Tag hjem til din far, din møgunge”. ”Det er din skyld, at morfar begik selvmord”. ”Du kan bare se på, når jeg hænger mig”.

– Jeg har ikke tal på, hvor mange gange hun truede med at tage sit liv, eller hvor mange gange hun faktisk forsøgte, siger svenske Sara Öhman Andersson, 48.

Når moderen og hendes mænd drak, endte det ofte med skænderier og vold. Nogle gange forsøgte Sara at gå imellem de voksne for at stoppe det, og ellers sad hun på sit værelse og skruede op for lyden på stereoanlægget for at slippe for at høre på spektaklerne.

– Naboerne klappede mig på skulderen, når de mødte mig i trappeopgangen eller elevatoren. De sagde, at de havde ondt af mig. Jeg tror, at alle vidste, hvordan jeg havde det, men ingen gjorde noget for at hjælpe mig.

Måtte passe sig selv

Sara voksede op i Göteborg. Da hun blev født, boede hendes forældre sammen, men den tid har hun ingen minder fra. Som 10-årig blev hun alene med sin mor, da hendes storebror flyttede hjem til deres mormor.

– Mormor kunne ikke holde til at tage sig af flere børn, men jeg tilbragte alle ferier hos dem. Der fik jeg kærlighed, omsorg og hjemmelavet mad, siger Sara og fortæller, at det for alvor begyndte at gå galt derhjemme, da storebroren flyttede.

 Sara holdt sig væk fra lejligheden så meget som muligt, og ingen spurgte, hvor hun var. Selv om hun kun var et barn, måtte hun altid tage alene til lægen, og hverken hendes mor eller far dukkede op til forældremøderne. Hun måtte passe sig selv.

– Det skete, at myndighederne kom på besøg. Men mor var smart og sendte mig væk. Hun truede med at sende mig på børnehjem, hvis jeg sagde noget, og havde hun nogen penge, fik jeg lov til at gå i byen og købe en burger eller tage i forlystelsespark. Mine venner var misundelige, men de skulle bare vide, hvor mange gange jeg gik sulten i seng. Jeg har næsten ingen minder om, at mor lavede mad til mig.

Fornemmede fare

Sara havde kun sporadisk kontakt med sin far, inden han flyttede fra byen. Derefter bestod kontakten mest af breve og måske to besøg om året. Ifølge Sara havde han også alkoholproblemer, men slet ikke i samme grad som hendes mor.

– Nogle gange strammede min mor op i korte perioder. I grunden var hun en intelligent kvinde. Hun læste på universitetet, og da jeg var 13 år, besluttede hun sig for at blive psykolog.

Sara mindes, at hendes mor blev nervøs inden den første store eksamen, og så faldt hun i igen. Hun begyndte at drikke mere og mere, og det endte med, at hun kom til udpumpning.

SE OGSÅ: Maibritts søn blev fundet død

Det var omkring dette tidspunkt, at moderen mødte manden, som til sidst tog hendes liv.

– Da han ringede på vores dør første gang, var det mig, der åbnede. Så snart jeg så ham, smækkede jeg døren i foran ham. Jeg sagde til mor, at han ikke skulle ind i lejligheden. Hun blev vred og lukkede ham ind alligevel. Hun var forelsket, han var 12 år yngre end hende, og fra den dag tog han kontrollen over hendes liv.

Mændene i moderens liv var altid ækle. De mishandlede og voldtog hende, så ofte at det blev en del af hverdagen for Sara. Den nye mand var som de andre, men denne gang fik Sara en stærk fornemmelse af endnu større fare.

– Jeg sagde til mor: ”Han kommer til at slå dig ihjel!”, fortæller Sara.

Stak af hjemmefra

Manden kunne ikke udstå Sara. Når hun talte i telefon, hev han stikket ud, og ofte var det med ordene: ”Jeg dræber dig, din møgunge!”.

– Jeg krøb sammen i fosterstilling, når han truede mig. Mor sad bare i sofaen og stirrede ud i luften. Jeg greb ofte ind, når hun blev slået, men hun gjorde intet, når hendes egen datter blev truet på livet. For en alkoholiker er det altid sprutten, der er det vigtigste.

Til sidst fik Sara nok. Hun var altid den, der gik på posthuset for at få udbetalt moderens sociale ydelser, og hun besluttede sig for at stikke af, når hun hentede pengene næste gang.

– Jeg tog pengene, pakkede en lille taske og satte mig på toget hjem til mormor. Mor blev rasende, da hun opdagede, hvad jeg havde gjort. Hun ringede til min mormor og skiftevis truede mig og lovede, at jeg ville få både et nyt stereoanlæg og en hund, hvis jeg kom tilbage med pengene. Hun havde jo ikke råd til at købe sprut.

Sara nægtede at vende tilbage. Hun havde trods omstændighederne altid været dygtig i skolen, og da hun ikke længere dukkede op, skred de sociale myndigheder ind. Hun blev anbragt i pleje hos sin moster, og endelig fik hun et pusterum og et normalt liv.

Den sidste samtale

Moderen fortsatte med at ringe til Sara og skælde hende ud, men da mosteren fyldte 40 år, var hun pludselig venlig og snakkesalig i telefonen.

– Dagen efter ringede hun igen. Vi snakkede om løst og fast, da samtalen blev afbrudt ud af det blå. Jeg fik en urolig følelse indeni og fik lyst til at ringe tilbage til hende.

Sara nåede det aldrig. Familien var i gang med aftensmaden, da de så to mænd nærme sig mosterens hus, og Sara vidste med det samme, hvad der var sket.

– Inden nogen havde sagt et ord, skreg jeg: ”Det er ikke min skyld! Mor er død, og jeg ved, hvem der har gjort det! Jeg havde jo sagt, at han ville dræbe hende!”.

Manden, som boede med Saras mor, havde revet telefonledningen fra hende, mens hun talte med sin datter. Og så begyndte dødsvolden.

Var helt ædru

– Obduktionen viste, at mor var helt ædru, da hun døde. Jeg ville ønske, at hun havde været fuld som sædvanligt, så hun i det mindste ikke mærkede så meget. Jeg ville så gerne have set hende en sidste gang, men jeg fik ikke lov, fordi hun var så medtaget. Hun blev kun 42 år.

En ven af familien fortalte Sara, at moderen ikke længere orkede det liv, hun levede, og hun havde derfor besluttet sig for at lægge sprutten på hylden.

Saras far lovede at komme til begravelsen, og Sara glædede sig over hans støtte. Men da hun stod på togstationen for at møde ham, kom han aldrig.

– Jeg var vant til, at folk svigtede mig, men jeg havde virkelig troet på ham. Jeg var frygtelig skuffet, siger Sara, som derefter mistede kontakten med sin far i nogle år.

SE OGSÅ: Far tog min lillebror med i døden

Men så fik han kræft.

– De sidste otte måneder af hans liv tog jeg ofte ned til ham i Skåne. Jeg hjalp ham, og vi kom tættere på hinanden. Uanset hvad der var sket, var det vigtigt for mig at stå ved hans side, når han havde brug for mig. Ingen skal være ensomme, når de er syge.

Efter moderens død ønskede Sara i lang tid at få hævn. Hun ledte efter gerningsmandens navn i telefonbogen og fantaserede om, hvordan hun skulle gøre livet surt for ham. Og hun gik konstant med en saks i sin jakke, så hun kunne forsvare sig, hvis det var nødvendigt.

Endelig tryg

I mange år afskyede hun alkohol og misbrugere, og hun gav dem et dræbende blik, hvis de tiggede hende om penge.

– Nu hilser jeg gerne på dem eller stopper op og taler med dem. Jeg vil vise, at jeg ser dem. De er også mennesker. Jeg prøver at vende det negative til noget positivt, og med mine erfaringer kan jeg være til hjælp, siger Sara, som i dag arbejder med stofmisbrugere. Ved siden af bijobber hun også som medium og er derigennem blevet forsonet med sin mor.

Sara er et godt sted i livet nu. Hun bor på en idyllisk gård i Dalarna med sin mand, sine børn, hunde og katte. Og hun føler ikke længere vrede over for nogen. Hun fortæller sin historie for at vise andre, at der altid er håb forude, uanset hvor svært man har det.

– Først som voksen har jeg forstået, hvad det indebærer at have en familie og tryghed. Som barn var jeg taknemmelig, hvis bare jeg fik mad og et tag over hovedet. At blive fejret på sin fødselsdag var en luksus, jeg aldrig oplevede. Men det, jeg savnede mest, var tryghed. Nu vil jeg give mine børn det, jeg aldrig fik.