Sebastian Dorset: Depressionen har lært mig at slappe af
I to år kæmpede Sebastian Dorset med en depression, der var så tung, at han på et tidspunkt forsøgte at tage sit eget liv. Det lykkedes heldigvis ikke, og komikeren har i dag lært at leve på en måde, så han ikke falder så dybt igen.
Slå ikke dig selv i hovedet med fiaskoer
En af de vigtigste erfaringer, som depressionen har givet ham, er at sænke kravene til sig selv.
- Det har været en stor hjælp for mig at indse, at jeg er den, jeg er. Jeg skal ikke opnå det, andre mennesker opnår. Jeg skal ikke være den største standup komiker i Verden. Jeg skal være den, jeg er. Jeg skal gøre det, der gør mig glad, og det jeg er god til. Jeg skal også lade være med at hænge mig i de ting, jeg har gjort forkert. Tidligere holdt det mig fast i min depression, at jeg hele tiden slog mig selv i hovedet med det, jeg ikke var lykkes med, siger Sebastian Dorset, der også råder andre til at holde op med at banke sig selv i hovedet med fejltrin.
Farligt at måle sig med andre
I hans øjne er det i det hele taget en farlig vej hele tiden at dømme sig selv hårdt og se alle andre som store succeser. Den kurs kan hurtigt gøre alting værre, hvis man i forvejen føler sig trist og energiforladt.
- Hvis man er på vej ind i depressionen, har man en tendens til at tænke, at alt er galt. At man ikke kan noget. Men typisk er andres syn på en langt meget mere positivt. Derfor er det vigtigt, at man opsøger mennesker, man kan lide at være sammen med, siger Dorset, som ved fra sit eget liv, hvor vigtigt det er at række ud og få hjælp fra andre, når man selv er ramt. I flere år forsøgte han selv at leve med de mørke tanker, men hans liv begyndte først at blive lysere, da han fik hjælp fra en ven.
Læs også: Nicole trænede sin depression væk
Søg hjælp
- Søg hjælp hos familie, venner eller hos en professionel. Det er vigtigt at gøre noget for at komme igennem det. Det der med at lade det være ubehandlet, det er det værste. Det har jeg prøvet. Det skal man ikke gøre.