Sia er min bedste ven

Den grønne vandkande ligger ved en skråning og er svær for Ann at nå. Hun har dårlig balance og falder let. Men hendes personlige assistent er straks klar til at hjælpe. Hunden Sia piler hen for at hente den og vender hurtigt tilbage med kanden mellem tænderne.

– Hun hjælper mig med de fleste ting, siger Ann.

– Om morgenen står hun op og vækker børnene, hun trækker mine sokker af, for jeg har svært ved at nå. Hun giver mig det nyvaskede tøj, så jeg kan hænge det til tørre. Sia kan også åbne døre og skuffer i køkkenet og hente min medicin. Ja, hun trykker endda på alarmen, hvis jeg får et epileptisk anfald. Når jeg går i krampe, ligger hun med hovedet på mit bryst, indtil jeg rejser mig op igen.

34-årige Ann Brandt nusser sin border collie bag øret. Hunden er hendes allerbedste ven og absolut nødvendig for at få hverdagen til at fungere.

Læs også: Hund redder sin bedste vens syn

Ulykken

Det er 19 år siden ulykken, der næsten slog Ann ihjel.

– Den 5. marts 2001. Den dato glemmer jeg aldrig. Hele mit liv blev taget fra mig, siger Ann.

Hun var kun 15 år og havde masser af fremtidsplaner.

Men den stjerneklare vinternat i marts lå sneen som et tykt tæppe over landskabet. Ann og hendes venner var på vej hjem fra en veninde uden for Luleå i det nordlige Sverige. De kørte på snescooter mellem husene, tre scootere kørte i træk. Ann sad bag på den første.

– Vi var kørt over en eng, bremsede, da vi krydsede en vej og gassede op for at krydse den næste eng. Der mistede jeg grebet. Jeg ved ikke, hvad der skete, men jeg husker, at jeg faldt og slog hovedet hårdt. Så besvimede jeg, fortæller Ann.

Bagefter fik hun at vide, at den scooter, der kom lige bag dem, kørte over hende. Ann sad fast i scooterens ski og blev trukket et stykke. Hendes hjelm blev smadret, og Ann fik alvorlige hovedskader. Nerver i hovedet blev revet over, og skulderbladet blev knust. Vennerne var i chok og fik fat i en ambulance.

Ingen livstegn

På hospitalet blev Ann lagt i respirator, og hendes kære sad ved hendes side i dage og nætter, uden at Ann gav noget livstegn fra sig.

– Lægerne havde nærmest opgivet håbet. Forestil dig min families smerte, siger Ann og ryster på hovedet.

Men endelig vågnede Ann – efter 17 dage i koma.

Læs også: Familiehund forbydes

Kunne ikke tale

– Jeg husker min mors ansigt. Hun spurgte, om jeg genkendte hende. Det var et mærkeligt spørgsmål, tænkte jeg. Jeg forstod ikke, hvad der var sket. Snart opdagede jeg, at jeg var lammet i halvdelen af kroppen, og jeg kunne ikke tale. Det var frygteligt frustrerende ikke at kunne udtrykke mig! Jeg ville tale, men kunne ikke udtale et eneste ord. Jeg husker, da sygeplejerskerne badede mig, og vandet var for koldt, men jeg kunne ikke fortælle dem det.

Ann var indlagt i fire måneder, men vejen tilbage til livet var endnu længere.

– Jeg trænede hårdt hver eneste dag i et år. Mens mine venner udvidede deres horisont og havde det sjovt, gik jeg til genoptræning. Jeg kunne have været bitter og givet op, men jeg valgte livet. Og jeg kæmpede.

Et andet liv

Ann har stadig nervesmerter i benene. Et knæ er ubevægeligt, ankelen låser, og hun kan ikke bevæge sine tæer. Derfor kan hun ikke løbe, og balancen er ikke så god.

– Men jeg kan gå, og det er en sejr! siger Ann og fortæller, at hun også har problemer med skulderen og normalt behandles med Botox, fordi armen er spastisk lammet.

Det tog Ann 10 år at komme tilbage til livet, alligevel bliver det aldrig det samme igen.

Nogle venner forsvandt, andre blev ved hendes side. Livet fortsatte på en ny måde med de begrænsninger, skaderne giver.

Læs også: Hvor skal vi hen du?

Giver tryghed

Hun flyttede 800 km længere sydpå til Borlänge. Hun ville prøve noget nyt og begyndte at studere. Her mødte hun Magnus, og de fik børnene Beatrice, som i dag er ni år, og Robin, der er seks.– Det var først her, at oplevelserne indhentede mig, og jeg begyndte i terapi. Magnus var ved min side og er den, der støttede mig, når det var svært.

Da Ann fik det bedre mentalt, forværredes hendes epilepsi. Hun har haft epilepsi siden ulykken, men for otte år siden blev den værre og hyppigere, så hun fik anfald mange gange om ugen. Derfor fik hun Sia, og hun har selv uddannet hunden til både at være assistent og epilepsihund.

Sia hjælper med alt fra rengøring til smertelindring. Hun reagerer, når Ann har smerter, og når hun rammes af panikangst. Så lægger hun sig tæt på Ann og giver hende tryghed.

Er ikke bekymret

På trods af den alvorlige epilepsi er Ann ikke bekymret.

– Jeg kan ikke gå rundt og være bange. Jeg kan også blive kørt over i morgen, siger Ann.

For et par år siden flyttede familien hjem til Sjulsmark i Nordsverige.

Læs også: Sara er blind passager

Kæmper videre

Ann har ikke været i stand til at arbejde i de seneste år.

– Jeg er trods alt ikke bitter. Selvfølgelig tænker jeg nogle gange på, hvilket liv jeg ville have haft, hvis jeg ikke var blevet skadet. Men jeg har allerede et væsentligt bedre liv, end lægerne troede, at jeg nogensinde ville få. Og jeg håber, jeg kan få det endnu bedre, siger Ann og bemærker, at hun ikke har kræfter til at lege med børnene.

– Beatrice og Robin er to gode grunde til at fortsætte med at kæmpe. Uanset hvor dårligt jeg har det, får børnene mig til at ønske at leve. Og på trods af mine skader kan jeg forfølge min største interesse – dyrene!

– Vi har ansat en anden hund. Snart kommer hvalpen Lisa hjem til os. Hun vil også blive uddannet til at være min hjælpehund, så Sia – som er på vagt døgnet rundt – får lidt aflastning.

På bloggen annsia.com fortæller Ann om sin hundetræning og vil gerne inspirere andre til at bruge hunden til mere end bare selskab.

Læs også: Hunden Frank er en helt: Redder kvinde fra selvmord