Sidste foto før døden

Dette sidste fotos af den 45-årige blonde skønhed, ejendomsmægleren Angel Downs, er taget få timer før hendes dramatiske død. På billedet ser man en storsmilende pige i højt humør på stranden i staten Alabama ud til den mexicanske golf.
Det er taget sidst på eftermiddagen på Mors Dag søndag den 9. maj 2010. Manden bag kameraet var politikeren, forretningsmanden og mangemillionæren Stephen Nodine, dengang 47 år. Samme aften omkring klokken 23.30 var Angel død.
Få ting ligger fast i forbindelse med kvindens død. Hun blev skudt i hovedet med en pistol, og blev fundet liggende ved siden af sin bil i indkørslen til sit hjem. Det er også sikkert, at døden indtraf øjeblikkeligt. Spørgsmål er imidlertid, hvem der trykkede på aftrækkeren på den pistol, der dræbte Angel. Det bliver formentlig aldrig opklaret. Men der er kun to muligheder.
Selvmord eller mord
Læs også: Anrettede baby på stegepande
Enten gjorde Angel det selv, og derved er hendes død et selvmord, som ingen skal straffes for. Eller også var manden med den dræbende finger på aftrækkeren Stephen Nodine. I givet fald burde han dermed straffes for mord af første grad. Men det er ikke sket.
Stephen Nodines rolle i Angel Downs død er forsøgt klarlagt ned til mindste detalje gennem to langvarige retssager. Her blev det fastslået i dommen, at den stenrige entreprenør havde "et vist, men ikke nærmere bestemt ansvar" for Angels død. Altså blev Nodine ikke som forventet af mange dømt for mord, men derimod for det, der i amerikansk retspleje kaldes "negligent homicide". Det svarer til dansk retsplejes uagtsomt manddrab. Det straffes ikke specielt hårdt i Alabama, hvorimod mord af første grad kan give dødsstraf.
Men Stephen Nodine blev for sin rolle i Angels død idømt en fængselsstraf på 10 år, hvoraf kun de 2 år skal afsones under lempelige vilkår. Den initiativrige mand kan passe sit arbejde under afsoningen, men skal hver aften klokken 20 stille på sheriffens kontor i byen Mobile. Her skal han sove, og bliver lukket ud igen næste morgen klokken 7. Oktober 2014 er han en fri mand, men skal i 3 år regelmæssigt melde sig hos sin tilsynsværge.
Rasende familiemedlemmer
Læs også: Bange for at finde datters lig
- Det er en fuldstændig latterlig dom. Ethvert normalt tænkende menneske kan se, at Stephen myrdede Angel. Derfor burde han være dømt for mord, siger den afdødes rasende og skuffede søster, Susan Bloodworth.
Historien om Angel Downs og hendes elsker, Stephen Nodine, er på mange måder ligeså klassisk, som den blev ulykkelig. På grund af sit gode udseende blev hun af venner kaldt for "Barbie", mens han takket være sine mange millioner dollars blev kaldt "Mini-Rockefeller" (stenrig amerikansk industrimand, red.) Angel elskede i mange år det frie liv som single, og ønskede ikke at være bundet af en fast kæreste. På grund af en medfødt hjertesygdom var hun ikke i stand til at få børn.
Allerede i en ung alder affandt hun sig med, at hun aldrig fik en kernefamilie med mand, hund, to biler i carporten og børn. I stedet satsede hun på en karriere som ejendomsmægler, mens hun i privat i lange perioder kun havde katten Winston at hygge sig med. Lige indtil den sommerdag i maj 2004, da hun løb ind i storentreprenøren Stephen Nodine, som på alle måder var svær at overse i landskabet. De to mødtes til en fest på en strandbar syd for byen Mobile i Alabama. Det blev starten på et 6 år langt, stormfuldt forhold.
Stenrig entreprenør med fine venner
Læs også: Pige dræber skydeinstruktør
Stephen Nodine var gift, og havde dengang en lille søn på 6 år. Selv om han var en meget kendt mand, der var venner med folk som ekspræsident George W. Bush og senator John McCain, gjorde den stenrige entreprenør intet for at skjule forholdet til elskerinden, tværtimod. Ofte var det Angel Downs, der ledsagede Stephen ved f.eks. vej- og broindvielser, som hans firma havde bygget, og ikke hans hustru. Hun accepterede tilsyneladende ægtemandens dobbeltliv.
Kort efter, at Stephen havde indledt sit uden-om-ægteskabelige forhold til Angel, lovede han hende at forlade hustruen. Men der skete intet. Efter 6 måneder spurgte Angel, hvor længe endnu det ville tage at få skilsmissen på plads. Hans svar lød: "Du må have tålmodighed og trøste dig med, at det en dag bliver os to, og kun os".
Stephen boede med kone og søn i en by 80 kilometer nord for Angels bolig på kystvejen Fort Morgan Road ud til den mexicanske golf. Som regel kørte han ned til elskerinden i weekenderne, hvor de dasede på stranden, spiste på dyre restauranter om aftenen, og hyggede sig i hendes hjem om natten. Efter et år spurgte Angel, hvordan det gik med den lovede skilsmisse. Hun blev chokeret over hans svar: "Jeg har det fint med de 2 liv, jeg lever nu. Jeg har kone og barn i hverdagen, og dig i weekenderne, og sådan bliver det ved med at være".
Klassisk situation for elskerinde
Læs også: Mobbede 12-årig dreng i døden
Angel Downs var endt i den klassiske situation for en kvinde med en gift mand som elsker. Hun elskede Stephen, men kunne ikke få ham på den måde, hun ønskede. Alligevel fortsatte hun forholdet til stor frustration for både sig selv, sine venner og familien. Alle kunne se, at situationen var uholdbar, og at den eneste vinder i forholdet var mangemillionæren. Han var som en fisk i vandet, og havde i Angels skikkelse fundet et smukt stykke legetøj til sin fritid.
"Nå, skal du nu hjem til kone og barn, renvaskede skjorter og maden på bordet til tiden", sagde Angel Downs ofte sarkastisk til elskeren, når Stephen søndag aften forlod hende for at køre hjem til sin familie. Ofte grinede han smørret, men andre gange reagerede han med at starte sin store bil med hvinende dæk. Kort efter fik elskerinden sædvanligvis en række sms´er og mails med ubehageligt indhold.
Dårlig samvittighed
Læs også: Lille dreng reddet fra døden
Efter 2 år havde Angel Downs tilsyneladende fået nok. Hun var presset psykisk, og havde dårlig samvittighed over for Stephens hustru. Samtidig havde Angel det svært med, at familie og venner helt åbenlyst viste deres foragt overfor hendes affære med den gifte mand. Nedturen resulterede i, at Angel forsøgte selvmord ved at spise en større mængde sovemedicin. Heldigvis anede søsteren Susan Bloodworth uråd. Hun kørte til Angels hjem, og fik hende i sidste øjeblik på hospitalet. Men hændelsen fik afgørende betydning i retssagerne mod Stephen Nodine. Han hævdede, at han intet havde haft med elskerindens død at gøre, men at der måtte være tale om selvmord. Hans pointe var, at Angel før havde forsøgt at tage sit liv, og at hun anden gang fik held med det.
Søndag aften den 9. maj 2010 hørte adskillige beboere omkring Angel Downs hjem på Fort Morgan Road et skud blive affyret omkring klokken 23.30. Da to af kvindens naboer kikkede ud ad vinduerne kort efter skuddet, så de Angel liggende livløs ved siden af sin bil i indkørslen. Samtidig så de Stephen Nodine køre bort fra stedet i sin bil. Begge svor senere i retssagerne mod Stephen, at det var hans store, røde truck, de så køre bort, og at han sad bag rattet. Politiet og læger nåede frem i løbet af få minutter. De fandt Angel Downs død, og ved siden af hende lå hendes egen pistol. Spørgsmålet var, om det var mord eller selvmord? De første undersøgelser af retsmedicinsk og politimæssig karakter viste, at det var helt umuligt at fastslå, om der var tale om et mord eller et selvmord.
Eftersøgt efter elskerindens død
Læs også: Simon har aldrig haft en ven
Stephen Nodine blev efterlyst. Han havde slukket sin telefon, mens han om natten kørte mod sit hjem. Videoer viser, at han på et tidspunkt forsøgte at komme ind på en restaurant, men at alt var optaget. Han kørte derefter til en sportsbar, hvor han drak kaffe og så tv. Omkring klokken 3 om natten lykkedes det én af mangemillionærens venner at få fat på den efterlyste. Stephen fik at vide, at han var eftersøgt i forbindelse med elskerindens død. Han ringede til sin advokat, som han mødtes med på politistationen i Mobile til den første afhøring. Stephen fortalte, at han havde forladt Angel Downs omkring klokken 22.15. Han opdagede imidlertid, at han havde glemt sin pung i hendes hjem, og kørte derfor tilbage. Angel var ikke i huset, og Stephen kørte hurtigt igen. Han fortalte også, at han ikke havde hørt skud. Det kunne skyldes, mente Stephen i hvert fald, at han hørte høj musik i bilradioen, hans aircondition kørte på fuldt tryk, og at hans vinduer var rullet op. Den mordmistænkte fortalte også, at hans forhold til Angel på hendes dødstidspunkt var bedre end nogen sinde.
Elskeren ændrede sig
Læs også: Mor kan ikke se forskel på sine børn
Det stemmede langt fra med det, som Angels søster, Susan Bloodworth, og andre kunne fortælle politiet. Emily Simmons, der var den afdødes bedste veninde, fortalte, at hun var blevet kaldt til Anges hjem få dage før hendes pludselige og mystiske død. Her fortalte Anges, at Stephen ikke længere var den mand, hun havde forelsket sig i. Han forfulgte og belurede Anges, og sendte hende jaloux og hadefulde mails og telefonbeskeder. Anges græd under hele mødet og sluttede med at sige til Emily Simmons: "Du skal vide, at hvis jeg en dag bliver fundet død, har Stephen slået mig ihjel".
Susan Bloodworth kunne også fortælle belastende ting om Stephen Nodine på søsterens dødsdag. Susan forklarede både til politiet og i retten følgende:
"Min søster ringede omkring klokken 21 og spurgte, hvor hun skulle sigte med sin pistol, hvis en mand brød ind i hendes hjem og ville dræbe hende. Jeg svarede i brystet, og spurgte lynhurtigt: Vil nogen slå dig ihjel, Barbie? Så blev der pludselig helt stille. Hun sagde noget volapyk og jeg spurgte, om nogen var kommet hjem til hende. Hun svarede ikke og jeg sagde, at hun kunne sende en sms. Kort efter fik jeg denne besked fra Angel: Stephen er kommet, og han vil slå mig ihjel".
Anholdt og sigtet for drab
Læs også: Kysset tilbage til livet af kæreste
14 dage efter Anges død blev Stephen Nodine anholdt og sigtet, men ikke for drab. Han var i efteråret 2009 blev standset af en politipatrulje, og i millionærens bil fandt man det forbudte narkotikum marihuana. Stephens hjem blev ransaget, og man flere våben. Derfor blev han sigtet for at have narko i forbindelse med våbenbesiddelse. Han blev idømt 1 års fængsel, og det år skulle anklageren i Alabama bruge til at udarbejde et anklageskrift angående Stephens rolle i elskerindens død. I december 2010 blev han tiltalt for drab af første grad, og retssagen kunne starte. På grund af hans sociale status blev retssagen betegnet som den mest spektakulære i Alabama de sidste 50 år. Men anklageren var på en hård opgave.
Der var et hav af indicier mod Stephen Nodine, men kun få beviser. To retsmedicinske rapporter blev fremlagt. Den ene konkluderede, at der både kunne være tale om mord og selvmord. Den anden sagde, at dødsårsagen var "inconclusive", altså ufyldestgørende. Det sidste var belastende for den tiltalte, ligesom to vidner havde set ham kørte bort efter at skuddet havde lydt. Stephen havde desuden skiftet tøj på vej hjem til familien. Det forklarede han med, at han havde en aftale med sin hustru om, at hans tøj ikke måtte lugte af elskerindens parfume, når han kom hjem fra sine weekendbesøg.
Styphen kunne ikke forklare, hvad han havde gjort af det tøj, han havde på sammen med Angel Downs. Anklageren fremlagde også en rapport om, hvordan den dræbtes hår sad, da hun blev fundet. Det var tilsyneladende blevet rettet pænt, så det dækkede over skudsåret i hovedet. Det kunne hun umuligt selv have gjort, idet skuddet var øjeblikkeligt dræbende.
Dømt for uagtsom manddrab
Læs også: Lottovinder forærer fattige formue
Retssagen endte med, at Stephen Nodine blev frikendt, og den afdødes familie var rasende. Mens Stephen blev løsladt i foråret 2011, sendte Angels familie en appel til den højeste anklagemyndighed i staten Alabama. Omkring et år efter Angels tragiske død fik anklageren i Mobile, Hallie Dixon, besked på, at sagen skulle genoptages. Denne gang skulle den kendte forretningsmand ikke anklages for drab, men derimod for "negligent homicide", altså uagtsom manddrab. Ved retssag nummer to lykkedes det anklageren at overbevise juryen om, at selv om det ikke var beviseligt, at Stephen havde trykket på aftrækkeren, havde han haft "en ansvarspådragende rolle" i elskerindens død. Det blev han dømt for, ligesom han også blev kendt skyldig i at have forfulgt elskerinden og sendt upassende mails og sms´er. Men Stephen fik en relativ mild dom. Han kunne under afsoningen af de to års fængsel passe sine forretninger, og til oktober i år er han altså en fri mand.
Men Stephen Nodine har ikke en kone, der tager imod med åbne arme, når han bliver løsladt. Hun fik bevilget skilsmisse i efteråret 2010. Da havde hun - trods alt - fået nok.