Signes barndomsveninde er ramt af ALS: Hun har altid været mit anker

For fem år siden fik Signe Langtved Pallisgaard en sms fra sin barndomsveninde. Det tog hende lidt tid helt at forstå beskeden. Hun måtte læse den højt for sin mand, før alvoren ramte, og chokket indtog hendes krop. Selv om hun inden sms’en havde haft en bange anelse i et stykke tid, var hun slet ikke forberedt. I hendes verden kunne en så grusom sygdom som ALS ikke ramme hendes bedste veninde. Ikke Camilla Heiberg Freiberg. En ekstrem sund, livsglad og bomstærk 35-årig kvinde. En mor til to små piger. Og Signes anker i livet gennem mere end 30 år.

Men Camilla havde fået sin diagnose, og den kunne hverken en sund livsstil eller lægerne stille noget op imod.

Historien om ALS

Det her lyder som en brutal og fuldstændig ubærlig historie. Det er det også. Men det er også en livsbekræftende beretning om to veninder, som altid har været hinandens fundament, og som har løftet og inspireret hinanden med deres meget forskellige personligheder. Det er de blevet ved med, selv efter sygdommen tog både fremtiden og kræfterne fra Camilla. Måske endda endnu mere end før. Måden, Camilla lever med sin sygdom på, har i hvert fald inspireret Signe til at skrive romanen ”Alle de liv”.

Bogen handler om to veninder, der tager på et road-trip til USA. Det ligger mellem hver en linje, at det bliver deres sidste rejse, for den ene af de to er ligesom Camilla ramt af ALS. En sygdom, som ustoppeligt lammer kroppen, så det til sidst kun er øjnene, man kan bevæge. Og hvor fremtiden kun strækker sig over tre-fire år, hvis man slår den op på nettet.

Læs også: Mistede deres fædre til ALS: Tragedier blev til venskab

Tæl de gode dage

Camilla har nu levet med diagnosen i fem år, og hun passer stadig sin familie, sit sociale liv og sit arbejde i Sydbank. Sygdommen har derfor endnu ikke udviklet sig så dystert, som prognosen forudsagde. Heller ikke hendes sind er blevet domineret af de dystre udsigter, selv om hun lever med en forbandelse, der langsomt svækker hende, og som ingen behandling kan få til at forsvinde.

– Camilla er et kæmpe forbillede for mig, og det er også en af grundene til, jeg har skrevet bogen. Hun siger tit: ”En trist dag er en spildt dag. Og en god dag er en god dag.” Hun vil bare opleve så mange gode dage som muligt. Det kunne jeg sikkert også godt vælge at sige, hvis jeg havde den samme sygdom. Men jeg tvivler på, jeg kunne gennemføre det i praksis. Camilla er enormt stærk og positiv, og det har hun altid været, siger Signe, som ved, hvad hun taler om.

De to har kendt hinanden i mere end 30 år. Lige siden den morgen, Signe ankom lidt forsagt med sin mor til den første dag i børnehaveklassen og blev mødt af en pige med store, brune øjne og et kraftigt kastanjefarvet hår.

– Må jeg komme med hjem og rydde op på dit værelse? spurgte hun.

Det måtte hun godt.

– Der trængte også til det, smiler Signe, som lige siden har været bedste veninder med pigen med ordenssansen og de store brune øjne. Camilla.

Holdt tæt kontakt

Man skal nok selv have haft en bedste veninde gennem hele livet for helt at forstå, at den slags ikke kun er et venskab. Det er lige så meget et anker i livet, som Camilla selv beskriver det.

For de to har været hinandens anker og fundament, lige siden den dag der blev ryddet grundigt op på Signes værelse. Også selv om de i bogstavelig forstand fløj i hver sin retning efter gymnasiet, hvor Camilla blev rejseguide, og Signe tog til Norge.

– Men vi skrev og ringede sammen hele tiden og bevarede altid den der tæthed, siger Signe, som var lykkelig, da deres veje igen løb sammen på Amager, hvor de begge slog sig ned med deres mænd, klar til at stifte familier. Igen boede de i cykelafstand fra hinanden. Og igen udnyttede de stort set dagligt, at de havde hinanden helt tæt på.

Det var derfor en nedslående nyhed, da Camilla meddelte, at hun og hendes mand var blevet enige om at flytte til Sønderborg, hvor han havde sine rødder.

– Jeg var virkelig ked af det. Men hun lovede, at hun ville møde op til alt, hvad hun blev inviteret til her på Sjælland, og det holdt hun ved.

Se også: Michelles mand har fået en dødsdom: Vores datter skal vokse op uden far

En ildevarslende følelse

Kontakten mellem dem var stadig tæt, selv om de nu boede i hver sin landsdel. Signe vidste derfor godt, at Camilla var begyndt at kæmpe lidt med at holde balancen. Det var, som om kræfterne i arme og ben var begyndt at sive ud af hende.

Det var nu ikke noget, der bekymrede nogen af de to veninder voldsomt, men da Camilla til sidst blev indlagt en uge for at gennemgå en række undersøgelser, kunne Signe alligevel mærke bekymringerne vokse.

– Jeg havde en ildevarslende følelse. Selv havde Camilla en idé om, at det kunne være nervebetændelse eller sådan noget, siger Signe, som fik et kort øjeblik med et lettelsens suk, da hun til sidst modtog en sms, hvor Camilla havde skrevet sin diagnose: Amyotrofisk lateral sklerose. Signe havde umiddelbart aldrig hørt om sygdommen, men nu hvor Camillas lidelse havde fået et navn, antog hun, at der naturligvis også var en behandling.

Helt i chok

Signes lettelse varede dog kun få sekunder. Da hun læste beskeden højt for sin mand, der er læge, forsvandt alt håb. Han brød sammen og kunne ikke sige meget andet end: Nej, nej, nej.

– I dag kan jeg svagt huske, at min mand for længe siden havde sagt, at det er den sygdom, læger frygter allermest. Det kan jeg godt forstå. Det er simpelthen den mest grusomme sygdom, siger Signe, som samme aften talte i telefon med Camilla.

– Det var underligt at tale med en, der lige havde fået den diagnose. Men hun var utrolig fattet. Hun sagde, at hun havde tænkte sig at leve længere end de der tre-fire år, og hun fortalte om, hvordan hun ville leve sit liv fra nu af, siger Signe, som sad med telefonen mod øret og lyttede til sin veninde. Men inde i sin egen krop var hun i chok.

I dag er det fem år siden. Camilla lever stadig. Hun kan stadig gå, selv om hun trækker lidt på benene. Og hun står stadig ved sit ord om at rejse tværs gennem landet, hver gang hun bliver inviteret.

Læs også: Rikke var fanget i sin egen krop: Blinkede mig tilbage til livet

Beskrive fremtiden

Camilla har rigeligt at forholde sig til. Både de fysiske gener. Men også hendes viden om sygdommens udvikling.

– Det mest irriterende ved den her sygdom er, at jeg ikke ved, hvad der ville være sket i mit liv, sagde Camilla engang, de to veninder var ude og gå tur.

Hendes ord satte noget i gang hos Signe. Noget, som endte med at blive til bogen. For i den giver hun den syge veninde en fremtid ved at beskrive, hvordan den kunne se ud.

– Jeg ved godt, Camilla ikke lever en dag længere af den grund. Men bogen findes, så på en måde føler jeg, at jeg er med til at give hende en fremtid, siger Signe, som var helt klar til at skrotte hele bogen, hvis Camilla ikke brød sig om det færdige resultat.

Men det gjorde hun. Hun var meget begejstret og så det netop som den kærlighedsgave, som Signe gerne ville give hende.

Og til læserne vil hun gerne videregive den værdifulde indsigt, som hun har lært af sin barndomsveninde. En barndomsveninde, som stadig siger ”What’s not to like” om sit liv.

– Jeg vil gerne vise læserne, at man sagtens kan have et smukt og rigt liv, selv om man bliver ramt af det værst tænkelige.