Silke blev forældreløs som 10-årig: Jeg higede efter tryghed

Dynen er lagt over Silke i hendes farmor og farfars seng, og den 10-årige pige er langt væk i drømmeland, da hendes søskende træder ind i huset. Svagt kan hun høre sit navn blive kaldt, og da hun slår øjnene op, står hendes søskende for enden af sengen. Glæden ved at se dem får hende til at bryde ud i et stort smil, men det bliver ikke gengældt. I stedet får hun øje på tårerne i deres øjne. Og da hendes bror fortæller hende, at hendes far er død, bryder den lille pige sammen.

– Min far var det mest fantastiske menneske, man kan forestille sig, og jeg var aldrig i tvivl om, at jeg kom i første række. Så da han døde, mistede jeg mit tryggeste fundament, fortæller den nu 27-årige Silke Camille Lin Jensen fra lejligheden på Nørrebro i København, hvor buddhafigurer og kunstneriske billeder vidner om farens talent.

Stenbroen står i skærende kontrast til den lille lollandske by Onsevig, hvor Silke boede sammen med sine forældre, storebror og storesøster. Familien var buddhister og vegetarer, og livsstilen gennemsyrerede familiens hverdag med simpel indretning, masser af levende lys og muligheden for at udfolde sig kreativt.

Silke mindes, hvordan hendes mor aede hende over håret, når hun havde det dårligt, og hun kan stadig huske de beroligende lyde, der kom fra hende. Men det lykkelige familieliv blev udfordret, da Silkes mor fandt en knude under armen. Silke husker, at hun lagde sin orange bamsehund ind under morens hoved, så hun kunne ligge godt, men efter to års kamp mod kræften døde hun, da Silke kun var 4 år gammel.

– Jeg har et mentalt billede af, at hun ligger i en kiste, men om jeg har drømt det, set det eller fået det fortalt, er jeg usikker på, fortæller Silke.

Reservemor døde

Tiden har udvisket minderne om moren, men Silke ved, at hun den efterfølgende tid døjede med smerter i maven.

– Jeg har fået at vide, at jeg har spurgt, om vi kunne købe en ny mor. Så selv om jeg ikke kan huske smerten, har jeg uden tvivl savnet hende rigtig meget.

Kort tid efter morens død blev hendes far forelsket i en ny kvinde. Hun flyttede ind i huset og fungerede hurtigt som en reservemor for Silke. Hun sørgede for, at hverdagen kørte, og selv om sorgen prægede hendes far, mærkede Silke det ikke.

– Min mor var uden tvivl min fars store kærlighed, men han kunne ikke finde ud af at være alene, og jeg syntes, det var dejligt, at der var en kvinde i vores hus. På den måde mindede vi stadig om en familie, som mange andre havde, fortæller Silke, der ofte havde veninder med hjemme.

Faren ryddede ofte hele køkkenbordet og fandt malergrej frem, og ordet ”pyt” blev brugt i flæng, hvis der blev spildt på gulvet.

Men som 8-årig oplevede Silke igen, hvad det ville sige at miste. Farens kæreste døde af lungebetændelse. Han fik hurtigt en ny kæreste, men bare to år senere blev sorgen igen altoverskyggende.

Blev forældreløs

Ud af en lige landevej kørte Silkes far ind i det eneste træ på vejen, da han var på vej hjem en sen aften. Da ambulancen ankom, fik de genoplivet ham, men på vej til hospitalet udåndede han for sidste gang. Den dag blev Silke forældreløs som 10-årig.

– Jeg fik lov til at komme med på hospitalet og se ham, og selv om alle knogler i hans krop var knuste, lå han med et smil på læben. Jeg tror, at han igen var sammen med min mor og igen var lykkelig, fortæller Silke.

I den efterfølgende tid var hun mærket af sorgen. Mens hendes veninder fortsatte deres dagligdag, tog hun hver onsdag til København for at være i sorggruppe. Skolen føltes meningsløs, og selv om farens nye kæreste blev boende med hende i huset, og hun havde det godt, higede hun efter tryghed og stabilitet. Hun spurgte flere gange, om hun ikke måtte få bestemte tider hun skulle være hjemme på, og hun elskede at være hos sine veninder, der var en del af en kernefamilie.

– Jeg havde altid haft frie rammer hos min far, hvilket jeg elskede. Men da han døde, spejlede jeg mig i andre familier. Mine veninder tog på shoppingtur med deres mødre og fik kys og kram, og jeg sad tilbage med følelsen af, at jeg ikke hørte til nogen steder, fortæller Silke, der efter et stykke tid begyndte at ringe til sine søskende, der boede i København, og bønfaldt dem, om hun ikke nok måtte komme ind og bo med dem.

Usikkerheden voksede

Som 12-årig blev det en realitet, da Silkes 22-årige storebror påtog sig det store ansvar.

– Der var en stor tryghed i at være sammen med mine søskende. De var jo de mennesker, der var tættest på mig, og på det tidspunkt var det det vigtigste for mig.

Hver morgen vækkede hendes storebror hende. Han lavede morgenmad og fulgte hende i skole, og når skoledagen var ovre, stod der rugbrødsmadder og mælk klar til hende.

Men tabet af forældrene kunne Silke ikke fortrænge, og savnet fik hende til at miste troen på sig selv. Blev hun bedt om at læse højt i klassen, blev hun nervøs og efterfølgende ked af det.

– Jeg blev usikker på mig selv, og jeg manglede nogle retningslinjer, selv om min storebror gjorde, hvad han kunne for at give mig faste rammer. Men han var stadig bare min bror, og jeg manglede mine forældre.

I starten blev weekenderne brugt på Lolland med de gamle veninder. Men når hun om søndagen sad i toget på vej til København, var det ofte med tristhed i kroppen.

– Det velkendte gjorde mig tryg. I København kunne man lige gå i biografen eller en tur på strøget, men på Lolland var man sammen flere dage i træk. Så serverede forældrene stegt kylling og puttede os, når vi skulle sove.

Trængte til omsorg

Barndomsårene bevægede sig frem mod teenagelivet, og rodløsheden begyndte for alvor at dominere hendes hverdag. Ofte drak hun sig sanseløst beruset, når hun var i byen, og når hun vågnede om morgenen, blev hun ramt af moralske tømmermænd, der kunne gøre hende trist i flere uger.

– Jeg anede ikke, hvem jeg var, eller hvad jeg skulle med mit liv. Jeg havde stadig behov for at være et barn, men jeg var efterhånden blevet så stor, at jeg skulle klare mig selv. Det var lidt som om, at min barndom var blevet sprunget over, forklarer Silke, der tog på efterskole, hvor sammenholdet og de faste rammer gav hende en følelse af at blive passet på.

Alligevel ringede hun flere gange til lærerværelset og løj sig syg, fordi hun higede efter omsorgen fra en voksen.

– De vidste udmærket godt, at jeg ikke var syg, men det var så rart at blive passet på, fortæller Silke, der i dag er mor til 1-årige Saxe, som hun har med kæresten Joakim.

– Jeg har så mange gange ønsket, at jeg kunne ringe til mine forældre, hvis der var sket noget godt. Eller blive trøstet, hvis det hele bare var noget møg. Men det kan jeg ikke. Jeg tror, det er vigtigt, at vi sørger for at værdsætte de mennesker, vi har i vores liv. Besøg dem og fortæl dem, at du elsker dem. Man ved aldrig, hvornår de ikke er her mere, siger Silke, der snart er færdig med pædagogseminariet.

Mindet om sine forældre har hun i sit hjerte, og hun snakker ofte med dem inde i sig selv. På den måde er de stadig en stor del af hendes liv, selv om de ikke er fysisk til stede.

– Jeg tror, at mine forældre ville være stolte af mig og mine søskende, hvis de kunne se os. Vi har holdt sammen, og det har været vigtigt for mig at holde fast i de værdier, som jeg har fået hjemmefra. Jeg er slet ikke i tvivl om, at hvis mine forældres kærlighed ikke havde været så intens, så ville jeg ikke være, hvor jeg er i dag.