Silke fik et varsel om sin søsters død

Silke vidste med det samme, hvad der var sket, da hun hørte skrigene fra entréen: Politibetjentene, som netop havde banket på døren, havde fortalt hendes mor, at Louisa var død.

Den seneste tid havde Silke haft nogle forfærdelige mareridt. De var usædvanligt detaljerede og livagtige. Hun drømte, at hendes elskede storesøster, Louisa, på bestialsk vis blev knivdræbt af iskolde gerningsmænd på en bjergskråning.

Silke tænkte, at de frygtelige drømme blot var udtryk for hendes bekymringer for Louisa, som 9. december rejste til Marokko med sin norske veninde, Maren Ueland, for at vandre i Atlasbjergene.

– Men da jeg hørte min mor råbe ”nej, nej, nej”, behøvede jeg ikke at vente på, at hun kom ind i stuen for at give os andre beskeden. Jeg vidste i det øjeblik, at mit værste mareridt var blevet til virkelighed, siger Silke Vesterager Jespersen, 25, som snart fik bekræftet, at hendes drømme havde været skræmmende præcise.

Hun reagerede ikke på samme måde som sin tvillingesøster, Christina. Hvor Christina i den næste lange tid lukkede sig inde på værelset og prøvede at fortrænge de ubærlige følelser, mærkede Silke straks al den smerte, der er forbundet med så grusom en tragedie.

Græd i flere dage

– Jeg græd i flere dage i træk. Og samtidig var jeg også bare så vred på dem, der havde taget hendes liv, at jeg fik lyst til selv at slå dem ihjel. Men jeg blev ved med at sige til mig selv, at det kunne jeg jo ikke, for så ville jeg ikke komme op til Louisa i himlen. Og sådan nogle mennesker er vi jo heller ikke. Det er kun drabsmændene, der har den ondskab i sig. Jeg kommer aldrig til at forstå, hvordan de kunne gøre det, siger hun og ryster på hovedet.

Silkes sorg over Louisa er ikke blevet mindre, selv om det nu er to år siden, hun døde. Tværtimod. Jo længere tid, der er gået, siden Silke sidst så sin storesøster, jo større har savnet vokset sig.

– Jeg savner alt ved hende – især hendes gode energi, og at hun altid var så glad og sjov. Vi grinede så meget sammen, og der skete en masse skøre ting, når man var sammen med hende. Jeg husker en dag, hvor vi gik en tur ved en å og hyggesnakkede. Pludselig skubbede hun Christina i vandet, og jeg blev så chokeret, at jeg også skubbede hende i vandet. Det endte med, at Louisa hev mig med, og så lå vi der alle tre og skreg af grin, fortæller Silke og smiler ved det gode minde.

Dem har hun mange af. Hendes sidste minde med Louisa er fra sommeren 2018, hvor hele familien var samlet til hygge i haven. Smilene var store, som de altid var, når Louisa var i nærheden.

– Jeg prøver at fokusere på det positive og tænke på alle de gode stunder, vi nåede at få sammen med hende. Det ville også være i hendes ånd, at vi forsøger at få det bedste ud af livet, siger Silke, der har tænkt sig snart at vove sig ud i et faldskærmsudspring.

– Det prøvede Louisa selvfølgelig også. Hun kastede sig ud i alle mulige vilde ting og var ikke bange for noget. Det kunne jeg godt selv lære noget af.

Tilsendt drabsvideo

Silke er også blevet bedre til at sætte pris på, at resten af familien stadig har hinanden. Hun har altid haft et stærkt bånd til sin mor og sine søskende, men efter Louisas død er de rykket endnu tættere sammen.

– Vi er gode til at støtte hinanden, og vi kan mærke med det samme, når nogen har en dårlig dag. Og dem er der selvfølgelig stadig mange af. Det er rart at vide, at man ikke er helt alene om sorgen de dage.

De sværeste dage har været dem, hvor familien er blevet konfronteret med drabsvideoen, som gerningsmændene optog og siden spredte via internettet. Videoen er flere gange blevet delt på deres Facebook-sider og er gået i gang automatisk, når de har åbnet deres profiler.

Selv om de har slettet den hurtigst muligt og blokeret dem, der sender de frygtelige billeder, har de set nok til at mene, at den unge kvinde, der er filmet på videoen, er Louisa. De kan kende hendes lange, lyse hår.

LÆS OGSÅ: Trines søn blev dræbt på Utøya: Savnet er stærkt

– Det er kun nogle måneder siden, at jeg fik tilsendt videoen sidst. Det var en mand fra udlandet, som skrev, at han håbede, jeg ville begå selvmord, når jeg så den. Det rusker op i sorgen, når sådan noget sker, og det skaber også en frygt for, hvad dem, som sender videoen, ellers kan finde på. Christina og jeg har begge fået hemmelig adresse, fordi vi er bange for, hvad der kan ske.

I november i år blev en 71-årig dansk kvinde idømt seks måneders betinget fængsel for at have delt drabsvideoen på den nu lukkede Facebook-side ”Ja til frihed – nej til islam”. Dommen er den hidtil hårdeste, der er blevet givet for deling af den pågældende video, og Silke mener, at det er helt på sin plads. Hun forstår ikke, at man kan få sig selv til at sprede billederne yderligere.

– Det er især underligt, når det er en 71-årig dame. I den alder burde man være et forbillede for alle andre og vide nok om livet til at forstå, hvad der er rigtigt og forkert.

Del ikke videoen

For Silke og hendes familie er sorgen umulig at bearbejde, når billederne af drabet stadig florerer på internettet, og de har en bøn, som de inderligt håber, at alle vil høre og respektere: Del ikke videoen.

– Den sætter tankerne om drabet i gang igen og slår os tilbage til start, fordi det minder os om det øjeblik, som vi prøver så hårdt på at få ud af hovedet. Jeg ville ønske, at folk tænkte over, at der faktisk sidder mennesker i dyb sorg i den anden ende og ser de billeder. Selv om vi lukker videoen ned med det samme, så starter det jo alligevel en proces, hvor man gør sig de værste forestillinger, siger Silke og tilføjer:

– Det er nok umuligt helt at bremse videoen, når den først er på internettet, men ved at stoppe med at dele den kan man i hvert fald sørge for, at den ikke får ekstra liv.

Midt i den mørke tid finder familien Vesterager Jespersen stor trøst i, at de har oplevet flere tegn på, at Louisa stadig er iblandt dem.

– Inden Louisa døde, talte vi om, hvilke tegn vi skulle give de andre, hvis en af os pludselig gik bort. Vi snakkede om, at vi ville få stearinlysene til at blafre, så de personer, der blev tilbage, kunne se, at man stadig var i nærheden. Og Louisa har holdt sit ord, smiler Silke og forklarer:

– Vi lægger tit mærke til, at stearinlysene bevæger sig, og en dag tog jeg et billede af det, hvor man på væggen kunne se en skygge, der ligner englevinger. Jeg er sikker på, at det er Louisa, som viste, at hun stadig er her. Det er vi alle sammen.

Dobbeltdrabet i Marokko

17. december 2018 blev den 24-årige dansker Louisa Vesterager Jespersen og den 28-årige nordmand Maren Ueland fundet knivdræbte og med halsen skåret over ved deres telt for foden af Toubkal-bjerget i Marokko. De to veninder, som begge studerede kultur- og naturvejledning på et universitet i Norge, var på vandretur i Atlasbjergene i det nordafrikanske land, da de blev overfaldet og brutalt myrdet af tre mænd, som optog det hele på video.

Meget hurtigt efter fundet af ligene erklærede de marokkanske myndigheder og Politiets Efterretningstjeneste, at der var tale om en terrorhandling, og at gerningsmændene havde tilknytning til terrorbevægelsen Islamisk Stat. I dagene, der fulgte, foretog det marokkanske politi flere anholdelser, og i alt 24 personer blev tiltalt i sagen – heraf fire for selve drabene. Tre af disse hovedansvarlige blev dømt til døden, mens den fjerde, som forlod de andre før drabene, blev idømt livsvarigt fængsel. De 20 øvrige mistænkte fik straffe på mellem fem og 30 års fængsel.

I tiden efter dobbeltdrabet begyndte en video, der angiveligt viste mordet på den ene af kvinderne, at cirkulere på internettet, og den blev blandt andet delt med de pårørende via Facebook. I første omgang var politiet usikre på ægtheden af videoen, men såvel det norske kriminalpoliti som Politiets Efterretningstjeneste har siden vurderet, at videoen er ægte.

Kilde: Ritzau