Simons sidste jul

7. oktober 2014 af Morten Nøhr Mortensen, Foto: Gregers Kirdorf

Der var juleaften i landsbyen Skals her forleden. Det var det nødt til at være. For ni-årige Simon lever ikke længe nok til at kunne danse omkring træet den 24. december. Og han ved det godt selv. Derfor har Simon travlt med at nyde de sidste uger af sit alt for korte liv.

Tapre Simon ved godt, at han snart skal dø. Her er han med sin mor Betinna Havenkvist og en af de julegaver, han har fået før tid.

Forældrene var ikke i stand til det, så det blev overlægen fra kræftafdelingen på Skejby Sygehus, der måtte fortælle det. Mens Betina og Thomas sad med tårerne løbende ned ad kinderne fik deres ni-årige søn, at vide, at han snart skulle dø. At hans leukæmi nu var så alvorlig, at han kun havde få uger tilbage at leve i. En af de første kommentarer Simon havde til den frygtelige besked, var hjerteskærende.
- Jamen, så kan jeg jo ikke få julegaver.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Julen blev fremskyndet

For Betina og Thomas Havenkvist var der to ting, der stod lysende klart. Simon skulle væk fra sygehuset og have det bedst muligt i den sidste tid i hjemmet i Skals. Og så var der en anden ting, der skulle arrangeres. Selvom der var alt for lang tid til juleaften, så skulle det heller ikke være nogen hindring. Derfor kunne Simon her forleden fejrer en rigtig juleaften med masser af gaver og både juletræ og andesteg.

Gaver fra hele landet

Da Ude og Hjemme kommer på besøg til Simons julefest i Skals Forsamlingshus minder det barndommens juletræsfester med gigantstore slikposer og duften af gran. Der er barnegrin og rundt om træet flokkes børn om et væld af indpakkede gaver. Det er også her, vi finder Simon, som har mistet sit hår efter kemokur. Han virker frisk og glad. Og selvom han er uhelbredelig syg, så har den tapre dreng overskud til at hilse pænt med hånden.
Men kun ganske kort. For gaverne - og de hundredevis af postkort og små pakker, der kommer ind fra hele landet i sækkevis, er langt mere interessant.

LÆS OGSÅ: Skal jeg dø nu, mor

Betina Havenkvist smiler af sin søn, da han kæmper med en lille postpakke. Hun ser et øjeblik ud som også hun har glemt, at der kun er kort tid igen.
- Det er Simons juleaften. I aften er han ikke Simon med en kræftsygdom. I aften er han bare Simon. Og vi andre vil gøre alt for, at han får en god oplevelse. Det skal være en glad aften, lyder det fra hende.
Hun ser på Simon med et vemodigt smil. Han har netop pakket en gave op med Lego - hans yndlingslegetøj. Hun sætter sig med ham og prøver at virke begejstret. Men der kommer alligevel en strejf af sorg over hendes ansigt og en kort overgang ser Simon også trist ud.
- Han ved det jo godt, lyder fra Susanne, der hjælper med at holde festen.
- Da jeg sagde, at han skulle komme ud til mig og få pandekager og varm kakao, så vidste han godt, at det skulle gå hurtigt. Han ville ikke vente, for han har ikke tid til at vente, siger Susanne.

Blev først erklæret rask

Simons kræftsygdom startede for halvanden år siden. Lægerne gav ham bare 50 procents chance. Som at kaste en mønt i luften. Men mønten landede i første omgang rigtigt, da lægerne efter et intenst behandlingsforløb kunne erklære Simon rask her i maj. I hjemmet i Skals var lettelsen enorm, men hverken Betina eller Thomas var i stand til at tro på det glade budskab fuldt ud. Særligt Betina havde stadig bange anelser. Det var noget med prøverne, der ikke var så lovende. Det var noget med nogle tal, der steg. Den 13. august kom så chokket. Og det var Simon selv, der opdagede, at den snigende sygdom, atter havde taget bolig i hans krop. Betina husker tilbage på dagen med stor sorg.

Kræften vendte tilbage

- Jeg stod i køkkenet og smurte madpakker, da han kom og sagde "Mor, kræften er kommet tilbage". Jeg sagde bare, Simon!. Det spøger man ikke med! Så kunne jeg se, at tårerne var på vej, og så vidste jeg godt, at det var sandt, fortæller hun.
Allerede kort efter viste akutte blodprøver, at noget var galt. Senere bekræftede nye prøver Simons forudsigelse endegyldigt. Og herefter gik det stærkt ned ad bakke. Simons tilstand blev værre for hver måling. Og under en uge før julefesten forrige tirsdag fik Simon at vide, at lægerne ikke kunne gøre mere. Han var nu så syg, at han ville dø. Yderligere behandling var formålsløs.

LÆS OGSÅ: Fortiede at min datter skulle dø

- Det var frygteligt. Men jeg vidste jo godt, hvilken vej det gik. Og Simon vidste det også. Han havde selv sagt, at "der nok ikke er mere at gøre". Det er hårdt, når ens dreng, siger sådan noget, fortæller Betina.
Men midt i sorgen har der også været glæde og taknemmelighed over den støtte familien har fået. Da det blev klart, at Simons største ønske var at holde juleaften, inden sin død, tog folk affære over Facebook. I løbet af få dage strømmede donationer ind via en nyoprettet støttegruppe. Og allerede i løbet af ganske kort tid, stod det klart, familien kunne holde den fest, Simon drømte om.

Varmer langt ind i hjertet

- Det har været helt fantastisk. De folk, der har støtte os, skal vide, at det har varmet os langt ind i hjertet. Og det har givet Simon en glæde, så han har fået et bedre livsindhold midt i den svære tid. Det vil vi gerne sig tak for. Vi er utroligt taknemmelige. Men vil også siger, at vi ikke har brug for mere opmærksomhed nu. Den sidste tid vil vi koncentrere vores kræfter om Simon, siger Betina.