Sjælden genfejl: Lucas vil altid være tyk
- Må jeg tage et stykke æble?
– Nej.
– Må jeg tage et stykke agurk?
– Ja, tag du bare et stykke.
Lucas er på streng diæt. Det har han været stort set hele sit liv. Alligevel vejer den 8-årige dreng hele 66 kilo fordelt på 135 cm. Det er mere end dobbelt så meget som hans storebror, Sebastian, der er 1½ år ældre.
Lucas ved godt, at han er anderledes, men hverken han eller familien lader sig kue af en situation, de ikke kan gøre noget ved.
En sjælden genfejl
Allerede, mens Mona ammede Lucas, vidste hun, der var noget galt. Ved fødslen var han en helt almindelig baby, 3.890 gram og 56 cm, men drengen tog på i ekspresfart.
Da Lucas var 9 måneder, satte Mona en dag et kogt blomkålshoved foran ham, og knægten spiste rub og stub.
Ramt af alvorlig genfejl: Min tid er blevet kostbar
– Det er jo ikke normalt, siger Mona Kirkeby.
Lægerne kunne ikke finde ud af, hvad Lucas fejlede. Kommunen mistænkte forældrene for at være skyld i Lucas’ situation. I frustration og for at råbe kommunen op gik Mona og Benny til pressen, og snart var Lucas landskendt. Familien kom i kontakt med Jens-Christian Holm, overlæge og leder af Enheden for overvægtige børn på Holbæk Universitets Hospital, som fandt ud af, at Lucas som den eneste i Danmark og måske som én af kun 10-15 i verden lider af en genfejl, der betyder, at uanset hvor meget han spiser, modtager hans hjerne aldrig signal om, at han er mæt.
Hjernen skriger på mad, og kroppen er i alarmberedskab. Den tror, der er hungersnød og skruer ned for temperaturen, immunforsvaret, forbrændingen osv. Og Lucas stopper kun med at spise, når der fysisk ikke kan være mere i maven, eller når hans forældre siger nej.
Familien har fulgt Holbæk Metoden i mere end fem år, hvor børnelæge Jens-Christian Holm har opstillet en række punkter, der til sammen udgør et sundt liv.