Skæbnen har været hård ved 51-årige Ulla: Jeg har mistet to af mine tre børn

Tiden læger ikke alle sår. Det ved Ulla Kaufmann Fammé bedre end nogen. Hun er blevet ramt af den ene tragedie efter den anden, og når man hører hendes livshistorie, forstår man ikke, at den 51-årige kvinde fra Fredericia ikke for længst er bukket psykisk under. Men Ulla kæmper hver dag for lykken, og hun giver ikke op.

Ulla har født tre børn, men hun har kun ét af dem tilbage, nemlig 27-årige Sabrina. De to andre, sønnen Dennis og datteren Lizette, er begge taget fra Ulla under dybt tragiske omstændigheder.

Lizette led vuggedøden, da hun var blot 4 måneder gammel. Dennis var 23 år, da han under en bytur i Kolding tidligt om morgenen den 22. juli 2011 blev offer for meningsløs vold. Mens han sammen med en fætter ventede på at komme ind på et diskotek, blev han pludselig ramt af to knytnæveslag i ansigtet. Ved faldet pådrog han sig svære hjerneskader, og efter en uge i koma valgte lægerne at slukke for hans respirator.

Skæbnen er ude efter mig

For anden gang i sit liv måtte Ulla gå den sværeste vej af alle for en mor, nemlig til graven med et barn.

– Jeg har ingen idé om, hvorfor skæbnen altid er ude efter mig. Jeg har mistet to af mine børn under meningsløse omstændigheder, og jeg er selv ramt af svær sygdom. Senest har en blodprop frataget mig synet på venstre øje, og jeg er på førtidspension efter en fejloperation i maven.

– Men jeg forsøger at holde modet oppe, og til foråret skal jeg være mormor til Sabrinas første barn. Han skal hedde Malthe. Nogle lyspunkter er der heldigvis, og jeg har på den hårde måde lært at værdsætte livets gode oplevelser. Det skal man huske og lade være med at hænge sig i bagateller, siger Ulla Kaufmann Fammé med en skævt smil.

Vi møder Ulla i hendes lejlighed i Fredericia. Den hårdt ramte kvinde fortæller ikke sin livshistorie for at få medlidenhed, eller fordi folk skal have ondt af hende. Det stadium har hun for længst passeret.

Heldigvis kan de færreste sætte sig ind i den smerte, det er at miste to ud af tre børn, og Ulla er ikke bitter. Men hun gør med sine erfaringer i bagagen opmærksom på livets skrøbelighed, og at tragedien kan ramme, når man allermindst venter det. Livet og de gode øjeblikke skal nydes, når lejligheden byder sig. Alt kan være forbi eller ændret på et øjeblik.

Mors dreng

”Moar, nu tror jeg, livet vil køre for mig og skatsen (Dennis’ kæreste, red.)”.

Det var de sidste ord, som Dennis Kaufmann Larsen sagde til sin mor. Det var torsdag den 21. juli 2011, og 12 timer senere var sønnen uden kontakt til livet. Hele dagen havde Dennis brugt på at flytte ind i en lejlighed sammen med sin kæreste, og om aftenen ville han i byen sammen med en fætter. Kæresten blev hjemme. Næste morgen klokken 05.40 hamrede en 19-årig ung mand to fatale knytnæveslag i ansigtet på Dennis, der faldt omkuld og pådrog sig hjerneblødninger. En uge senere slukkede lægerne for hans respirator, og Dennis ligger nu begravet på kirkegården i Vonsild syd for Kolding.

– Sorg og tragedier kan man ikke vænne sig til eller forberede sig på, siger Ulla Fammé med henvisning til, at Dennis var det andet barn, hun mistede.

Lizette var blot 4 måneder, da hun den 17. oktober 1989 blev fundet død i sin vugge. Men det er umuligt for Ulla at sammenligne de to dødsfald. Lizette har stadig en plads i hendes hjerte, men det er noget helt andet med Dennis. Han var ”mors dreng”, og de 23 år, som mor og søn fik sammen, er fyldt med glade minder, sjove oplevelser og herlige øjeblikke.

Bearbejdede sorgen forskelligt

Dennis var en livsglad og humørfyldt ung mand, og den grænseløse kærlighed mellem mor og søn var gensidig. Dennis fik tatoveret ”mor” på sin overarm. Der går stadig ikke en dag, hvor Ulla ikke tænker på Dennis. Siden hans død har hun samlet en enorm mindebog med hundreder af fotos af Dennis, og bogen indeholder desuden mange af hans personlige ting fra karakterbøger i folkeskolen til buskort og kærlige hilsner.

”Højt elsket – dybt savnet – altid, altid”, står der på forsiden af mindebogen, som Ulla altid har liggende fremme.

På væggen hænger billeder af sønnen sammen med lillesøster Sabrina, og minderne er lige så talrige, som de er dejlige. Fysisk er Dennis borte, men psykisk er han lige så nærværende, som da han levede.

– Vi har alle hver især vores måde at tackle en tragedie på. Min mand, Tonny, og jeg havde hver sin, og den kunne ikke forenes. Han var ikke Dennis’ biologiske far, men Tonny kom ind i mit liv, da Dennis var helt lille. De var som far og søn, og de var tæt knyttet, fortæller Ulla.

Men de to ægtefæller havde en vidt forskellig tilgang i forsøget på at bearbejde sorgen og finde en måde at leve videre på efter Dennis’ død.

Ulla havde brug for at tale om tragedien, mens hendes mand lukkede sig inde i sig selv. I 20 år havde deres ægteskab fungeret fint, og de havde endda arbejdet sammen som malere. Men sønnens død skilte dem, og de ville hver deres vej i bestræbelserne på at komme videre.

Store omkostninger

To år efter Dennis’ død var skilsmissen en realitet og endnu et eksempel på de voldsomme omkostninger, som tragedien har haft.

– Jeg forsøgte mig med en psykolog. Men jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke var den måde, jeg skulle tackle mine problemer på. Jeg havde en god læge, som hjalp mig meget, og så begyndte jeg at skrive på Facebook om Dennis. Han har stadig sin egen side, ”R.I.P. Dennis Kaufmann Larsen”, som jeg hele tiden opdaterer.

– Jeg har gode dage, og jeg har dårlige dage, og mange gange kan jeg skrive mig frem til en smule mere livskvalitet. Min eksmand og jeg er stadig de bedste venner. Vi måtte blot acceptere, at vi skulle hver vores vej bort fra sorgen, siger Ulla.

Den midaldrende kvinde har været ramt af megen modgang, og allerede i 2006 måtte hun forlade arbejdsmarkedet efter en fejloperation i maven.

Lys forude

På den hårde måde er Ulla blevet klog på livet, og hun hænger sig ikke længere i petitesser eller småting. Hun kan næsten få fysisk ondt, når hun hører forældre irettesætte deres børn over det mindste. For Ulla betyder det ikke noget, at et barns jakke ikke hænger på sin plads, eller at et par børnesko står i vejen, i forhold til de virkelige problemer, som tilværelsen kan byde på når som helst.

– Vi skal tage os af og passe på hinanden, og jeg håber, for eksempel at unge mennesker kan lære af min sorg. Dennis blev helt uskyldigt slået ned foran et diskotek, og han vendte aldrig tilbage til livet. Det burde de unge have med i baghovedet, når de bevæger sig ud i nattelivet. Enhver form for vold er modbydelig og kan have katastrofale konsekvenser, siger Ulla.

Hun har brug for at være åben og ærlig om de tragedier, der har ramt hende. Intet skal skjules eller gemmes bort. Ulla har oplevet alle de klassiske situationer, hvor folk gemmer sig i supermarkedet eller går over på den anden side af gaden for at slippe for at tale med hende.

Men det er det sidste, et hårdt ramt menneske som Ulla har brug for. Ingen kan reagere forkert over for hende, næsten ligegyldigt hvad de siger eller gør, blot det sker med hjertet. Ulla kan alligevel ikke få det værre, end hun allerede har.

Det kan kun blive bedre, og forude venter en glædelig begivenhed. Den 5. april 2019 bliver hun mormor til Malthe, og to dage senere fylder Ulla 52.

Livet går videre, trods alt.