Skæbner

Smøger og alt for usund mad: Mit hjerte stod af

19. april 2017 af Lisette Ihler Hjertholm. Foto: Maria Tuxen Hedegaard og privat
Selv om dåbsattesten viser, at Michael Eriksen er 47 år, fejrede han søndag den 19. marts sin 1-års fødselsdag med sin kone. Hun har været hans klippe det sidste år, siden hans hjerte stod af. – Havde det ikke været for Gitte, havde jeg ikke siddet her i dag, siger han.

Første gang, han opdager, der er noget galt, står han i køkkenet hjemme i det røde to-etagers rækkehus i Haderslev. Sveden hagler pludselig ned ad ham, han bliver voldsomt svimmel, og hans hjerte føles som om, det er ved at forlade kroppen. Han bliver nødt til straks at lægge sig ned på sofaen.

Så det er Gitte, der ringer efter vagtlægen den dag. Den 19. marts 2016.

25 minutter senere er han indlagt på Aabenraa Sygehus. Lægerne skønner, at det kunne være hans lunger, den er gal med. Ugen forinden er han nemlig blevet udstyret med en inhalator. Bronkitis havde lægen sagt.

Mor lytter til sin afdøde søns hjerte

– Når man har det skidt, så skal det arbejdes væk, siger han.

Det har nu altid været Michaels overbevisning.

Michaels hjerte svigtede

Michael Eriksen har altid været en stor og stærk mand. Som tømrer og tidligere soldat er han vant til at have fysisk hårdt arbejde, og med en god appetit kom vægten sidste år op på 140 kg.

Og i 34 år har han røget 40 cigaretter om dagen. Uden filter.

Som han ligger der på Aabenraa Sygehus, føler han sig ikke så stor. Han tror, at dommen vil være lungecancer.

Der er læger og sygeplejersker omkring ham hele tiden. De tager prøver for det ene og det andet, og han ligger med en maske med medicin og får det værre og værre.

Imens står Gitte magtesløst på sidelinjen og ser den mand, hun snart skal giftes med, være omgivet af slanger og maskiner.

Mor og datter dræbt i to forskellige ulykker inden for 30 min.

Det er dog ikke lungerne, den er gal med.

– Akut hjertesvigt, siger lægen.

Hverken Michael eller Gitte får besked om, hvor alvorligt det er, og efter fire dage er Michael hjemme igen fast besluttet på at begynde på arbejde igen.

På vej hjem fra sygehuset køber parret ind, derhjemme tømmer han indkøbsposerne, som han plejer, og tager ind til naboen for at hjælpe med at sætte skabslåger op.

Men som han står der og arbejder, mærker han pludselig, at den er helt gal.

– Jeg tænker ”fandme nej, det er noget, du bilder dig ind”, siger han, mens han kigger på Gitte, der ryster på hovedet.

Døden nær

Men det er ikke noget, han bilder sig ind.

Det spænder om brystet som en skrue, der tvinger sig fast. Han sveder, han er svimmel. Hjertet er ved at svigte ham igen.

Det er Gitte, der igen ringer efter hjælp. Denne gang til 112.

– Nu stiller jeg træskoene. Det var min første tanke, siger Michael.

På sygehuset fortæller lægen, hvor alvorligt syg Michael egentlig er.

Ung mor frikendt for mord på datter

– Hvis du fortsætter sådan her, oplever du ikke din 50-års fødselsdag, lyder beskeden.

Det er først nu, alvoren går op for Michael og Gitte.

– Jeg måtte jo stort set ikke løfte min egen kaffekop, siger han.

Den brutale besked er, at overlevelsesprocenten er 10 procent.

– Det var en hård tid, siger Gitte og gemmer ansigtet bag den ene hånd, mens hun tørrer tårerne væk.

Michael sænker blikket. Det har været hårdere for hende end for ham, mener han.

Så er det nu

Den ternede skjorte er ny. Den ville han aldrig have kunnet passe før.

Den store mand på 140 kilo, som står med sin brud i armene på billederne på væggen, er for længst væk.

De store bøffer, rødvinen og den usunde livsstil er skiftet ud med oliven, tomater og lange løbe- og gåture, cykelture og motionscenter to-fem gange om ugen. På den måde har han smidt 60 kilo. Samtidig har han kvittet de 40 daglige cigaretter.

Beskeden i dag er, at Michael bliver gammel. Det håber han og Gitte, at de bliver sammen.

Chok på barselsgangen: Dit barn har en hjertefejl

Læs hele Michael og Gittes historie i Ude og Hjemme nr. 16, der er i handlen fra onsdag den 19. april 2017.

Her kan du læse om Michaels livsstilsomlægning, som bl.a. har betydet, at han ikke længere har brug for sin gigtmedicin, og hvordan den før så store mand har fået et helt nyt og positivt syn på livet.

– Det er en beslutning, man tager fra den ene dag til den anden. Der er ingen let vej, siger Michael om den totale ændring af livsstil, han har gennemført.

Michael har også dannet sit eget cykelhold for kronisk syge i Haderslev. ”Team My Heart Haderslev,” kalder han det.

Sjælden genfejl: Lucas vil altid være tyk

Sponsoreret indhold