Søn dræbt af en gravsten: Han lever i mit hjerte

– Fundet! råber Noam, da han finder sin mor.

Smilet når helt op til øjnene, da han kommer til syne.

Fra en skyfri himmel brager solen ned over Vestre Kirkegård i København, og Anne-Louise og hendes kæreste, Benjamin, har hentet deres lille guldklump tidligt fra vuggestue. Familiens lejlighed tæt derpå er ved at blive pakket ned, men der er ingen stress at spore hos den lille familie. Denne dag skal bruges på at hygge med Noam.

Læs også: Rikkes sorg: Oliver døde lige inden fødslen

Dyb sorg

Anne-Louise bryder ud i et smil, da hendes gemmested bliver afsløret, men før hun når at give ham et knus, er han allerede løbet af sted med lys i øjnene. Han har udset sig en stor gravsten som gemmested. Hun følger ham med øjnene, og det sidste, hun ser, er det uskyldige smil, der på et splitsekund forsvinder.

– Der var helt stille, og jeg følte, at jeg var frosset fast til jorden, da gravstenen væltede ned over ham. Pludselig var han bare væk, fortæller den nu 27-årige Anne-Louise Bachmann fra sin fasters sommerhus nær Kalundborg.

På hendes skød sidder den fem måneder gamle Kalvin, og storebror Anker på to år kræver sin mors opmærksomhed. Det er ikke til at se, at den unge kvinde resten af sit liv vil bære rundt på en dyb sorg over det barn, der blev revet fra hende en helt almindelig sommerdag for tre år siden.

Anne-Louise var bare 21 år, da hun mødte sin mand. Drømmen om et familieliv havde altid været en stor prioritet for hende, og da hun efter seks måneders forhold blev gravid, var hun fast besluttet på, at hun skulle være ung mor, til trods for at hun var studerende, og hjemmet bestod af et kollegieværelse.

200 kilo tung sten

Fra det sekund Noam kom til verden, forandrede hendes liv sig. Fokus var på den lille dreng med det rolige sind, og selv om pengene var små, nød de hverdagen som en lille familie.

– Han elskede at kigge på togene ved Enghave Station. Han var helt opslugt af store maskiner, så vi kunne ofte stå ved stationen i et stykke tid, så han bare kunne få lov til at kigge, fortæller Anne-Louise, der skruer tiden tilbage til den dag, hvor hendes liv forandrede sig for altid.

– Jeg husker ikke rigtig øjeblikket. Det var, som om verden gik i stå omkring mig, forklarer Anne-Louise om det skæbnesvangre øjeblik, da Noam forsvandt under stenen.

Anne-Louises kæreste var henne ved stenen få sekunder efter, og trods den 200 kilo tunge sten fik han den løftet væk fra deres søn. Synet vil hun aldrig glemme.

– Han lå helt stille, og der var en masse blod. Jeg kan huske, at der kom en forbipasserende, og jeg råbte til ham, at han skulle gøre noget. Benjamin og jeg forsøgte førstehjælp, men jeg vidste inderst inde, at han var væk.

Læs også: Daniella og Asgers sorg: Vores Mikkel døde i børnehaven

Største frygt blev en realitet

Kort tid efter var den ellers så fredelige kirkegård fyldt med ambulancer og politi. Mens Noams livløse krop blev fragtet ind i ambulancen, blev forældreparret skilt ad.

Anne-Louise kiggede ud ad politibilens rude, og da ambulancen hverken tændte udrykningen eller kørte væk fra kirkegården, vidste hun, at hendes største frygt var en realitet. Aldrig igen skulle hun se sin elskede dreng smile.

– Jeg ville bare være sammen med Noam. Jeg ville holde om ham og hjælpe ham, men jeg vidste godt, at det var for sent, fortæller Anne-Louise, der den efterfølgende tid havde følelsen af, at hendes krop var ved at eksplodere af sorg.

Læs også: Baby led vuggedød

Altoverskyggende sorg

Sammen med sin kæreste flyttede hun hjem til sine forældre, hvor Anne-Louise de næste to måneder lå på sin lillebrors værelse ude af stand til at foretage sig noget.

Familie og venner kom med mad til det sørgende par, så de hver dag fik varm mad, men sorgen var så overvældende, at hun måtte have beroligende medicin for at holde dagene og tankerne ud. Alligevel kunne hun ikke stoppe den indre film, der spillede igen og igen i hendes hoved. Gravstenen. Blodet og hans livløse krop.

– Vi sørgede meget forskelligt. Jeg græd rigtig meget og havde brug for at snakke om det, mens Benjamin ikke sagde særlig meget. I bund og grund anede jeg ikke, hvad jeg havde brug for, men jeg havde perioder, hvor jeg ikke kunne forestille mig at leve videre, når det skulle være uden Noam, fortæller Anne-Louise, der sammen med Benjamin købte en hund, så de var tvunget til at komme ud, og de var konstant omgivet af mennesker. Hun syntes, at det var irriterende, at de var der, men hun kunne heller ikke holde ud at være alene.

Læs også: 22-årig datter døde i en brand: Emelie gav fire unge nyt liv

I de første måneder levede hun fra time til time. Derefter blev det fra dag til dag. Hun havde sygemeldt sig fra studiet, men nogle måneder senere prøvede hun forsigtigt at starte igen.

– Jeg kunne sidde i bussen på vej til mit praktiksted og pludselig blive overmandet af en stor trang til at være sammen med Noam. Flere gange er jeg stået af og taget op til hans gravsted og har siddet sammen med ham.

Et nyt liv spirede

Det var nok følelsen af at være tæt på ham, og det var det eneste, jeg havde tilbage af ham, forklarer Anne-Louise, der 14 dage efter begravelsen af Noam fandt ud af, at hun var gravid igen.

Mens et nyt liv spirede i hendes mave, havde hun svært ved at finde ud af sine følelser. Folks lykønskninger og glæde kunne hun ikke rumme, og derfor gik der lang tid, før hun fortalte om det kommende barn.

– Jeg ville have, at folk skulle sørge sammen med mig, og jeg var nok også bange for, at fokus blev flyttet til det nye barn og væk fra Noam, fortæller Anne-Louise, der mindre end et år, efter at hun havde mistet sin søn, blev mor igen.

– Jeg havde prøvet at skyde graviditeten lidt væk, for jeg anede faktisk ikke, hvilke følelser jeg ville have, når han kom, fortæller Anne-Louise, der dengang sorgen var værst, ikke kunne forestille sig, at hun igen kunne mærke lykke, men ligesom med Noam strømmede den ubetingede kærlighed mod den lille dreng.

Læs også: Mistede sit eneste barn i en bilulykke: Nu kan jeg se fremad

Ukendt storebror

Når Anne-Louise kigger på Anker i dag, ser hun meget af Noam i ham.

– Han har samme alder, som da Noam døde, og det føles nogle gange, som om Anker gør mange af de samme ting som Noam. Jeg kan også være i tvivl, om jeg blander dem lidt sammen, fordi de er ret ens, forklarer Anne-Louise, der åbent har fortalt sine sønner om deres storebror, der ikke er her mere, og Anker ved godt, at mange af hans ting har været Noams.

Har lært af sorgen

– Anker havde på et tidspunkt ødelagt noget, og så sagde han, at det var Noams skyld. Så selv om han ikke har mødt sin storebror, er han en del af familien, fortæller Anne-Louise. Hun tænker på Noam hver dag og har her, tre år efter at hun mistede ham, lært meget af den voldsomme sorg.

Hun har oprettet jeglevermeddoeden.com, hvor hun løbende udgiver en dagbog, som hun begyndte at skrive, lige efter at hun mistede Noam. Samtidig har hun en podcast, hvor hun fortæller om den proces, som hun har været igennem.

– Når man ved, hvor hurtigt lykken kan vende, lærer man at sætte pris på de gode stunder og den kærlighed, man har i sit liv. Men det er ikke ensbetydende med, at sorgen er væk. Den er stadig en stor del af mig, og det vil den altid være.

Læs også: Lille Victor døde i flammerne