Søster dræbt i bilulykke – far døde af sorg: Smerten forsvinder aldrig

Tæt på havet lidt uden for den sydnorske by Kristiansand bor Maria Tellefsen så idyllisk, som man næsten kan tænke sig.

Men når stormene raser, ænser hun det næsten ikke. Det føles mere som en lille brise for den 27-årige kvinde. Sådan har det ikke altid været for Maria, men to voldsomme tragedier for få år siden har lært hende at stå oprejst, ligegyldig hvor meget det blæser.

Læs også: Ingrids sorg: Min søster blev henrettet af sin ekskæreste

Måtte sige farvel til søster og far

Først mistede Maria sin søster, Camilla Thomassen Mollestad, efter en meningsløs trafikulykke. Hun blev kun 21 år gammel.
Blot 10 måneder og to dage efter tragedien bukkede søstrenes far, Thomas Johan Thomassen, under for sorgen over tabet af sin yngste datter. Han fik et hjertestop, og den 52-årige mands liv stod ikke til at redde.
I dag er Maria ikke i tvivl om, at det var Camillas død, der kostede faren livet.

– Camilla og jeg stod hinanden utrolig nært. Vi var lige så meget gode veninder, som vi var søstre, fortæller Maria.

Hun lader blikket hvile et øjeblik på to billeder, der på hver sin måde viser livets yderpunkter.
Det ene foto er fra sommeren 2013, da Maria blev gift, og hvor lillesøster var brudepige. To ubekymrede søstre med livet foran sig.
Det andet foto er fra sommeren 2015, og det er taget på et hospital. Det viser Maria holde sin døende søsters hånd for sidste gang.
En hjerneskade efter en bilulykke gjorde, at Camillas tilstand ikke var foreneligt med et liv. Kort efter at billedet blev taget, sluttede Camillas liv.

Verdens bedste

Mareridtet begyndte tidligt om morgenen søndag den 16. august 2015.

Maria og hendes mand, Filip, skulle til bryllup i Stavanger, og parrets 3-årige datter Emine skulle passes af Camilla og pigens mormor.

– Da jeg blev gravid, købte jeg en T-shirt med teksten ”Verdens bedste moster”. Camilla blev ellevild af glæde, da det gik op for hende, at vi ventede barn. Hun elskede rollen som moster. Jeg følte mig helt tryg ved, at Camilla og vores mor skulle passe Emine. Det var første gang, vi var væk fra hende, siden hun blev født, siger Maria.

Læs også: En læser fortæller: Det koster at miste

Ud på natten fik Maria en snapchat fra Camilla. Det var med et foto af Emine og teksten lød: ”Godnat, mor”. Maria blev glad for at høre, at alt stod godt til derhjemme.
Nogle timer senere besluttede Camilla imidlertid at køre en lille tur. Hun elskede biler og var altid med sin far og storebror, når de var i garagen for at rode med mekanik. Derfor var det heller ingen overraskelse, at hun arbejdede som mekaniker.
Ulykkeligvis kørte Camilla denne aften uden sikkerhedssele, hvilket hun ellers aldrig gjorde. Men hun skulle blot køre en lille tur og fik aldrig spændt selen.
Farten var lav, men et kraftigt regnvejr øgede risikoen for akvaplaning. I et sving mistede den unge kvinde herredømmet over bilen, der kom over i venstre side og blev kastet ind mod en fjeldvæg i vejkanten.

Bad for hendes liv

I Stavanger sov Maria og hendes mand, da telefonen ringede klokken 6 søndag morgen. Her fik Maria meddelelsen om, at hendes lillesøster var kørt på hospitalet med alvorlige skader efter en bilulykke.

– Alt var kaos i mit hoved. Vi kørte direkte til hospitalets akutmodtagelse, hvor min storebror Torbjørn, 29, kom imod mig. Han begyndte at græde, og jeg havde aldrig set ham græde som voksen. ”Det ser ikke godt ud,” sagde han.

Sygehuspræsten var til stede for at tale med Camillas pårørende. Maria husker, at hun håbede, at nogen ville slå hende hårdt, så hun kunne vågne af sit mareridt. Hun følte det, som om hun var ved at kollapse.
Sådan havde pigernes mor, Nina, 54, det også. Hele familien var samlet og fik at vide, at Camilla levede, men at hun havde pådraget sig en kraftig hjerneskade. Lægerne kunne intet sige med sikkerhed, men familien fik besked på at forberede sig på det værst tænkelige.
Trykket i den 21-årige piges hjerne var ustabilt, og hun blev holdt i live af en respirator.
Maria sad med sin lillesøsters hånd i 20 timer og bad til, at Camilla ville vende tilbage til livet. Hun tænkte, at tro kan flytte bjerge og valgte derfor at bevare troen og håbet.

– Jeg bad for hendes liv og sagde til mig selv, at jeg måtte have Camilla med hjem for enhver pris. Jeg hviskede til hende, at ligegyldig hvad der var sket, skulle vi nok klare det sammen. Om det var for at trøste hende eller mig selv, aner jeg ikke, siger Maria.

Da trykket i Camillas hjerne steg, gik en alarm i gang, og kort efter erklærede lægerne hende hjernedød. De pårørende fik at vide, at ”Camillas tilstand ikke var foreneligt med et liv”.
Blot 21 år gammel døde hun omgivet af hele sin familie, der spillede musik og tændte levende lys. Bagefter gav de tilladelse til organdonation, overbeviste om, at det ville være i Camillas ånd.
Da Maria sad i bilen på vej hjem, efter at hun havde holdt sin søster i hånden for sidste gang, gjorde hun noget uventet.

– Jeg trykkede noget af Camillas tøj ind til mig. Duften af hende vækkede et kaos af følelser, men det var en god fornemmelse. Men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle tackle eller bearbejde hendes død. Havde der været en opskrift i en bog, ville jeg med glæde have læst den.

Glemte selen

Søstrenes far, Thomas Johan Tomassen, lagde i tiden efter ikke skjul på, hvor hårdt livet var blevet efter hans yngste datters død.

Han boede kun nogle få meter fra Marias hjem, og hver dag kunne datteren se smerten og sorgen i hans øjne. Tragedien blev ikke lettere af, at Camilla ville have overlevet, hvis hun havde haft sikkerhedssele på.
En rapport fastslog nemlig efter ulykken, at Camilla kunne være sluppet næsten uden skader og være gået fra ulykkestedet på egen hånd, hvis hun havde haft sele på. Derfor besluttede Maria, at hun vil bruge sin lillesøsters død til at holde foredrag om trafiksikkerhed rundtomkring på landets skoler.

Se også: Mettes dobbelte sorg: Jeg mistede mor to gange

Ved mange af foredragene deltog også Marias far, der var stolt over sin ældste datters mod på og overskud til at fortælle om sin lillesøsters tragedie.
Han så det for en form for terapi at høre Marias foredrag, men smerten over tabet af datteren var større, end de fleste anede.

Hans hjerte var knust

10 måneder og to dage efter Camillas død blev Thomas Johan Thomassen ramt af et hjertetilfælde, og hans liv stod ikke til at redde. Han blev kun 52 år og døde af sorg og savn.

– Vores far sørgede så meget, at hans hjerte til sidst ikke kunne klare mere. Det er ingen i familien et øjeblik i tvivl om var årsagen til hans pludselige død, siger Maria, der ved sin fars død havde fået noget af sin sorg bearbejdet.

Men Maria mener ikke, at sorgen og savnet nogen sinde helt forsvinder. Hun oplever en gang imellem fornemmelsen af at føle sig helt alene og forladt i sorgprocessen.
Når det sker, føles det godt, at alle i familien er gode til at støtte og hjælpe hinanden, når der er brug for det.

– Camilla og jeg gav altid hinanden et stort knus, når vi mødtes, og vi sagde ”jeg elsker dig” til hinanden, når vi skiltes igen. Vi kunne tale med hinanden om alt, og selvfølgelig var hun én af mine brudepiger til mit bryllup, siger Maria.

Efter at have mistet sin elskede søster følte Maria en stor trang til at hjælpe andre. Hun ønskede at gøre en forskel i andres liv, og i løbet af fem måneder tog hun en uddannelse som ambulanceredder.

– Jeg har mistet to af mine nærmeste. Det gav mig en ny dimension i mit liv og viste mig, hvor vigtigt det er at kunne redde et andet menneskes liv, siger hun.

Hun er sikker på, at hendes søster Camilla og far Thomas kigger ned på hende oppe fra himlen. Og hun håber, at de er stolte af hende.

– Jeg prøver at tænke på, at hvis jeg med mit arbejde med at redde liv gør de to glade, må det være den største lykke i mit liv, siger Maria.

Læs også: En læser fortæller: Min sorg tager tid