Sofies sorgfulde liv: Blev mester i at skjule smerten

En eftermiddag i oktober for tre år siden gik Sofie og hendes mor ud for at købe ind. Det havde de gjort så tit. De to var i det hele taget fælles om det meste. De boede alene sammen i deres lejlighed i Tønder og havde derfor et helt særligt bånd. Det var de to mod alle livets udfordringer. Sammen var de stærke.

Men undervejs på turen til supermarkedet skete der noget, som ændrede alt. Sofie vidste godt, at hendes mor havde døjet med smerter i lysken. Men de regnede begge med, at de skyldtes en løbeskade. Nu havde moderen været til nogle undersøgelser, og Sofie stillede derfor et tilsyneladende ufarligt spørgsmål:

– Hvad fandt lægen ud af?

Svaret fik Sofie til at falde sammen på fortovet. Og de nåede aldrig at købe ind den dag. Sofies mor havde kræft. Det var alvorligt.

Der findes aldrig et godt tidspunkt at give sådan en besked til sit barn, og Sofies mor havde også holdt resultatet tilbage for at skåne sin datter. Men nu var det sagt der midt på gaden. Den barske sandhed kunne ikke pakkes ind, og fra det øjeblik gik Sofie en tid i møde, som var så smertefuld, at den slet ikke passede ind i det, som ellers skulle være en teenagers sorgløse liv.

Læs også: Mettes angst styrede hendes liv: Bange for at blive syg

En lang kamp

Sofie Catharine Evelyn Dirksen har stort set aldrig fået lov til at leve det sorgløse liv. Hun var ellers så småt begyndt på det, da hendes verden faldt sammen den dag på vej til supermarkedet. På det tidspunkt var hun endelig ved at vinde en ekstremt hård kamp, som hun havde kæmpet siden 7. klasse.

I dag er Sofie 21 år. Når man hører hendes historie, skulle man tro, hun var 90. Hun har været igennem langt mere end de fleste, og i mange år var hun mester i at skjule sin smerte og sine problemer. Men i dag vil hun ikke længere gemme den mørke side af livet bag en smilende facade.

– Jeg har fået den tilgang til livet, at man skal være åben og tale om det svære. Hvis man går med det hele selv, bliver det bare tungere og tungere. Jeg er lige nu i sorg. Det er selvfølgelig ikke rart at tale om, men jeg vil hellere have, at folk ved, hvordan jeg har det, end at de tror, de ved, hvordan jeg har det, siger Sofie, som med sin historie håber at hjælpe andre, der befinder sig nede i mørket og forsøger at komme op til lyset.

Den grimme veninde

Sofie gik i 7. klasse, da hun begyndte at tænke, at hun ikke var pæn nok. At hun ikke passede ind i fællesskabet. Og at alle de andre piger var meget bedre og pænere end hende.

Den slags tanker rammer nok de fleste teenagepiger, uanset hvor smukke og ombejlede de er. Men hos Sofie fyldte de så meget, at hun til sidst fandt en barbarisk måde at klare livet på. Hun begyndte at skære i sig selv. Først med knive, og senere med barberblade.

– Jeg ved godt, at det er noget underligt noget at skære i sig selv. Det kan være meget svært at forstå for andre. Men jeg gjorde det, fordi smerten indeni blev håndgribelig, når jeg skar i mig selv. Det er den måde, jeg bedst kan forklare det på, siger Sofie, som først nu sætter ord på selvskaden.

Dengang det stod på, holdt hun blodet og barberbladene bag sin lukkede dør, og ikke engang hendes mor bemærkede, at noget var helt galt. Så god var Sofie til at skjule tankerne og arrene på kroppen.

Sofie var i det hele taget lidt for god til at skjule alt det, som skulle have vakt bekymring hos hendes mor. Selv da hun i 9. klasse blev så sur på sit eget spejlbillede, at hun begyndte at sulte sig selv, lykkedes det hende at holde det hemmeligt. Når hendes mor satte aftensmad på bordet, var der ingen alarmklokker, der ringede. Sofie sad nemlig pænt på sin stol og øste op på sin tallerken. Men når hun havde sagt tak for mad, gik hun ud på badeværelset og kastede op uden lyde.

Se også: Michelles mand har fået en dødsdom: Vores datter skal vokse op uden far

Blev god til at lyve

Det begyndte uskyldigt, som den slags næsten altid gør. Sofie sagde, at hun gerne ville være lidt sundere. Spise lidt grønnere og dyrke lidt mere motion. Det lød jo fornuftigt nok. Men langsomt forsvandt fornuften, og Sofie levede et liv, hvor hun forsøgte at opnå en mæthedsfølelse med masser af vand og lidt frugt og æg til at fylde i maven.

Men energien slap op. Til sidst var det svært bare at slæbe sig hen i skolen. Både fordi hun ikke havde kræfter til at koncentrere sig, men også fordi det pressede hende at se de andre spise i frikvartererne, samtidig med hendes egen krop skreg på mad.

Til sidst kunne Sofie ikke holde sulten ud længere, og hun kunne ikke leve med spiseforstyrrelsen. Først dér gik hun til bekendelse hos sin mor og fortalte sin hemmelighed.

– Min mor blev selvfølgelig meget ulykkelig og gjorde alt for at hjælpe mig. Hun sendte mig i behandling og til forskellige psykologer, men jeg var nok en af dem, som ikke ville hjælpes. Jeg var i hvert fald god til at lyve og sige det rigtige, så jeg slap fri, erkender Sofie, som derfor ikke oplevede, at hun fik det bedre trods professionelle behandlere.

Ville have et godt liv

Hun fik det derimod bedre, da hun et par år senere selv aktivt besluttede, at hun ville have et godt liv.

– Det lyder lidt banalt, men jeg vågnede faktisk en dag og tog den beslutning, at jeg ikke ville leve i min grå verden længere. Jeg ville leve i farver. Faktisk klarede jeg det meste selv, siger Sofie, som i løbet af 10. klasse langsomt holdt op med at hade sit eget spejlbillede. Sofie holdt også op med hele tiden at sammenligne sig med alle andre, og det fik hendes selvværd til at vokse. Samtidig begyndte hun at skrive om sit liv og sine tanker på en blog. Hun ville gerne fortælle andre unge piger, at alle kæmper deres kampe. Og at alle er gode nok uanset, hvordan de ser ud.

For at tydeliggøre sit budskab tog hun en dag en grænseoverskridende beslutning. Hun fik taget billeder af sig selv nøgen og lagde dem på bloggen for at vise, hvor langt hun selv var kommet. Og for at vise andre, at ingen krop er noget at skamme sig over.

Sofies billeder blev godt modtaget. Der var tydeligvis brug for den slags budskaber i en verden, hvor de perfekte glansbilleder fylder det meste på de sociale medier.

Læs også: Ferien endte i mareridt: Mistede mine ben i et jordskælv

Indhentet af fortiden

Efterfølgende tænkte Sofie ikke mere over det. Hendes liv fortsatte, og hun havde sit livs sommer, inden hun begyndte på handelsskolen. Hun nåede at gå glad i skole i tre måneder fuld af energi og håb for fremtiden.

Så kom hendes mors kræftsygdom som en bombe i hendes liv. Og nedturene stod desværre i kø.

Sofie passede i tiden efter både sin mor og sin skole. Men det var ikke det eneste, hun skulle komme til at kæmpe med. En dag blev hun pludselig indhentet af sin fortid.

I forkerte hænder

Sofie sad på skolen, da hun blev ringet op af et nummer, hun ikke kendte. I den anden ende var en journalist fra Berlingske Tidende. Hun begyndte at tale om en hjemmeside, hvor mænd bytter og køber nøgenbilleder af danske piger. Sofie var en af dem.

Selv anede hun ikke, hvad journalisten talte om. Men da hun selv gik ind på hjemmesiden, så hun det med egne øjne. De billeder, som Sofie havde taget i kampen for kvinders kropsaccept, blev nu brugt på en helt, helt anden måde.

– Min verden smuldrede i det øjeblik. Det var så chokerende og ubehageligt at se mine billeder derinde, siger Sofie, som igen holdt ubehaget og skammen for sig selv.

Vender modgangen

Efterhånden lærte Sofie dog at leve med det. Hun kom videre i livet. Det gør man nemlig, selv når man bliver ramt allerhårdest. Det ved Sofie bedre end de fleste. Forrige år mistede hun nemlig sin mor.

– Det gik pludselig så hurtigt. Det sidste stykke tid vidste vi godt, at hun skulle dø, og jeg spurgte hele tiden mig selv, hvordan jeg skulle klare det. Kunne jeg overhovedet leve uden hende?

Sofie overlevede. Hun er selvfølgelig stadig i sorg. Og hun savner hver dag.

Men hun er i stand til at fortælle sin historie klart og velformuleret og med selvsikkerhed i stemmen.

– Vi mennesker er i stand til at klare langt mere, end vi går og tror. Fra naturens side ligger evnen og viljen til overlevelse så dybt i os, at vi altid finder en måde at komme igennem selv den mest vanskelige situation, siger Sofie.

Sofie har bevidst valgt at holde ved den beslutning, hun tog flere år tidligere, da hun kæmpede mod sin spiseforstyrrelse: Livet skal ikke være gråt. Det skal være i farver.

– Ja, jeg har oplevet rigtig meget i mit unge liv. Og ja, det kan være svært at hive noget positivt ud af. Men i stedet for at drukne i traumer fokuserer jeg på, hvad modgangen har gjort for mig. Jeg er blevet et meget dybere menneske. I dag har jeg fået en udpræget evne til at forstå andre mennesker, og hvad de går igennem. Det vil jeg gerne bruge positivt i stedet for at lade det ødelægge mig.