Sorg over mine døde børn blev tabu

Marts måned er aldrig nem at komme igennem igen. Det er måneden, hvor Monica og Kasper Grønvall fejrer to fødselsdage og sørger over to dødsdage. 

På en smuk forårsdag for seks år siden kom lille Silas til verden. Præcis et år og en dag senere fulgte lillesøster Emmalina efter. Begge børn nåede at leve en uge, før deres forældre måtte tage afsked igen.

 

− Det var kærlighed ved første blik, og savnet af de børn, vi holdt i vores arme, vil aldrig forsvinde, siger 26-årige Monica Grønvall.

 

Mine døde børn blev tabu

Det er seks år siden, at Monica og hendes mand Kasper mistede den første af deres små guldklumper. Født i 27. graviditetsuge var Silas kun to håndfulde stor, men han lod til at være stærk, og Monica troede på, at han nok skulle klare den.

 

Men da et blodkar bristede i hans hoved, bristede også håbet om et normalt barneliv. 

 

− De sagde, at han ville blive blind, døv og lam, fortæller Monica, der måtte tage den tunge beslutning at få slukket for sin søns respirator.

 

Da Emmalina blev født året efter, lod hun til at være stærk, selv om også hun blev født for tidligt. Endnu en gang håbede det unge par, at de ville få et barn med hjem. Men en ellers ukompliceret tarmoperation satte en stopper for drømmen om et liv med barnelatter.

 

− Hun kunne ikke tåle narkosen, fortæller Monica.

 

I det lille hus lidt uden for Rønne er der ikke lagt skjul på, at beboerne har mistet to små familiemedlemmer. Kasper har bygget en lille mindehylde, hvor Silas' og Emmalinas sutter ligger sammen med fotos, fodaftryk og bamser. På børnenes mærkedage stiller Monica blomster på hylden.

 

Monica og Kasper har været gode til at holde sammen gennem de hårde år, der er fulgt med tabet af deres to børn. Det, der skiller mange andre par, har gjort kærligheden mellem dem stærkere. 

 

I dag er de kommet videre. Savnet forsvinder aldrig, men livet går videre. Den første tid efter børnenes død var præget af berøringsangst, og selv om årene er gået, møder Monica og Kasper stadig modvilje, når de nævner deres børn.

 

− Der er desværre mange i min vennekreds, der har lagt afstand til os, fordi de ikke vil høre om, at vi har mistet vores børn. Sådan noget snakker man ikke om, fortæller Monica.

 

 

Hun er frustreret over, at hendes tab bliver behandlet som et tabu. Hun har blandt andet fået skæld ud af familiemedlemmer, der ikke vil høre om hendes børn eller se billeder af dem. Men Monica insisterer på at mindes sine børn, selv om det indimellem giver nogle ubehagelige konfrontationer.

 

− Jeg kan ikke bare glemme mine børn. Det er jo ikke, fordi jeg taler om dem hele tiden, men jeg har billeder af dem hængende. Jeg oplever også, at folk ikke anerkender, at jeg er mor, fordi mine børn er døde. Men jeg har jo født dem og holdt dem i mine arme. Moderfølelsen er der ingen, der kan tage fra mig. 

 

Det værste er at føle sig usynlig for omgivelserne. Da Monica og Kasper mistede Silas, oplevede Monica flere gange, at folk spurgte, hvor hendes barn var, men når hun fortalte, at han var død, vendte de sig om og gik uden at sige noget. 

 

− Det var, som om de var i chok. Det er selvfølgelig, fordi folk ikke ved, hvad de skal sige, men jeg ville ønske, de sagde ”det er jeg ked af” eller bare ”jeg ved ikke, hvad jeg skal sige”. 

 

Monica er også frustreret over de små misforståede hensyn fra venner og familie. 

 

− Flere veninder har undladt at invitere mig til barnedåb, fordi de tror, de skåner mig. Men det er sårende at blive ekskluderet. Det værste er de tavse, medlidende blikke. Man sidder der og kan mærke, at ting ikke bliver sagt, og tænker: Så tal dog med mig!

 

Hendes bøn til omgivelserne er at være åben og tale om det, der er sket. 

 

− Jeg ved godt, det kan være hårdt for andre. Det er heller ikke, fordi jeg ikke kan tale om andet, men jeg har brug for at få lov at tale om dem engang imellem. Jeg gik rundt i to år uden at sige til nogen, at jeg havde det forfærdeligt. 

 

”Stædighed er vejen frem – man kan, hvad man vil”. Sådan står der i Monicas studenterhue, og netop den sætning siger alt om, hvordan Monica griber livet an. 

For selv om tabet af de to børn har givet hende posttraumatisk stress, og hun i perioder kæmper mod depression og angst, nægter hun at gå i stå. I sommer tog hun sin studentereksamen, og nu er hun i gang med at uddanne sig til revisor.

 

− Jeg er ordblind, og jeg har altid fået at vide, at jeg aldrig ville blive student, men jeg bestod med det højeste karaktergennemsnit i min familie, fortæller hun stolt.

 

Spørgsmålet om, hvad der gik galt, har naturligvis meldt sig, men ingen kan med sikkerhed sige, hvorfor Silas og Emmalina døde. 

 

− Silas var nok for skrøbelig, men Emmalina havde måske klaret det, hvis ikke hun skulle i narkose. Det kan jeg jo gå og spekulere over resten af livet, men det får jeg hende ikke tilbage af. Livet skal jo fortsætte.

 

På spørgsmålet om Monica og Kasper vil gøre endnu et forsøg på at få et barn, svarer smilet på hendes læber for sig selv. Tiden er ikke den rette endnu, men Monica har ikke opgivet håbet om et hjem med barnelatter.

 

− Vi vil helt sikkert gerne prøve igen.