Steffanie brød med sin mor: Jeg har aldrig følt mig elsket

”I dag er det 20 år siden, at jeg begik mit livs største fejltagelse.”

Opslaget på Facebook var skrevet af Steffanies mor … på Steffanies 20-års fødselsdag.

– Jeg blev selvfølgelig ked af det. Alle andre skrev til lykke på Facebook, og min egen mor skrev sådan. Men det bekræftede også bare, hvad jeg altid har følt. At jeg aldrig har været et ønskebarn for hende, siger Steffanie.

Læs også: Mor og datter genforenet efter 82 år

Godt sted i livet

I dag er Steffanie 23 år og bor sammen med sin kæreste i en lys og hyggelig lejlighed midt i Esbjerg, og Steffanie, der er uddannet salgsassistent, har netop fået nyt arbejde i byens nye Power-forretning.

– Jeg er glad for, at jeg er nået hertil. Jeg kan takke dem omkring mig, der samlede mig op undervejs, og som har været der, når jeg ikke kunne lide mig selv. Jeg er virkelig et godt sted i mit liv lige nu, fastslår hun eftertænksomt.

For sådan har det langtfra altid været for Steffanie. Hun er vokset op som den ældste i en søskendeflok på seks. Hendes mor var bare 18 år, da hun blev gravid med Steffanie, og Steffanies far har aldrig været en del af hendes liv. Det har derimod den mand, som Steffanies mor fandt sammen med efterfølgende og fik fem børn med.

– Jeg har ingen gode barndomsminder overhovedet. Jeg husker kun alt det dårlige, og det var der masser af, forklarer Steffanie.

Ingen lyttede

Mest af alt husker hun alle flytningerne fra den ene ende af landet til den anden. Hun kan se på borger.dk, at hun har boet 14 steder i sit liv, og mindes tydeligt, hvordan det var at skulle skifte skole flere gange.

Det var ikke nemt, og Steffanie beskriver sig selv som et ”problembarn”. Hun var hysterisk og fræk i skolen, og hun kan huske, at hun har kylet sit penalhus efter læreren. Hun kan også huske, at hun har fortalt en lærer, at hun er blevet slået derhjemme. Og hun kan huske, at de ikke troede på hende.

– Det forstår jeg simpelt hen ikke. Jeg kan ikke forstå, at man ikke har lyttet til et barn, der har sagt det. Men jeg kan ikke læse i papirerne, at det er blevet indberettet. Det gør mig vred, siger hun.

Hun har søgt aktindsigt i sin kommunale journal for at finde svar, men hun er egentlig kun havnet med et spørgsmål, der går igen: Hvorfor lod alle som ingenting?

Læs også: Nina flyttede ind i sin ukendte fars dødsbo: Han havde elsket mig på afstand

Voksenansvar i en for tidlig alder

For Steffanie mistrivedes. Hun fortæller, hvordan hun i en tidlig alder begyndte at skade sig selv. Først var det med en hammer, som hun dunkede ind i sin pande gentagne gange, så blev det til et skarpt stykke glas, der kunne ridse i huden.

Hun blev mobbet i skolen for sit ustyrlige temperament, og hun husker ikke at have haft nogen veninder. Ofte passede hun sine mindre søskende, der både skulle have skiftet ble, have sutteflaske og leges med.

– Jeg fik et voksenansvar i en tidlig alder. Jeg passede mine søskende, også om natten, hvis min mor og stedfar skulle noget. Det var ikke noget, jeg havde det godt med, men jeg vidste, at hvis jeg bare gjorde, som der blev sagt, var min mor tilfreds. Jeg søgte egentlig bare efter kærlighed og omsorg, men jeg kan ikke mindes, at der nogen sinde er blevet lyttet til mig. Jeg sagde derhjemme, at jeg ikke havde det godt i skolen, men der blev aldrig gjort noget ved det.

Åndehuller

I perioder har Steffanie boet hos sin mormor, sin moster og hos sin tante og onkel. Det blev åndehuller for Steffanie, der oplevede at blive set.

Da Steffanie gik i 9. klasse, flyttede moderen ind i en lille lejlighed, hvor der ikke var plads til datteren, så en klassekammerats familie tilbød at lade Steffanie flytte ind hos dem.

Her oplevede hun for første gang, hvordan det var at være en del af en familie.

– Jeg opdagede, at jeg ikke havde lært at være en familie. Vi kom virkelig tæt på hinanden, og de var med til, at jeg blev ført videre i livet. Det betød rigtig meget for mig.

Alligevel betød Steffanies bagage fra barndommen, at hun dykkede psykisk, og rigtig slemt blev det, da hun i slutningen af 10. klasse forsøgte selvmord ved at skære i sig selv hjemme hos en veninde.

Læs også: Hannah får sin datter hjem

Usund relation

14 dage på psykiatrisk afdeling resulterede i, at hun blev sendt på et opholdssted, da hendes mor ikke ville have hende hjem efter selvmordsforsøget.

– Det var slemt at være der. Jeg ville ikke være der, og jeg passede ikke ind. Jeg var selvmordstruet, men opholdsstedet var slet ikke i stand til at tackle sådan en som mig, føler Steffanie, der først kunne forlade stedet, da hun fyldte 18 år.

Endelig kunne hun gøre, hvad der passede hende.

Så det gjorde hun. Hun gik i byen, drak og eksperimenterede med hårde stoffer, der gjorde hende dybt afhængig.

Steffanie: Jeg har aldrig følt mig elsket

En aften tog hun for meget og vågnede op på intensivafdelingen med slanger over det hele. Sygeplejersken opfordrede hende til at sende en sms til sin mor, så det gjorde hun. Hun skrev, at hun var indlagt, fordi hun havde været tæt på at dø af en overdosis, men at hun var okay. Steffanie fik aldrig et svar på den sms.

– Der er så mange tegn på, at vores relation har været usund for mig. Det her var endnu et. Jeg har aldrig følt mig elsket. Aldrig! siger Steffanie, der dengang tog en beslutning.

Hun ville bryde kontakten til sin mor.

– Jeg skrev til hende, at jeg syntes, vi skulle stoppe med at tale sammen. Og det er nu fem år siden. Pludselig blev det klart for mig, hvor usund en relation vi havde. Jeg var 18 år og behøvede hende ikke mere. Gjorde hun overhovedet noget godt for mig? Det tænkte jeg meget på. Lige siden jeg tog beslutningen, har jeg haft det så meget bedre. Jeg skal aldrig tale med hende igen. Der er ingen vej tilbage. Jeg har ikke lyst. Jeg er en voksen kvinde i dag, så jeg forstår konsekvensen.

Læs også: 13 års søgen efter kærlighed: Min datter fandt manden til mig

Svigtet af mor og systemet

Hun møder ofte nogen, der ikke kan forstå, at man kan bryde med sin mor, men Steffanie er overbevist om, at de havde gjort det samme, hvis de havde stået i det, hun har.

– Det kan lyde hårdt, men det er sådan, jeg har det. Jeg føler mig svigtet af både min mor og af systemet. Nogen burde have reageret. Men der blev ikke gjort noget for at få mig videre i livet. Det kunne have været stoppet noget tidligere. Jeg skulle have været fjernet og boet hos nogle, der ville mig det godt. Men man glemte at lytte til barnet, siger Steffanie.

Vil gerne være mor

Hun har gjort sig tanker om, hvorvidt hun selv har lyst til at blive mor, og det er hun kommet frem til, at hun gerne vil. Men hun skal være klar både mentalt og økonomisk.

– Jeg skal være den mor, som min egen mor ikke var. Jeg skal kunne tage vare på et barn, og jeg skal slet ikke have så mange børn, at jeg ikke kan passe på dem alle sammen. Og så skal mine børn vide hver dag, hvor meget jeg elsker dem.

Læs også: Derfor svigtede jeg min datter