Stella fra ”Luksusfælden” havde en fødselsdepression: Jeg ville begå selvmord

20 minutter før Poul-Erik Stenbakkens skib skulle sejle fra Esbjerg med kurs mod England ringede nordjydens telefon. Det var lørdag den 9. februar 2013, og Poul-Erik glemmer aldrig hverken samtalen eller de følgende dage.

I telefonen var hustruen Stella, der var alene hjemme i villaen i Frederikshavn med parrets otte måneder gamle datter Madelin. Stella havde siden barnets fødsel den 16. juni 2012 kæmpet med fødselsdepression og angst, og den dag ramlede alt omkring hende.

Stella var ikke kun ulykkelig og deprimeret. Hun var så langt nede psykisk, at hun overvejede selvmord. I årevis havde hun drømt om at blive mor, og endelig var det lykkedes.

Læs også: Rasmus fik en fødselsdepression: Jeg skammede mig

Fødselsdepression skabte kaos

Otte måneder før den skæbnesvangre lørdag blev hun og Poul-Erik forældre til en vidunderlig lille pige. Men siden fødslen havde alt været kaos i Stellas liv, og den dag i februar for fem år siden kunne hun ikke længere se sig ud af problemerne.

Stella mente, det var bedst for alle, at hun ikke levede længere, og det var ikke en pludselig indskydelse. Den nybagte mor havde nøje planlagt sin afsked med livet, med sin mand og med parrets lille datter. Stella ville først aflevere datteren hos svigerforældrene og bagefter begå selvmord ved at springe i havnen i Frederikshavn med en sten bundet om kroppen.

Men inden ville hun ringe til Poul-Erik en sidste gang for at fortælle ham om den tragiske situation, som hun var havnet i.

Liv eller død

– Stellas besked i røret var ikke til at tage fejl af. Hun sagde, at hvis jeg ikke straks kom til Frederikshavn, ville der kun være Madelin at komme hjem til. Stella ville ikke være der, fortæller Poul-Erik.

Situationen var uoverskuelig for den dengang 35-årige sømand. Han havde hyre på et DFDS-skib med 14 dage til søs og 14 dage hjemme, og den lørdag morgen var Poul-Erik taget fra Frederikshavn til Esbjerg for at påmønstre. Nu stod han med et umuligt dilemma, mens triste følelser, angst, fortvivlelse og rædsel for at miste Stella tumlede rundt i hovedet på ham. Hvis han tog hjem til sin selvmordstruede hustru, ville der ikke være mandskab nok til at skibet kunne sejle lovligt, og det måtte derfor blive i havn. Blev han på sit job og sejlede med til England, risikerede han at miste sin elskede hustru.

– Jeg fik fat på mine forældre i Frederikshavn, som kørte hjem til Stella for at passe på hende og Madelin. Havde de ikke kunnet være hos dem, var jeg taget hjem med risiko for at miste mit job. Nu blev løsningen, at jeg sejlede til England og tog hjem til min kone og mit barn om mandagen. Det er de længste dage i mit liv, og jeg havde en frygtelig dårlig samvittighed.

Se også: Nicole trænede sin depression væk: Jeg græd dagen lang

Økonomien løb løbsk

Virkeligheden er langtfra altid kun sort eller hvid, og sandheden har som regel altid to sider. Det er ægteparret Stella og Poul-Erik Stenbakken et bevis på.

Mange vil genkende ægteparret fra TV3-programmet ”Luksusfælden”, hvor de to sympatiske, men hårdt ramte, nordjyder blev fremstillet som økonomisk uansvarlige og på fallittens rand.

Både Stella og Poul-Erik erkender over for Ude og Hjemme, at et stort overforbrug af cigaretter, bankospil, fastfood, legetøj til datteren og andre ekstravagante udgifter var løbet løbsk, da Stella i efteråret 2017 søgte hjælp via tv-programmet. De havde oparbejdet en enorm gæld, og pengene løb ud mellem fingrene på dem. På et tidspunkt risikerede det økonomiske rod at sende dem fra hus og hjem og måske i sidste ende at koste dem ægteskabet.

Sandheden om parrets vanskeligheder har imidlertid også en anden og langt mere alvorlig baggrund, nemlig Stellas psykiske sygdom, angst og depression efter en fødsel.

Ønskebarn på vej

Poul-Erik og Stella mødte hinanden i sommeren 2011 via en datingside. Han havde et forlist ægteskab bag sig og boede alene i sin villa i Frederikshavn. Stella slog sine folder som dagplejemor og singlepige i Hvalpsund ved Limfjorden, og efter den første kontakt mellem de to gik det stærkt. De mødtes i juli, og kort efter pakkede hun sine sydfrugter og flyttede ind hos Poul-Erik.

1. oktober fandt Stella ud af, at hun var gravid, og jublen ville næsten ingen ende tage. De havde kun kendt hinanden kort, men alligevel ventede de et ønskebarn. Både Poul-Erik og Stella var sikre på, at lykken ventede forude, og at det vordende barn kun ville cementere deres kærlighed til hinanden.

– Jeg elsker børn, og jeg havde i mange år drømt om at blive mor. Jeg var blevet 33 år, så alderen var også passende. Jeg glædede mig helt vildt, og Poul-Erik var min drømmemand, fortæller Stella.

Men familieforøgelsen blev ikke den lykkelige begivenhed, som parret havde set frem til med glæde og forventning, tværtimod.

Læs også: Karoline overlevede mirakuløst bilulykke: Undskyld, mor

Kaotisk fødsel

Madelin blev født ved akut kejsersnit lørdag den 16. juni 2012 klokken 23.40, men de sidste mange timer inden fødslen var alt kaos. En blokade i ryggen lige før fødslen gik galt, og Stella måtte derfor lægges i fuld narkose.

Efter fødslen blev Madelin straks overflyttet til neonatalafdelingen på sygehuset i Hjørring, blandt andet fordi hun havde problemer med hjerterytmen. Mens Poul-Erik var hos datteren, vågnede Stella på barselsgangen klokken 3 om natten. Hun fik Madelin ind til sig, men det blev ikke en god første mor-barn-oplevelse.

– Da jeg blev spurgt, om jeg ville holde hende, sagde jeg nej. ”Behold hende”, tænkte jeg og ville ikke engang røre min datter. Men jeg sagde det ikke højt af frygt for, at jeg så aldrig fik hende hjem, fortæller Stella.

– Jeg havde under graviditeten opbygget et glansbillede af, hvor smukt det ville være for mig at blive mor. Jeg drømte om en perfekt og problemløs fødsel med Poul-Erik ved min side. Når vores datter var født og navlestrengen klippet, ville jeg få hende op til mig, så jeg kunne kysse hende på panden. Når jeg var kommet til kræfter, skulle vi alle tre hjem og nyde vores første barn. Men det gik præcis modsat.

Dårlig samvittighed

Efter seks dage på sygehuset blev mor og datter udskrevet, men da var de psykiske skader sket. Stella havde udviklet en svær fødselsdepression og var ikke engang i stand til at amme sin datter. Hendes læge ordinerede medicin, og Stella fik psykologhjælp, men hendes psykiske problemer voksede sig kun større og større.

– Selv om alle forklarede mig, at min sygdom var årsagen til, at jeg svigtede Madelin i tiden efter hendes fødsel, havde jeg dårlig samvittighed. Jeg syntes, at jeg havde fejlet som mor, og jeg havde konstant skyldfølelse, fortæller Stella.

– Jeg tror ikke, at mange vordende mødre har glædet sig så meget til at få et barn, som jeg havde, og så endte det så trist. Jeg var fortvivlet, og til sidst syntes jeg, at min familie, Poul-Erik, Madelin og alle andre var bedst tjent uden mig. Jeg ville bare væk fra det hele.

Penge er ikke alt

Stella fralægger sig ikke ansvaret for, at ægteparrets økonomi faldt sammen i takt med, at hun kæmpede med sine psykiske vanskeligheder. Snarere tværtimod, for hun påtager sig sin store del af skylden.

De alt for mange besøg i bankohallen, den unødvendige bil, som Stella følte sig afhængig af, og de regelmæssige måltider med fastfood i stedet for sund, hjemmelavet mad var blot nogle af de ting, som Stella bidrog med i det økonomiske kaos.

Inklusive lånet i huset skyldte parret på et tidspunkt omkring halvanden million, og det så helt håbløst ud for dem.

– Vi havde ikke siddet i huset i dag, hvis vi ikke havde fået hjælp. En overgang var det meget svært, ja nærmest umuligt, at få en dagligdag til at fungere på grund af Stellas sygdom og de økonomiske vanskeligheder. I dag kan vi se, at mange af de unødvendige udgifter var en form for trøst, fordi hverdagen var så fyldt med problemer, siger Poul-Erik.

Han kvittede cigaretterne, og han stoppede med jobbet som velbetalt sømand. De 14 dage hjemmefra kunne familielivet ikke klare, og nu arbejder han som chauffør med normale arbejdstider. Til gengæld er lønnen ikke, hvad han var vant til som DFDS-ansat. Stella er på et såkaldt ressourceforløb med kontanthjælp, og til sammen får de udbetalt det samme, som han alene tjente som sømand.

– Men pengene er ikke det vigtigste. Det er, at vi stadig har hinanden, så vi kan sikre Madelin en god og tryg opvækst. Specielt jeg har meget at indhente efter alt det, som min sygdom har ødelagt for os alle tre. Nu er det tid til at se fremad, siger Stella.