Stina faldt ned fra 3. etage: Et mirakel jeg lever

Det skulle være en skøn rejse til sydens sol. I stedet endte Stina i koma på et spansk hospital, hvor hun svævede mellem liv og død.

Stina husker ikke selv noget fra ulykken. Men hun ved, at det er et mirakel, at hun overlevede faldet fra 3. etage, hvor hun landede på hovedet. Vejen tilbage har været hård og lang, men nu er Stina tæt på at være sit ”gamle jeg”. Det havde ingen af lægerne troet muligt, da de modtog hende på hospitalet i den spanske ferieby Alicante.

– Aldrig havde jeg forestillet mig, at min ferie sammen med min bedste veninde, Johanna, skulle ende sådan. Vi rejste ned for at få lidt lys, men vi havnede i det totale mørke, siger Stina Sundin fra Västergötland i Sverige.

Normalt bor hun i den norske by Bodö, men lige nu er hun tilbage i Sverige, hvor hun i øjeblikket bor sammen med sine to søstre, Rebecka, 40, og Josefin, 37, samt tvillingebroren Johan, 31. Søskendeflokken har samlet sig for at give Stina den størst mulige støtte i genoptræningen efter den voldsomme ulykke.

Læs også: Melissas kæreste har brækket nakken

Fik overbalance

25. november sidste år rejste Stina og Johanna til Alicante for at komme væk fra det mørke efterår i Norge. Stina husker rejsen derned, men mindes ikke så meget fra selve destinationen. Allerede den første aften skete det.

De to veninder havde lige taget trapperne op til deres hotelværelse på 3. etage, og Johanna, som gik forrest, ville låse døren op. Imens lænede Stina sig op ad et lavt gelænder og fik overbalance. Med hovedet først faldt hun hele vejen ned gennem trappeskakten.

Johanna har fortalt Stina, at hun skreg så højt, at hun formentlig vækkede hele hotellet, og at nogen, som hørte skrigene, ringede efter en ambulance. Stina blev bragt på hospitalet og kørt til operationsstuen med det samme. Her svævede hun mellem liv og død, og imens forsøgte en fortvivlet Johanna at komme i kontakt med Stinas familie.

Utallige ubesvarede opkald

Rebecka havde sat sin telefon på lydløs, og da hun vågnede næste dag, så hun de utallige ubesvarede opkald og beskeder. Hun fik fat i Johanna, som fattede sig i korthed: ”Kom herned. Det er meget, meget alvorligt”. 

Samme dag satte Rebecka og Josefin sig på et fly mod Alicante, og dagen efter drog resten af familien – mor Lisbeth, 71, Johan og de øvrige søskende, Robert, 43, og Kristoffer, 39 – af sted. Stina lå i koma og havde ingen anelse om det drama, der udspillede sig omkring hende.

– Det var ekstremt svært at komme ind på intensiv-afdelingen. Og det gjorde ikke tingene lettere, at sygeplejerskerne ikke talte engelsk. Alt, de kunne sige, var: ”It’s very bad”, husker Rebecka.

Læs også: Søster dræbt i bilulykke - far døde af sorg: Smerten forsvinder aldrig

Glædestårer

Efter en uge forsøgte lægerne at nedtrappe narkosen, og efter yderligere en uge opdagede Rebecka, at Stina bevægede sine fødder. Da hun også begyndte at klø sig på låret, var Rebecka nærmest ved at eksplodere af glæde.

– Jeg tænkte: ”Nu er min søster tilbage”. Efter to uger var hun ude af narkosen, og vi græd alle glædestårer, da hun kunne klemme vores hænder.

Midt i glæden var der dog også en frygt for, at Stina ville få tilbagefald. Mest bekymret var Rebecka, som har et særligt tæt bånd til sin lillesøster. Hun vågede over Stina dag og nat, og hendes lykke ville ingen ende tage den dag, Stina vågnede op. Der gik nogen tid, før Stina selv forstod noget.

– Jeg husker, at jeg lå og kiggede op i loftet, og så gik det op for mig, at der var sket noget alvorligt. Jeg fik øje på dropstativet og forstod, at jeg var på hospitalet.

Kunne ikke tale

Men Stinas hjerne havde taget skade. Hun kunne ikke tale, og hun var lam i højre side af kroppen. Hendes korttidshukommelse var også dårlig. Lægerne og familien måtte hver dag minde hende om, hvad der var sket. Efterhånden fik hun dog taleevnen og følelsen i kroppen tilbage, og hendes mor og brødre tog hjem til Sverige, mens Rebecka og Josefin blev hos Stina og gjorde alt, hvad de kunne for at støtte søsteren.

De masserede hende, holdt hendes hånd og læste højt af Astrid Lindgrens bøger for at træne hendes hukommelse. Sygehuspersonalet kaldte hende med et glimt i øjet for ”prinsessen”, og lægerne sagde, at søstrenes omsorg var tusinde gange bedre end medicin.

Efter fem uger ønskede familien at få Stina hjem til Sverige, så de kunne fortsætte plejen i vante omgivelser. Men her stødte de på problemer. Da Stina har adresse i Norge, kunne man kun overføre hende til hospitalet i Bodö. Og da hun ikke havde tegnet en hjemrejseforsikring, skulle familien selv betale for ambulanceflyet, som var den eneste mulighed for at flytte hende. Det havde ingen af dem råd til.

Læs også: Nyforelsket og dødssyg: Kærligheden var den bedste medicin

Indsamling

Rebecka startede derfor en indsamling på Facebook, og støtten var overvældende. Hele 300.000 svenske kroner lykkedes det at indsamle – næsten nok til at dække alle udgifter. De sidste 40.000 kroner betalte familien selv.

Ambulanceflyet blev booket, og Stina blev fløjet til hospitalet i Bodö.

– Det burde være den lykkeligste dag i mit liv, men jeg stortudede. Lægerne ville ikke have, at jeg opholdt mig på Stinas stue. Men jeg gjorde det klart for dem, at jeg ikke ville forlade hende, om jeg så skulle lænke mig fast til sengen, fortæller Rebecka.

Hjemme hos familien

Efter knap en måned blev Stina udskrevet, selv om hun langtfra var kommet sig over skaderne. Lægerne ville have hende på et behandlingshjem, men det protesterede hendes søskende mod.

De mente, at Stina ville have bedre af at være hjemme hos sin familie. Rebecka ville tage orlov fra sit job og være hos hende døgnet rundt. De kunne træne intensivt sammen, og Stina kunne øve sig i at klare sig selv i sit eget tempo.

Overlægen sagde god for idéen, som viste sig at være den rigtige beslutning. Stina gjorde store fremskridt i genoptræningen og begyndte snart at gå selv igen. Hun har stadig problemer med balancen og lider af træthed, men hun bliver friskere for hver dag og regner med at genoptage sin uddannelse til sygeplejerske i efteråret.

– Nu kan jeg bruge mine egne erfaringer, når jeg skal skrive eksamensopgave, griner hun.

Læs også: Heidi er lam fra livet og ned: Hunden Flax hjælper med alt