Stine lå fem måneder i koma: Jeg vågnede op til et andet liv

Med indkøbsposer på styret trækker Stine sin cykel mod sin vens lejlighed på Frederiksberg, hvor de skal hygge sig til fodboldlandskampen mellem Senegal og Danmark.

Men da Stine træder ud på vejen for at krydse Godthåbsvej, bliver alting sort. Den 22-årige pige bliver slynget flere meter hen ad vejen, hvor hun slår hovedet ind i en parkeret bil. Hendes ben bliver smadret, og hun holder op med at trække vejret. Folk stimler sammen, men skæbnen vil, at en hjertesygeplejerske og en politimand ser ulykken og får genoplivet Stine.

Mens dramaet udspiller sig denne torsdag aften, er Stine bevidstløs, og hun har ingen anelse om, at hun de næste mange år skal kæmpe for at acceptere et andet liv end det, hun havde drømt om.

– Man tror jo aldrig, at det er sådan noget, der sker for en. Det sker for nogle andre, men jeg var det helt forkerte sted på det forkerte tidspunkt, fortæller den nu 31-årige Stine Louise Hansen.

Fremtiden på standby

Med udsigten til at blive færdig som pædagog kunne Stine skimte drømmen om at arbejde med børn, der havde det svært. Hun havde allerede arbejdet frivilligt med børn med adfærdsvanskeligheder, og de små poder havde en helt speciel plads i hendes hjerte. Derfor var hendes anden store drøm om familie også lyslevende, og hun glædede sig til at møde den mand, som hun kunne stifte familie med.

Men den dag, Stine blev ramt af en bil, der kørte langt over det tilladte, blev fremtiden sat på standby. Mens hun kæmpede for sit liv på Rigshospitalet, bankede to betjente på hendes forældres dør og overbragte dem den tragiske nyhed.

I fem måneder lå den unge kvinde i kunstigt koma. Hendes hjerne skulle have ro, og troligt var familien ved hendes side med en konstant uro i kroppen. Ville hun kunne genkende dem, og ville hun være den Stine, som de kendte og elskede?

Langsomt tilbage

Langsomt begyndte Stine at vågne. Det begyndte med åbne øjne, der hurtigt lukkede sig igen, men efter et stykke tid kunne hun så småt fokusere. Hendes tale var væk, men med en staveplade fandt læger og familien hurtigt ud af, at hun kunne genkende folk omkring sig.

– Det er svært at vide, hvad jeg rent faktisk har oplevet, og hvad jeg tror, at jeg har oplevet, mens jeg lå i koma, men jeg havde en følelse af, at jeg var tættere på min mormor og morfar, der er døde. Jeg mindes at kunne huske, at min mormor sagde: Det er for tidligt – gå tilbage, fortæller Stine, der langsomt begyndte at finde ud af, hvad der var sket med hende.

Nervebanerne i hendes ben var blevet revet over i ulykken, så Stine kunne ikke gå. Det lange, lyse hår var nogle steder barberet af, og hendes smil var skævt. Men Stine var opsat på at komme op og gå igen, og hver dag trænede hun for at komme tættere på det liv, hun havde levet før ulykken.

Fremskridtene kom meget langsomt, og tålmodigheden blev sat på prøve.

– Jeg blev så frustreret, når jeg ikke kunne udtrykke mig ordentligt, så jeg skældte rigtig meget ud på folk omkring mig, fortæller Stine.

Læs også: Blev lam på få dage: Nu kan jeg smile igen

Se nye muligheder

Den dag, fysioterapeuten sagde til Stine, at hun højst sandsynlig aldrig ville komme til at gå igen, faldt hun ned i et sort hul. 

– I mit hoved ville alt blive godt igen, hvis jeg bare kom op at gå. Så ville jeg kunne acceptere, at jeg snakkede anderledes, og min mund var blevet mere skæv. Jeg ville aldrig kunne løbe rundt og spille fodbold med børn og se deres glade ansigter, og jeg ville for altid være hende, der var handicappet. Det havde jeg meget svært ved at forlige mig med, erkender Stine, der også skulle til at acceptere det nye udseende.

Når hun kiggede på billeder af sig selv, så hun den bekymringsfrie pige med det harmoniske ansigt, men hendes nye spejlbillede var et helt andet.

– Jeg tænkte meget på, om jeg nogensinde kunne finde en mand og få børn, når jeg nu sad i kørestol og så ud, som jeg gjorde, fortæller Stine, der begyndte at bearbejde mange af de negative tanker og følelser sammen med en psykolog.

Med støtte fra familie og venner begyndte Stine at smile til sig selv i spejlet og acceptere, at hendes liv ville komme til at se anderledes ud, og da hun efter flere år på institutioner endelig kunne få sin egen lejlighed med to værelser, begyndte hun at mærke den selvstændighed, som hun i mange år havde higet efter.

Drømme

– Jeg arbejdede virkelig meget med at se nye muligheder, og selv om jeg nok aldrig kommer til at være pædagog i den traditionelle forstand, så kan jeg vel noget andet. Det er egentlig vildt at sige det højt, for jeg troede aldrig, at jeg ville få det på den her måde.

I lejligheden på Frederiksberg har hun sin søster ved sin side, der hjælper hende med de sorte huller, som hun har efter ulykken.  Den skæbnesvangre dag, hvor hendes liv blev forandret, ligger snart ni år tilbage, og selv om Stine ville ønske, at det aldrig var sket, har hun bibeholdt den fightervilje og det positive livssyn, som hun havde før ulykken.

– Jeg synes faktisk, at jeg ser meget godt ud, smiler Stine, der ikke vil gå på kompromis med en kommende kæreste. Han skal være flot, charmerende og kunne få hende til at grine.

Drømmen om børn er i øjeblikket sat på standby. I stedet glæder hun sig til snart at blive moster.

– Du bliver verdens bedste moster, tilføjer Stines søster, 34-årige Ditte Maria Hansen, der på tætteste hold har været vidne til den udvikling og kamp, som hendes lillesøster har været igennem.

– Hun minder os hver dag om, at vi skal værdsætte vores helbred og det liv, vi lever. Men Stine har betalt en meget høj pris, for at vi andre kan lære noget, fortæller Ditte, der kigger stolt på sin søster.

– Ja, ukrudt forgår jo ikke så let, smiler Stine.