Suh Jacobsen er et hittebarn: Jeg bærer på en sorg

Som nyfødt blev Suh Jacobsen efterladt på en gade i Korea, og 5 måneder gammel blev hun bortadopteret til et dansk ægtepar fra Herfølge. Selv om hendes adoptivforældre altid har været åbne omkring hendes barske start på livet, har Suh aldrig haft behov for at opsøge sine rødder.

Kvinde står ved et træ med gule blade

Hun husker stadig tydeligt, hvordan hun i børnehavealderen fantaserede om, at hendes biologiske forældre i virkeligheden var konge og dronning, og at de en dag ville hente hende, så hun skulle bo som en prinsesse. Men mere fyldte det dog ikke, end at hun sprang lige så glad og tilfreds op i sin adoptivmors arme, når hun blev hentet i børnehaven, som alle de andre børn gjorde ved deres mødre. 

Barsk start på livet

– Selv om jeg så anderledes ud end mine kammerater, var det ikke noget, jeg tænkte så meget over. Jeg blev heller ikke drillet i skolen, og jeg var fagligt dygtig og fungerede socialt godt med de andre i klassen, husker 45-årige Suh Jacobsen. 
Men at hun havde fået en helt anden og barsk start på livet, blev hun hurtigt bevidst om, for hendes adoptivforældre lagde aldrig skjul på den historie, hun havde fået med sig fra Korea, og de talte med hende om det i en tidlig alder. 

Suh Jacobsen er et hittebarn. Som nyfødt blev hun fundet i et svøb ved siden af et busstoppested i en gade i Korea. Hvor længe hun har ligget der, ved hun ikke, men i papirerne fra Socialstyrelsen står der, at hun blev fundet af en tilfældig forbipasserende og overleveret til de sociale myndigheder. Hun har ikke været mere end et par dage, og derfor ved Suh også ret præcist, at hun er født den 5. januar 1974, vejede 3.500 gram og var 50 cm lang. 

Bortadopteret til Herfølge

5 måneder gammel blev hun bortadopteret til et ægtepar fra Herfølge, og hun var et ønskebarn, der landede i Kastrup Lufthavn. 

– Mine forældre havde længe forsøgt at få børn, og da de måtte opgive det, valgte de i stedet for at gå i gang med en lang adoptionsproces. Jeg har set på smalfilm fra lufthavnen, hvordan de står med mig i deres arme den dag, jeg kom til Danmark, fortæller Suh. 
Det var den 28. maj, og hvert år insisterer hendes mor stadig på at fejre den med lagkage og gaver. 

– For mig betyder det ikke så meget, men det gør det for min mor. Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg har været ønsket, understreger Suh, der har fået fortalt, at hun var et meget nemt barn, der søgte kontakt til andre og virkede tilpas. En beskrivelse, som Suh kan genkende langt op i barndommen. 

Intet ønske om at finde sine rødder

Ønsket om at finde sine rødder har aldrig rigtig rumsteret. Det var først, da hun efter gymnasiet havde planer om at rejse nogle måneder ud i verden sammen med en veninde. For hende var det underordnet, hvor de rejste hen – bare det blev uden for Europa – og da veninden så foreslog Indonesien og Korea med det formål at finde Suhs rødder, tænkte hun først, at det havde hun slet ikke behov for. Men omvendt så fik deres rejse til Korea et formål, og hun blev nysgerrig efter at opleve det land, hun kom fra. 

Læs også: Nyfødt blev efterladt af sin mor

En lettelse

Suh søgte derfor om mulige dokumenter i sin adoptionssag hos Socialstyrelsen, og det var alligevel med en vis spænding i kroppen, at hun modtog dem og læste, hvordan hun var blevet indleveret af en forbipasserende i Korea. For godt nok vidste hun allerede, at hun var et hittebarn, og at det derfor var umuligt at spore hendes biologiske mor. Men moderen kunne også have fortrudt og efterfølgende ladet sig registrere. 
Så da Suh og veninden kom til Korea og opsøgte det kontor, hvor hun var blevet formidlet videre fra, var hun meget spændt. 
Suhs mor var dog ikke vendt tilbage, og Suh tog sig selv i at blive ret lettet over ikke at stå med navnet på sin mor. For det ville rejse en masse spørgsmål, som hun ikke kendte svarene på. Hvilken kontakt skulle hun så have til sin biologiske mor, var der søskende, og skulle hun også ud i at støtte sin mor økonomisk, var nogle af hendes tanker, som der så blev lukket ret hurtigt ned for. 

Trist grundfølelse

– Det havde været spændende op til, men jeg var faktisk utrolig lettet over ikke at finde ud af mere. Det var og er så grundlæggende ikke nødvendigt for mig at kende til mit ophav. Hvis jeg endelig fik vakt min nysgerrighed, så var det at opdage, at jeg ikke lignede de andre i Korea. Mit hår er brunt, ikke sort, og jeg har heller ikke samme teint som andre koreanere. Så hvem mon min far er? Var han en udstationeret amerikansk soldat eller en udenlandsk turist, som min mor havde en sommerflirt med? Det finder jeg nok aldrig ud af, konkluderer hun. 

Til gengæld har noget andet uforklarligt altid fulgt hende. En form for dyb sorg, tristhed og en alenehed, som slet ikke kan forklares, og som de færreste kan forstå. 

– Det er en grundfølelse, som jeg selv tidligere havde svært ved at forstå. Det kan komme ud af det blå og er en tilstand, hvor jeg har brug for at være mig selv. Jeg kan kigge op på himlen eller stirre ud over havet, og så forsvinder følelsen lige så hurtig, som den er opstået. Jeg har ikke anet førhen, hvad det var, der skete, fortæller hun, som gennem sit studie til psykolog begyndte at dykke specifikt ned i følelserne. 

Svære følelser

– Jeg fandt ud af, hvor vigtigt det var at blive bevidst om, hvor de svære følelser kom fra og så få dem bearbejdet, så jeg kunne få det bedre. 
Suh søgte derfor hjælp hos en psykolog, der lærte hende at sørge og græde – også selv om hun ikke vidste helt præcist, hvad det var, der fremkaldte de triste følelser. 

Læs også: Hund redder hittebarns liv

– Jeg er overbevist om, at et spædbarn er i stand til at huske sådan en grufuld oplevelse, det er at blive efterladt, og derfor tror jeg, at jeg bærer på den her uforklarlige sorg. Kroppens celler har en hukommelse og lagrer alle oplevelser, og nogle er så smertelige, at vi prøver at fortrænge dem. Og selv om vi ikke ønsker at genopleve traumet, erindrer kroppen det, og vi kan senere i livet opleve, at de voldsomme følelser dukker op og overmander os, tror Suh, der i dag stadig oplever den uforklarlige alenehed en gang imellem.

Taknemmelig

– Men der er ingen tvivl om, at jeg er taknemmelig over, at min biologiske mor valgte den udvej at efterlade mig på gaden. Det havde da sikkert været meget nemmere for hende at vælge en abort, for når hun efterlod mig på den måde, har jeg nok ikke ligefrem været et ønskebarn. Og når debatten handler om abort, er det faktisk der, hvor jeg føler, at jeg har taleret og kan finde på at trække adoptionskortet. For der er en udvej, selv om den er barsk, fastslår Suh.

Se også: Forældre afviste baby med deformt ansigt