Susanne blev forældreløs som barn: Vi talte aldrig om mine forældres død

Da Susanne var 12 år, begyndte hun at ryste på hænderne. Folk omkring hende troede, det skyldtes de tragedier, som havde ramt hende. For hvor meget kunne en lille pige i grunden klare? Susanne havde nemlig mistet både sin far og mor. Men det var faktisk ikke derfor, hun rystede. Den rigtige forklaring gik op for hende for syv år siden.

Siden Susanne Thorndahl var to år, voksede hun op hos sin far i Jylland, mens hendes mor boede på Sjælland. Susanne elskede sit jyske barndomshjem, ligesom hun elskede hverdagen med sin far. Han spillede guitar og harmonika, og han havde den blødeste stemme, både når han sang og fortalte historier. Og dem var der mange af.

- Prøv at se op på stjernerne, sagde han, når Susanne fulgtes med ham hen over markerne for at besøge bedsteforældrene.

- Når du mister et menneske, så bliver personen til en stjerne på himmelen, forklarede han. Og den tro kom til at fylde mere i Susannes liv, end nogen af de to anede dengang.

Far ville komme hjem på Susannes 8-års fødselsdag

Da Susanne var syv år, besluttede hendes far at tage et år til Grønland for at tjene ekstra penge, og Susanne flyttede derfor ind til sin farmor og farfar. Aftalen var klar. Hendes far skulle komme hjem på hendes 8-års fødselsdag, og det var en dejlig konkret dato at tælle ned til. Susanne talte og talte.

- Jeg savnede min far helt vildt. Han var virkelig jordens dejligste menneske, siger Susanne, som var lykkelig, når der kom post fra Grønland. For så kunne hun igen lytte til sin fars stemme. Han sendte nemlig kassettebånd, hvor han talte til hende og havde indspillet sange.

Læs også: Alvorligt syge børn på sommerlejr: Her fylder smilene mest

Den tragiske besked

Ganske kort inden Susannes fødselsdag kimede telefonen hjemme i bedsteforældres lille gang en sen aften. Og den lyd markerede starten på Susannes store sorg.

Hendes far var død på Grønland. Hvad der helt præcist var sket, ved hun ikke. Han havde fået en indsprøjtning mod influenza, mens han havde været på antabus, og kombinationen af de to behandlinger havde muligvis gjort ham så dårlig, at han efterfølgende blev fundet kvalt i sit eget opkast.

Det var ikke noget, der blev talt meget om hjemme hos farmor og farfar, som nu blev Susannes faste hjem.

Gik i skole dagen efter fars død

- Der blev lagt et låg oven på alle følelserne, siger Susanne, som allerede dagen efter sin fars død blev bedt om at komme i tøjet og gå i skole.

- Jeg talte ikke med nogen om, at min far var død. Jeg forsøgte bare at gøre alting så godt som muligt. Ingen skulle sætte en finger på mig. Hverken i skolen eller derhjemme. Jeg lavede altid mine lektier, og når jeg kom hjem, satte jeg pænt mine sko i gangen, vaskede min madkasse, og så hjalp jeg min farmor med at pudse sølvtøj, stryge eller hvad der nu ellers var af pligter, husker Susanne.

Læs også: 10 gode råd til børn i sorg

Kampen om Susanne

Hun husker også, hvordan hun hver eneste dag tydeligt mærkede den tunge sorg, som fuldstændig blev fortiet. Og hun husker, hvordan hun fornemmede en voldsom konflikt mellem hendes farmor og hendes mor. Godt nok var der ingen, der satte sig ned og fortalte hende, at hendes mor ville have hende tilbage, og at hendes farmor nægtede at give slip. Men hun kunne regne det ud, når hun igen og igen overhørte ophedede telefonsamtaler mellem de to kvinder.

Ny tragedie lige inden konfirmationen

Det blev i sidste ende farmor og farfar, der fik lov at beholde Susanne, og det er hun taknemmelig for i dag, for hendes mor kæmpede med nogle tunge personlige problemer.

Op til Susannes konfirmation blev tonen heldigvis lidt bedre mellem mor og farmor. De blev i hvert fald enige om at holde festen sammen, og der blev lejet et lokale og lavet en fin bordplan, hvor Susanne skulle sidde mellem mor og farmor. Familielivet begyndte at lysne. Men to måneder inden festen ringede telefonen.

Endnu engang blev den skingre kimen starten på en ny sorg. Susannes mor havde begået selvmord.

- Så må vi ændre i bordplanen, sagde Susannes farmor. Og meget mere blev der ikke sagt om den sag.

En kæmpe lettelse endelig at tale om følelser

I årevis levede Susanne med, at følelser ikke er noget, man taler om.

Det var faktisk først, da hun som 13-årige startede på idrætsefterskole, at hun forsigtigt begyndte at tale om de store tab i sin opvækst.

- Jeg fik en kæreste, og ham betroede jeg mig til. Det var kæmpestort. Især fordi det blev taget så godt imod. Tænk, der var en, der lyttede til mig og mine følelser.

Indhentet af fortiden som 18-årig

I dag fortier 44-årige Susanne ikke noget mere. Tværtimod lever hun efter, at man skal tale om tingene. Også de svære. Hun ved nemlig bedre end de fleste, at man på et tidspunkt bliver indhentet af sin fortid, hvis man alt for længe fortrænger den.

Susanne blev i den grad indhentet og fældet af fortiden. Som 18-årig faldt hun ned i et stort hul fuld af det sorteste kaos, og på et tidspunkt havde hun det så dårligt, at hun frygtede, at hun kunne finde på at tage samme fatale valg som sin mor.

Fik hjælp og rejste sig igen

Men Susanne tog heldigvis ikke sit eget liv. Hun fik hjælp til at leve det.

I et par år gik hun i en sorggruppe, og hun fik samtidig intensiv psykologhjælp. Da Susanne rejste sig igen, var det en bomstærk kvinde, der vendte tilbage. Hun tog en datamatikeruddannelse og startede efterfølgende sin egen it-virksomhed med en studiekammerat. Efter bare et år havde forretningen, MinorSystems, 19 ansatte og 19 konsulenter.

Susanne er nemlig en kvinde, der nægter at være offer.

- Hvis man vil have noget, må man selv rejse sig og række ud efter det. Det har jeg lært gennem hele mit liv. Der kommer altså ikke en engel og sætter sig på dine skulder og siger: Her er det liv du gerne vil have,”som hun siger.

Ingen vidste, hvorfor Susanne rystede

Der ville ellers ikke være noget at sige til, hvis Susanne pjevsede lidt. Hun bærer nemlig ikke bare på en tung fortid. Hun bærer også på en svær sygdom.

I starten troede omgivelserne, at de to ting hang sammen. Susanne havde nemlig lige mistede sin mor, da hun begyndte at ryste. Hun kunne simpelthen ikke holde hænderne i ro, når hun for eksempel løftede en kop eller skulle styre kniv og gaffel.

Susanne blev ved med at ryste synligt. Som årene gik, begyndte folk at tænke deres. Var det abstinenser? Eller var Susanne på stoffer? Eller var hun bare nervøs?

- Slap nu lidt af, lød en velmenende opfordring, som Susanne har lagt ører til igen og igen.

Men Susanne skulle ikke bare slappe af. Og Susanne var hverken alkoholiker eller narkoman.

Fik endelig en diagnose

Efter i årevis at være blevet undersøgt uden nogen afklaring, kom hun for syv år siden til en neurolog, der gav hende diagnosen essentiel tremor. En sygdom, som de færreste har hørt om, men som er utrolig synlig for dem, den rammer. Den starter typisk med at give rysten på hænderne, men kan også brede sig til blandt andet hoved og arme.

Diagnosen var en lettelse. For det første kunne Susanne få medicin til at mindske sine rystelser, men det gjorde også hende liv lettere, at hun nu kunne give en forklaring.

- Jeg har en sygdom, kunne hun sige, hvis nogen undrede sig over, hvorfor det næsten var umuligt for hende at få mad på tallerken ved en buffet. Eller over hvorfor hun skulle holde om at glas med begge hænder.

Giver energi at hjælpe andre med sygdommen

Selvom Susanne dagligt skal kæmpe med rystelser, der gør et helt simple gøremål som at børste tænder besværligt, så har hun alligel overskud til at gå ud og fortælle om sygdommen, ligesom hun er formand for foreningen for Essentiel Tremor.

Faktisk giver det arbejde hende endnu mere energi.

- Jeg nyder at hjælpe andre. Foreningen kører derudaf. Vi arbejder blandt andet for at få en ny behandling med såkaldt fokuseret ultralyd til Danmark, som tilbydes i en række andre lande. Det er en skånsom behandling, som vil kunne give de hårdest ramte patienter livet tilbage. Jeg elsker virkelig at kæmpe for vores sag.

Kigger op på fars stjerne

Når alle kampene er taget i løbet af dagen, og mørket falder på, så udfører Susanne næsten altid samme ritual: Hun går ud og kigger op på himmelen for at få øje på en særlig stjerne. Den stjerne, hun ved er hendes far. Når hun ser den, kan hun næsten høre hans stemme. Præcis ligesom når hun sætter et af hans kassettebånd fra Grønland i en gammel båndoptager.

Fakta

Essentiel Tremor starter som regel med rystelser i hænder og underarme, som siden kan omfatte hals, hoved, læber, tunge og stemme.

10 procent af danskere over 60 har sygdommen.

Kilde: sundhed.dk

Læs mere om Essentiel Tremo på www.essentieltremor.dk