Susanne er alenemor med hjerneskade: Vi hjælper mor med at huske

Susanne Sølling Ryding kan sidde i et tog og ikke ane, hvor hun er på vej hen. Hun kan bestille aftensmad på internettet og derefter tage direkte ud for at købe ind til selvsamme aftensmad. Og hun kan smøre madpakker til sine døtre og glemme alt om, hvad der er på madderne, i det øjeblik hun har pakket dem ind.

Susanne har nemlig en skade i hjernen, der stammer fra en alvorlig ulykke, som hun var ude for som ung.

– Jeg var 15 år og havde en hemmelig hule i et træ sammen med en veninde. Vi havde været der masser af gange før, men den dag knækkede en gren pludselig i træet, og jeg røg syv meter ned på jorden. Alt i kroppen blev knust. Arme og ben. Kranie og tænder. Ribben og rygsøjle. Lungerne punkterede, og jeg mistede bevidstheden. Var ved at drukne i mine sammenklappede lunger. Heldigvis reagerede min veninde hurtigt og løb efter hjælp, fortæller Susanne, 47.

I ambulancen blev hun genoplivet flere gange, og på hospitalet blev hun lagt i kunstigt koma. Der lå hun i flere måneder, mens hendes krop kæmpede for at komme sig over de livstruende kvæstelser.

– På det tidspunkt var der ikke nogen, som tænkte på, at min hjerne kunne være skadet. Lægerne havde fuldt fokus på at udbedre de fysiske skader.

Hjernen gav op

I mange år efter ulykken mærkede Susanne da heller ikke selv tegn på, at noget var galt med hendes hjerne. Men i 2003, da hun for længst var blevet gift og havde fået sine to ældste børn, begyndte symptomerne pludselig at dukke op, og så gik det hurtigt.

– Jeg begyndte at glemme aftaler og kunne ikke huske, hvem jeg lige havde snakket med i telefonen, eller hvad jeg lige havde læst på et stykke papir. Jeg frygtede, at jeg havde fået en hjernetumor eller var ved at blive dement, siger Susanne, som derfor kontaktede sin læge og gennemgik en lang række undersøgelser.

– Det viste sig, at min hjerne faktisk var blevet varigt skadet i ulykken, men at den selv havde kompenseret for det i alle årene, der var gået. Nu kunne den ikke mere. Den gav simpelthen bare op, og så kom alle symptomerne væltende. Dobbeltsyn. Manglende evne til at sortere i lyde. Og ikke mindst svigtende hukommelse.

Det var korttidshukommelsen, den var helt gal med, og Susannes situation blev bestemt ikke bedre, da hun året efter fødslen af sin yngste datter blev skilt fra børnenes far.

Nu var hun alenemor til fire: Laura-Oline, 1, Sarafina, 3, Sebastian, 11, og Joachim, 13, som alle primært boede hos Susanne.

– Det var en vanvittigt hård periode. Dit hoved er jo afgørende for, om du kan få det hele til at hænge sammen i en travl børnefamilie, hvor børnene tilmed har så forskellige aldre og behov. Jeg havde derimod svært ved at overskue selv de mindste ting, så der var mange gange, hvor jeg brød helt sammen, efter børnene var lagt i seng.

En ny identitet

Susanne kunne godt se, at hun måtte tage en drastisk beslutning, hvis hun ikke skulle bukke helt under for presset. Lægen havde endda sagt direkte til hende, at hvis hun ville se sine børn vokse op, måtte hun straks forlade sit job som automatikfagtekniker, gå på førtidspension og udelukkende koncentrere sig om sit eget og børnenes velbefindende. Mere kunne hendes hjerne og krop ikke klare.

– Så jeg sagde op, selv om det var en kæmpe sorg for mig at sige farvel til arbejdslivet. Jeg elskede mit job og havde lagt al min identitet i det. Hvem var jeg nu? Hvad skulle jeg snakke med folk om? Og ville der overhovedet være nogen at snakke med? Det var en voldsom tanke at skulle på førtidspension så tidligt i livet. Det var mange år, man pludselig skulle leve på samme måde. Uden noget andet i sigte. Jeg blev deprimeret og havde i lang tid svært ved at se, hvad mit kald i livet nu skulle være, siger Susanne, som endte med at spørge sin læge til råds.

Lægens forslag vendte op og ned på Susannes måde at anskue sit liv.

– Hvad med dine børn – kunne de ikke være dit kald i livet? spurgte han.

– Og han havde jo helt ret. Jeg kunne bruge al min tid på at overøse mine børn med kærlighed og nærvær. Det er ikke alle, der har den mulighed, for de har også deres arbejde at passe. Så på en måde var det jo faktisk ret privilegeret, og det fik mig til at se på min situation på en helt ny måde.

Søgte hjælp

Susanne søgte hjælp hos blandt andet UlykkesPatientForeningen for at få midler til bedre at kunne overskue det praktiske i hverdagen. Det havde hun ikke haft overskud til at gøre før, men hun er lykkelig for, at hun gjorde det.

Det betød nemlig, at hun eksempelvis har fået tilknyttet en såkaldt hjerneskadekoordinator, som kommer hjem til hende to gange om ugen for at hjælpe hende med at planlægge sine gøremål og sikre, at hun får tingene gjort.

– Vi skriver alle mine aftaler og ærinder ind i en papirkalender, som altid ligger opslået på bordet. Selv den mindste ting, jeg skal, bliver skrevet ned med præcise tidsangivelser. Der står også, hvornår jeg skal huske at slappe af, for det er vigtigt, at jeg får hvilet mig i løbet af dagen, så hjernen ikke bliver for belastet. Ellers kan min tilstand nemlig blive værre. Hjælpen sparer mig for at gøre en masse ting forkert, så der er mere tid til mine børn. Før brugte jeg nærmest al min tid på ”brandslukning”, men nu er der overskud til bare at lave pandekager og andre sjove ting med mine døtre, smiler Susanne og ser kærligt på Laura-Oline og Sarafina, som nu er blevet hhv. 11 og 13 år og nyder, at mor har masser af tid til at hygge.

Pigerne er også en kæmpe hjælp i hverdagen, understreger Susanne. Det har hendes sønner naturligvis også været, men de er for længst flyttet hjemmefra, så det er begrænset, hvad de har mulighed for at bidrage med i det daglige.

– Jeg tør slet ikke tænke på, hvad jeg skulle gøre uden mine døtre. De hjælper mig med indkøb, dækker bord og minder mig om ting, jeg skal huske at gøre. De har en enorm forståelse for min situation og viser altid omsorg og hensyn, når jeg er ekstra plaget af smerter eller er kommet hjem fra endnu en operation.

Mor er sej

Susanne er nemlig også stadig fysisk mærket af ulykken. Blandt andet er hendes ryg meget skadet, og hun kan ikke stå oprejst særligt længe eller gå ret langt, før hun igen må sætte sig.

Hun må jævnligt til genoptræning og behandling for sine smerter, og hun er blevet opereret 40 gange alene de seneste 10 år.

– Jeg må melde fra til mange ting, og det er gået meget ud over mit sociale liv. Der går lang tid mellem, at man ser sine venner, og til sidst ser man dem bare ikke mere. Heldigvis har jeg mine børn, og det gør, at jeg alligevel ikke føler mig helt ensom. Jeg fylder mit liv med de glæder, mine børn giver mig, siger Susanne, som ærgrer sig mest over, at hendes tilstand også har konsekvenser for hendes døtre.

Hun kan ikke være med til alle arrangementer på pigernes skole, overvære alle gymnastikopvisninger eller altid lige hente dem hos veninderne sent om aftenen.

Men det skal hun ikke bekymre sig om, understreger de.

– Jeg synes, at mor gør det megagodt. Det er så sejt, at hun tager med til ting, selv om hun har ondt. Hun gør, hvad hun kan, og det sætter vi stor pris på, siger Sarafina.

– Mor betyder rigtig meget for os, og vi vil bare have, at hun har det godt. Det er også derfor, at vi gør alt, hvad vi kan for at hjælpe hende, tilføjer Laura-Oline.