Lørdag, 2. oktober 2021 - 15:00 - Af Karin Herou. Bearbejdet af Catja Klarskov. Foto: Privat.
Svævede mellem liv og død: Emma fødte sit barn i koma
Emma var 43 år gammel og højgravid, da en ulykke forandrede hendes liv for altid. Tiden efter var barsk, og vejen tilbage til livet fuld af udfordringer.
PrintEmma Claesson ønsker selv at dele billedet i toppen af artiklen. Billedet er taget kort efter, datteren Wilma kom til verden. Wilma blev lagt i Emmas favn så ofte som muligt, så de kunne knytte et bånd til hinanden.
Det var en aften i september 2019. En aften, som enhver anden i Emmas liv på det tidspunkt. Sønnerne Hugo og Ivar var lige blevet puttet til natten, og Emma satte sig ved siden af sin mand Rikard i sofaen. Efter en fælles kamp i fertilitetsbehandling ventede de nu endelig deres tredje barn. Der var kun 10 uger til termin, og det kunne ses på hendes runde mave.
– Jeg kan huske, jeg sagde til Rikard, at jeg endelig var rolig. Jeg havde været bekymret for at abortere, men nu havde jeg følelsen af, at det hele nok skulle gå, siger hun.
Næste morgen ville Emma cykle på arbejde. Hun kiggede ud og noterede sig, at det hverken var mørkt eller minusgrader, spændte cykelhjelmen og trampede af sted i pedalerne. Så blev alt sort. Og da hun vågnede, var hun blevet mor.
Bump på vejen
Emma havde sandsynligvis ramt et bump på vejen, så hun styrtede og blev slået bevidstløs. I al hast blev hun bragt til hospitalet i Falu og derefter fløjet med lægehelikopter til Universitetshospitalet i Uppsala. Her konstaterede lægerne omfattende skader, og et røntgenbillede afslørede, at hun havde mange små hjerneblødninger og skader på nakkehvirvlerne.
Rikard var alene, da han modtog det opkald, alle gruer for at få. Han var lamslået ved udsigten til at kunne miste sin kone og deres ufødte barn. Emmas tilstand var kritisk, og alle beslutninger livsafgørende. Rikard måtte fortælle lægerne, at han ikke kunne klare flere dårlige nyheder. Alligevel ringede hans telefon. Samtalen har Emma fået genfortalt.
– Lægerne fortalte, at de var nødt til at tage vores barn med akut kejsersnit. Rikard havde ingen chance for at nå hospitalet i tide til at tage imod. En time senere ringede de igen og fortalte, at operationen var gået godt. Midt i elendigheden modtog min familie et billede af vores nyfødte datter.
Wilma blev født 10 uger for tidligt og vejede kun 1.810 gram. Men hun var sund og rask.
Mor ved ingenting
På billederne fra sygehuset ses et lille barn i Emmas favn. Omkring dem er slanger og drypstativer, og et gråt fleecetæppe med ugler holder dem begge varme. På billederne ses også en sovende mor, som ingenting ved.
Wilma og Emma befandt sig på samme hospital, men på forskellige afdelinger. Rikard og sønnerne besøgte på skift lillesøster på neonatal og mor på intensivafdelingen.
Et stort chok
– Deres besøg stod i skarp kontrast til hinanden. Wilma gav dem livsglæde, mens jeg gav dem dødsangst. Min ældste søn var den, oplevelsen tog hårdest på. Han forstod det hele, og han så mig ligge livløs i hospitalssengen, beretter Emma.
Lægerne kunne ikke sige, hvilke konsekvenser skaderne på Emmas hjerne ville få. Men én ting var sikkert. Genoptræningen ville tage lang tid. Efter seks uger i koma besluttede de, at det var tid til at vække hende. Hun var stærk nok til at trække vejret selv, og forsigtigt blev hun vækket til en anden virkelighed end den, hun forlod.
– Jeg husker sult og smerte som det første. Rikard fortalte mig, at jeg var blevet mor, men jeg forstod det ikke. Det var for overvældende.
Langsomt begyndte nyheden om Wilma at bundfælde sig.
– Det var et stort chok. At blive mor er normalt forbundet med glæde, men det var det ikke for mig på det tidspunkt. I starten græd jeg bare. Jeg kunne ikke røre mig. Jeg kunne ikke holde mit nyfødte barn, siger hun.
Wilma blev lagt i Emmas favn så ofte som muligt.
– Det var meget specielt. Jeg lå bare i sengen, ude af stand til at gøre noget. Jeg var skrækslagen. Jeg var bange for, at jeg aldrig ville kunne tage vare på min egen datter, men sygeplejerskerne sagde, at min lille pige nok skulle komme til at elske mig. Min vigtigste opgave var at give hende kærlighed og være hos hende. De ord tog jeg til mig.
En ny hverdag
Emma har tidligere været blandt Sveriges bedste til orienteringsløb. Hun har vundet podiepladser ved verdensmesterskaberne og guldmedaljer ved flere nationale mesterskaber.
– Jeg har været vant til at bruge min krop meget. Det ville være et sandt mareridt for mig, hvis jeg skulle være sengeliggende resten af mit liv. Jeg valgte at kæmpe, og guderne skal vide, at det ikke har været nogen dans på roser. Hvert et skridt, jeg har taget siden ulykken, har været tungt og svært, men min vilje har givet resultater.
Til jul i 2019 kunne familien endelig komme hjem til villaen i Börlange igen. Hjem til en ny hverdag, der bestod af mange nye udfordringer. Emma blev nødt til at sove igennem om natten for at forhindre hjernetræthed og hjerneblødninger. Derfor stod Rikard alene med Wilma alle de vågne nætter.
– Jeg kunne ingenting. Rikard måtte klare alt. Han gjorde det helt fantastisk, fortæller hun.
Emma skulle lære alting på ny. Ting, som tidligere lå på rygraden, og som hun gjorde helt per automatik, var nu en bedrift. Det var en succes, hvis hun selv kunne strække sine arme, føre en gaffel til munden eller børste sine egne tænder. Men med genoptræning gik det langsomt fremad.
– Jeg kan huske, da jeg tog mine første skridt igen. Det var med rollatoren, og det var ren halleluja.
Emma ses her med datteren Wilma og sønnerne Hugo og Ivar.
Emma går nu syv kilometer om dagen. Når hun er ude på sin daglige gåtur, hører hun gruset knitre under skoene og bliver mindet om, hvor heldig hun er.
– Jeg frygtede, at jeg aldrig ville komme til at gå igen. Lægerne beskriver min rejse som et mirakel. De er imponerede over mine fremskridt. Ulykken har ændret mit liv på mange måder. Jeg har dårlig balance, jeg er stivere og svagere end før, og mine ord kommer ikke ud, som de skal. Men jeg tilpasser mig og får det bedste ud af det, jeg har og kan.
De store små ting
Wilma fylder snart to år, og Emma beskriver hende som en glad og modig lille pige.
– Jeg kan være en helt almindelig mor for hende og mine sønner, og jeg er så taknemmelig for det.
I vinter var hun en tur ude på langrendsski. Det sneede, og deres spor blev hurtigt dækket. Hendes ældste søn, Hugo, måtte sætte farten ned, for at hun kunne følge med. Men det gik, og de havde det sjovt.
Ulykken har fået Emma til at indse, at livet er uforudsigeligt.
– Det har ikke været let, men ulykken har fået mig til at se storheden i de små ting. Jeg har en helt fantastisk mand og tre dejlige børn, der gør mig glad hver eneste dag.
Galleri: Svævede mellem liv og død: Emma fødte sit barn i koma
Familien samlet. Manden Rikard og sønnerne, Hugo og Ivar, besøger mor Emma og Wilma.
1 / 4
Kontrasten er til at få øje på. Emmas mand, Rikard, var lykkelig over at være blevet far til lille Wilma. Og dybt bekymret for, om han ville miste sin hustru. Emma ønsker selv at dele fotoet i denne artikel.
2 / 4
Lægerne er imponerede over Emmas fremskridt. Her knap to år efter ulykken er hun i stand til at gå syv kilometer hver dag. Og til at være en kærlig og nærværende mor for sine børn.
3 / 4
