Skæbner

Svigermor fra helvede

15. juni 2022 af Illustration: HermanDitte
Karinas mor, Bente, havde aldrig haft held i kærlighed. Og det var nok fordi, hun var temmelig skør. Det fik Karina, og specielt hendes mand Ole, at føle flere gange. Bente var simpelthen besat af Ole. Og det var ved at koste ham livet.
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Bente havde aldrig i sit 68-årige liv haft held i kærlighed. Og det hænger temmelig sandsynligt nok sammen med, at kvinden mildest talt ikke var helt normalt skruet sammen i hovedet. Hver gang datteren Karina kom hjem med en ven eller kæreste, fik moderen det hele spoleret i løbet af meget kort tid. 

Hvis Karina havde en mand med hjem for at præsentere ham, kunne Bente finde på at tage alt sit tøj af og gå splitterravende nøgen rundt i lejligheden. Ofte lagde hun helt åbenlyst an på datterens bekendtskaber, og som regel flygtede mændene skrigende bort for aldrig at vende tilbage. Karina blev drevet til vanvid, og i lange perioder kom hun ikke hos sin mor, men forsøgte i stedet at få hende i psykiatrisk behandling. Uden held.

Da Karina var 38 år, mødte hun Ole. De forelskede sig, og allerede året efter blev de gift. Bente var ikke med til brylluppet, og der gik flere år, før Karina turde præsentere sin mand for sin mor. De første par møder forløb dog fredeligt. Bente påstod, at hun tog medicin, og at hun var ked af sin tidligere opførsel. Og derfor besluttede Karina sig for give sin mor en chance til og fik også sin ægtemands accept.

Et år efter skulle parret på ferie, og de besluttede i den forbindelse at teste svigermor. Hun fik nøglerne til Karina og Oles villa, hvor hun skulle fodre parrets to katte og vande blomsterne. Da Karina og Ole kom hjem, fandt de kattene døde på fortrappen, og alle blomsterne var gået ud. Desuden var der forsvundet flere værdifulde ting fra hjemmet. Bente nægtede at kende noget til både de døde katte og de stjålne genstande. Men Karina troede hende ikke og afbrød endnu en gang forbindelsen til sin mor.

I mellemtiden fik parret et barn, og Karina mærkede savnet efter sin egen mor, og sammen besluttede hende og Ole at give Bente en sidste chance. De inviterede hende med på en weekend til Tyrkiet, men da Bente begyndte at svanse rundt foran Ole, når Karina og den lille ikke var der, flyttede de til et andet hotel og så hende ikke resten af turen, og båndet mellem mor og datter blev definitivt brudt.

En måned senere ringede telefonen på Oles kontor. Det var svigermor, der ville invitere Ole med på en sexklub. Han svarede, at hun var vanvittig, og smed røret på. Kort efter ringede Bente igen. Hun spurgte, om hun måtte komme forbi hans kontor og aflevere de værdigenstande, som en gang var forsvundet fra huset, og det, syntes Ole, var en fin idé.

Men svigermor havde ingen tyvekoster med, da hun kom. I stedet havde hun en termokande med kaffe og to kopper. Uden at ane at kaffen var fyldt med sovemedicin, tog Ole et par slurke – og døsede øjeblikkeligt hen. Da han lå i dyb søvn, bandt Bente hans hænder og fødder til kontorstolen. Derefter proppede hun en klud i munden på ham. Og så tog hun fat i hans halskæde af guld og strammede til om halsen. Uheldigvis for svigermoren væltede Oles stol, da hun skulle til at give det sidste ryk i kæden. Personalet på advokatkontoret kom løbende til og reddede hans liv i sidste øjeblik.

I retten forklarede Bente, at hun altid havde været forelsket i svigersønnen, og hun kunne ikke forstå, at han hellere ville have hendes datter: "Ole og jeg passer bedre sammen og derfor var det mig, der skulle have haft ham", forklarede hun.

Bente blev dømt for forsøg på manddrab. Foreløbig er hun på ubestemt tid anbragt på et psykiatrisk hospital. Her bliver hun tilset af forskellige læger, men hun får ingen besøg af sin datter og svigersøn.

Sponsoreret indhold