Skæbner

Sygdom tappede Ann for alle kræfter: Jeg ville bare dø

1. juni 2017 af Carsten Holst Foto: Jørgen Ploug
Foto: Jørgen Ploug
Ved fødslen var Ann Hvarregaard tæt på at dø på af en lægefejl, og hele livet har hun kæmpet med sygdom og maveproblemer. I fjor var hun tæt på at give op, men i sidste øjeblik vendte livsmodet tilbage.
Portræt foto af Ann der var ved at give op på grund af sygdom

Sygdom var ved at tage livsmodet fra Ann

Ann Hvarregaard, 28, husker stadig den frygtelige forårsdag i 2016, da hun endnu engang var indlagt på sygehuset i Aalborg med kompliceret tarmslyng og maveproblemer. Smerterne var ulidelige, og hun magtede ikke mere. Ann ville bare dø.

I årene inden havde hendes ukuelige livsvilje og kampgejst talrige gange vundet over det triste alternativ, nemlig døden. Men nu var kræfterne sluppet op. Ann kikkede op på sin mor ved siden af hospitalssengen, og sagde opgivende. ”Jeg kan og orker ikke mere. Jeg har ikke mere at kæmpe med”.

Kæmp for min skyld

Havde moderen ikke siddet ved Anns sygeseng den forårsdag i fjor, og givet Ann livshåbet tilbage, havde hun sandsynligvis ikke orket at kæmpe mere for sit liv.

- Min mor trøstede og sagde, at hun forstod mig. Hun vidste bedre end nogen, hvor svært det var for mig, og hvor meget jeg havde lidt. Men hun sagde også, at hvis jeg ikke orkede at kæmpe for min egen skyld, skulle jeg gøre det for hendes, siger Ann Hvarregaard.

Den livstrætte og forpinte pige brugte derefter sine sidste kræfter til at rejse sig fra sygesengen. Hun gik på vaklende ben ud til en sygeplejerske, og bad om noget at spise. Ann fik endnu engang at vide, at det var livsfarligt for hende, hvis hun fik bare en smule mad ned i sin ødelagte mave.

Sygeplejersken advarede på det kraftigste mod det. Men Ann trodsede lægens ordre om kun at få sondemad, og begyndte at spiste og drikke i bittesmå portioner.

Med 10 minutters mellemrum kastede Ann det hele op igen. Men hendes mission lykkedes, og der kom gang i maven. Langsomt genvandt hun livsmodet og kampgejsten, mens hun fik det bedre og bedre.

Anns sygehistorie viser nemlig, at det betaler sig at kæmpe for det mest dyrebare, nemlig livet, og at der i de sværeste øjeblikke er et håb forude.

For tre år siden fik Ann en kæreste, og i øjeblikket planlægger de en familieforøgelse. Hun har på alle måder genvundet tilliden til livet, og lægger store planer for både karriere og familien. I et år har hun og kæresten Rasmus uden held forsøgt at blive forældre, og nu får de fertilitetshjælp.

Fatal lægefejl

Ann var blot få minutter gammel, da en fatal lægefejl lagde grundstenen til det, der skulle vise sig at blive Anns livslange og evigt tilbagevendende kamp med tarmslyng.

Mandag den 6. februar 1989 blev Ann født på sygehuset i Aalborg. Det var tre måneder for tidligt, og hun vejede blot 1200 gram og målte 33 cm. Ann måtte forløses med akut kejsersnit, og var tæt på at blive kvalt i moderkagen.

- En læge begik en fatal fejl i minutterne efter min fødsel. Han trykkede for hårdt på min mave, så nogle få centimeter af min tyktarm blev ødelagt. Det var denne fejl, der fik så store konsekvenser for mit liv, siger Ann.

Få timer efter fødslen begyndte Anns mave at svulme op som en ballon, indtil den næsten var gennemsigtig, og lægerne frygtede for pigens liv. Hun blev i al hast døbt på hospitalet, inden hun blev fløjet til Odense Universitetshospital. Her blev Ann operereret af speciallæger, som på grund af den ødelagte tarm måtte lave stomi på pigen.

Det blev den første af talrige operationer, og flere venter forude. Der er ikke udsigt til, at Ann på et tidspunkt slipper for de mange tilfælde af pinefuld tarmslyng.

Konstant på hospitalet

Indtil hun var ni måneder var Ann næsten konstant indlagt på hospitalet, og der stødte den ene komplikation til efter den anden. Flere gange var hendes familie efter råd fra lægerne samlet på hospitalet for at sige farvel. 20 år gammel blev hun første gang ramt af tarmslyng. Smerterne var ulidelige, og det har de været de 6-7 gange siden, når tarmslyngen er vendt tilbage.

Den unge kvinde har ikke tal på de gange, hun har været ved at dø, og hver dag lever Ann med visheden om, at et nyt tilfælde af tarmslyng, brok og problemer med arvæv sender hende på hospitalet igen. De mange operationer har givet hende store ar på maven, og i mange år hadede hun sin mave og arene, specielt når hun var i bikini på stranden og folk kikkede.

- Nogle sagde, at det var synd for mig med alle de ar. Men jeg svarede, at det ikke er synd, fordi ”netop de ar har reddet mit liv”, siger Ann.

Kæmper stadig dagligt

Hun kæmper stadig en daglig kamp med maven. Ann skal hele tiden tænke på, hvad hun kan og tør putte i munden, uden at pådrage sig endnu en omgang tarmslyng. Den næste kan måske koste hende livet.

Maveproblemerne blev sat i yderligere relief, da Ann og kæresten besluttede at gå i fertilitetsbehandling. Hormoner er udelukket på grund af risikoen for tvillinger, og under behandlingerne har æggene haft svært ved at sætte sig fast i hendes underliv på grund af arvæv.

- Jeg har ikke tal på de gange, jeg har snydt døden. Lægerne har fortalt mig, at de aldrig har hørt om en historie magen til min. Det er utroligt, at jeg lever, siger Ann Hvarregaard.

Læs hele den utrolige historie om Anns sygdom og kamp for at blive mor i denne uges udgave af Ude og Hjemme nr. 22.

Sponsoreret indhold