Tævet ihjel af sin mor

Det var kærlighed ved første blik, da Melinda tog den blot syv uger gamle Esmeralda til sig. Men den lille pige blev revet bort fra dem, hun kendte som sin familie, og det blev hendes død.

– Det burde ikke kunne ske, siger Melinda Jacobs, der stadig har svært ved at fatte den forfærdelige skæbne, som overgik hendes 3-årige plejedatter.

Esmeralda var i familiepleje hos hende i to et halvt år af sit korte liv. Derefter krævede de biologiske forældre at få hende tilbage og gik sejrrige ud af den retslige strid. 

Men de førte en anden kamp mod stoffer og psykisk sårbarhed og kunne ikke tage hånd om deres datter.

Efter en retssag i foråret lød dommen i juni, at der var klare beviser på, at Esmeraldas mor uagtsomt havde forvoldt datterens død.

Kæmper for udsatte børn

Melinda lever og ånder nu for at hjælpe børn i mistrivsel. Børn, som har brug for et nyt hjem med tryghed og kærlighed.

– Jeg kæmper for en ny lovgivning, hvor man prioriterer barnets bedste over forældres ret til deres børn, siger 36-årige Melinda, som nægter at give op, før hun når sit mål.

– På den måde vil Esmeralda få oprejsning, og hendes død er ikke helt forgæves, forklarer hun med et dybt suk.

Læs også: Ayas far blev dræbt: Nu er vi bare os to

Melinda bor i Vadstena i Sverige og er enlig mor til døtrene Vanessa, 15, Savanna, 13, og Vendla, seks. Siden hun var 21 år, har hun desuden været plejemor, da hun i forbindelse med fødslen af sin ældste datter valgte at åbne sit hjem for udsatte børn og unge.

For de biologiske børn og hendes daværende partner var det helt naturligt, at deres hjem samtidig var et aflastningshjem, og i 2016 følte Melinda, at hun havde overskud til at tage imod endnu et familiemedlem. Hun ville allerhelst have et lille barn.

Det første møde

I juni samme år ringede telefonen: Der var en nyfødt pige, som de sociale myndigheder kaldte ”Lille hjerte”. Hun havde brug for et nyt hjem. Kunne Melinda tænke sig at tage imod hende?

– Egentlig besluttede jeg mig med det samme, smiler Melinda, som dog først rådførte sig med resten af sin familie. De var alle enige: Den lille pige skulle hjem til dem.

Melinda glemmer aldrig deres første møde to uger efter opkaldet.

– Hun var syv uger, og det var kærlighed ved første blik. Jeg og ”Lille hjerte” fandt hinanden med det samme, og jeg elskede hende fra det sekund, hvor det stod klart, at jeg skulle være hendes nye mor. Jeg ville bare hjem med hende og overøse hende med kærlighed og omsorg.

”Lille hjerte” fik senere navnet Esmeralda af de biologiske forældre. Melinda vidste, at hun var blevet født med abstinenser, og at det var misbrug og psykiske problemer, som gjorde, at de ikke kunne tage vare på deres datter.

Storesøstrenes guldklump

Esmeraldas nye søskende var både lykkelige og stolte over deres lillesøster.

– Hun var storesøstrenes guldklump, fortæller Melinda og ryster på hovedet, inden hun fortsætter:

– Som plejefamilie har man aldrig nogen garanti for, hvor længe det varer, men alt tydede på, at det var permanent. Vi troede, at hun skulle bo hos os, indtil hun blev voksen.

Esmeralda voksede og udviklede sig fra dag til dag. Da hun lærte at sige ”mor”, var det Melinda, hun refererede til. Nogen anden mor kendte hun ikke til. Det var Melinda, som stod ved hendes side, da hun lærte at kravle og gå.

Hver tredje uge fulgte Esmeralda med Melinda til Norrköping til et 90 minutter langt samvær med den biologiske mor.

– Sådan var ordningen, og det havde jeg det fint med, da det er vigtigt for børn at kende til deres ophav, konstaterer Melinda. 

Kærlig og følsom pige

Esmeralda var en kærlig og følsom pige. Hun elskede at synge og danse, men kunne være lidt genert, hvis der dukkede nye mennesker op.

– Hun var meget morsyg. Jeg var hjemme i to år, inden jeg vendte tilbage til mit arbejde i psykiatrien. Så begyndte hun i børnehave, og vi levede som en hvilken som helst anden familie.

    Da Esmeralda var to et halvt år, bristede familieidyllen. De biologiske forældre krævede forældremyndigheden tilbage og indledte en retssag. De fik afslag af forvaltningsdomstolen, men ankede afgørelsen og fik medhold i appelretten, som gik imod de sociale myndigheders vurdering. 

Læs også: Mia blev kun 12 år

Esmeralda skulle forlade sit trygge hjem og flytte sammen med sine biologiske forældre i Norrköping. Melindas verden ramlede. Hun følte både en stærk uro og en enorm frustration. Hun havde aldrig forestillet sig, at det kunne ske.

– Det var forfærdeligt for hele familien, siger Melinda og får blanke øjne.

Idyllen bristede

Selv om hun var i chok, forsøgte hun at samle sig for børnenes skyld. Men det var svært midt i den mareridtsagtige proces, der nu startede. Esmeralda skulle sluses langsomt hjem til sine biologiske forældre, hvilket indebar, at hun først var hos dem nogle timer ad gangen. Siden blev det til hele dage, og til sidst skulle hun overnatte.

– Hvordan kan man udsætte en 3-årig for sådan noget? spørger Melinda vredt.

Hun kommer aldrig til at glemme april 2019. Det var dér, hun endelig overlod Esmeralda til de biologiske forældre med et løfte om, at de skulle ses igen. Hun vidste ikke, at det blev sidste gang, de var sammen.

De biologiske forældre brød al kontakt med Esmeraldas plejefamilie, og hjemme i Vadstena voksede Melindas uro. Hvad ville der ske med hendes ”Lille hjerte”?

– Det var en frygtelig tid, og vi var en traumatiseret familie. Det var svært at forklare de andre børn, at sådan noget kunne ske, husker Melinda, som nu måtte forsøge at skabe en ny hverdag for Esmeraldas tre søstre.

Imens klyngede hun sig til håbet. Et håb om, at de biologiske forældre ville svare på hendes beskeder, og at hun ville se sin lille pige igen. Hun ville ikke tømme Esmeraldas værelse eller smide hendes legetøj ud. Alle dukkerne skulle være der, den dag hun kom hjem igen.

Anonym opringning

Sådan blev det ikke. Den 25. december 2019 fik hun en anonym opringning fra en person, som sagde, at alt ikke var, som det skulle være i Esmeraldas biologiske familie. Både de sociale myndigheder og politiet gik ind i sagen.

– Men der blev ikke truffet nogen beslutning om at fjerne barnet. Man vurderede, at der ikke var grund til bekymring, og for mig er det helt ubegribeligt.

Sagen blev herefter afsluttet, på trods af at de biologiske forældre havde aflyst flere hjemmebesøg. Det var det sidste, Melinda fik at vide om Esmeralda, mens hun var i live.

    I slutningen af januar 2020 blev politiet kaldt ud til de biologiske forældres lejlighed, hvor de fandt Esmeralda livløs – skjult under en seng. Formodentlig havde hun ligget død i flere dage.

Skjult under seng

Forældrene blev pågrebet og fængslet, og i midten af februar blev faderen fundet død i sin celle. Moderen blev tiltalt for grov vold med døden til følge samt særligt grov mishandling. Udredningen viste, at den lille pige var blevet slået med en stump genstand og var bedøvet med narkotiske stoffer. Ifølge moderen kom Esmeralda til skade, da hun faldt i badekarret.

Retten afgjorde i juni, at der var tilstrækkelige beviser for, at den biologiske mor uagtsomt forvoldte Esmeraldas død. Den retspsykiatriske undersøgelse, som siden følger, kan blive afgørende for, om dommen bliver fængsel eller forvaring.

Beskeden om Esmeraldas død væltede Melindas verden for anden gang. Hun blev fyldt af et stort had, som bare voksede og voksede, og som hun stadig føler i dag. Men hun forsøger at omsætte det til en drivkraft, som andre udsatte børn kan få gavn af.

– Jeg vil gerne fortsætte med at være plejemor. Jeg føler et enormt kald, og behovet er meget stort. Der er så mange børn, som mistrives, og som har brug for et nyt hjem.

Fortsætter sin kamp

Melinda fortsætter også sin kamp mod retssystemet, som det fungerer i dag.

– Jeg vil gerne have indført en børnedomstol, som tager hensyn til barnets behov, understreger hun.

Esmeralda får hun aldrig tilbage, og det er en sorg, hun må bære med sig hele livet. Hun savner sin lille pige, som hun elskede lige så meget som sine biologiske børn.

– Men min kamp for børns bedste bliver ved, og jeg kommer aldrig til at give mig.