Tak for de gode år sammen

Amalia og hendes søster var tætte. Efter Caras død følte Amalia, at livet kun handlede om at overleve, ikke leve. Derfor tog hun og hendes familie en beslutning, som har ændret deres liv.

Amalias lillesøster, Cara, valgte livet fra for næsten fire år siden. Cara var et år yngre end Amalia, og de havde altid været tætte:

– Vi var som tvillinger, meget ens, hang ud og identificerede os med hinanden. Hun var en stor del af mit liv. Hvis du var sammen med mig, fik du også min søster med i købet, og omvendt, siger 29-årige Amalia Braunsthal.

Selv om de to søstre var ens på mange områder, så var de også forskellige, for Cara havde alvorlige problemer med angst.

– På et tidspunkt fortalte Cara, at hun kunne huske, hvordan hun allerede som 5-årig havde følt angst. Men det var først som 22-årig, at hun blev diagnosticeret med en bipolar lidelse. Hendes tilstand påvirkede mig meget. Vi kæmpede mod angsten sammen og lærte forskellige strategier for, hvordan man bedst kunne bekæmpe den. Vi tog for eksempel til forskellige forelæsninger for at lære at håndtere angsten, fortæller Amalia.

Midt om natten kunne Amalia vågne og føle, at hendes søster havde et manisk tilbagefald, og dagen efter kunne Amalias telefon være fuld af sms'er fra Cara, der spurgte om forskellige festivaler, de skulle tage til, eller lignende:

– I de øjeblikke var hun manisk. Det vigtigste er, at jeg fik delt de lykkelige øjeblikke med hende. I de perioder, hvor hun var deprimeret og havde det værst, tog hun til vores mor.

Ville gerne dø

På et tidspunkt havde Cara det så dårligt, at hun forsøgte at tage sit eget liv. Dengang nåede hun at stoppe sig selv, men blev indlagt på intensivafdelingen. Cara ringede derfra, og Amalia spurgte hende, om hun gerne ville dø:

– Da hun svarede “ja”, græd vi begge. Efterfølgende var det, som om vi glemte begivenheden. Det var for tungt og utænkeligt. Desuden fik Cara det bedre.

– Vi talte med Caras psykolog efter hendes død, han forklarede, at jo bedre Cara havde det, desto mere faldt hun ned. En af hendes følelser i de depressive perioder var, at hun ikke gjorde noget for at få det godt, fortæller Amalia. 

I julen 2016 var Cara i Thailand med sin kæreste. Det var den første jul, Cara tilbragte væk fra familien. Amalia var gravid med datteren Hedda, og søstrene talte derfor ofte sammen for at høre, hvordan det gik. Amalia var bekymret for sin graviditet, fordi ikke alt var, som det skulle være. 

Noget var galt

Den næste dag skrev Cara til Amalia, at hun skulle holde op med at bekymre sig om sin graviditet. Cara følte, at alt var i orden, og hun havde drømt, at Amalia ville få en pige, som ville være ligesom sin mor. Det var nogle af de sidste beskeder, søstrene sendte til hinanden. 2. januar 2017 fandt Amalia ud af, at alt var i orden med babyen, og at det var en pige. 3. januar kom Cara hjem fra sin rejse. Dagen efter tænkte Amalia, søstrenes mor og Sixten, at de ville tage hjem til Cara for at besøge hende.

– Planen var at fortælle Cara, at hun havde ret. At det var en pige, jeg skulle have. Vi bankede på, men ingen svarede. Jeg fik en underlig følelse i maven, og vi ringede straks til politiet, siger Amalia.

Politiet svarede, at de ikke kunne komme på grund af en dårlig mavefornemmelse, men efter et stykke tid ankom de alligevel til lejligheden sammen med en låsesmed. Sixten blev hentet af sin far, og Amalia og hendes mor ventede udenfor.

– Derefter blev alt uklart. I det ene sekund hørte vi sirenerne komme nærmere, i det andet sekund sad vi i en politibil bag en ambulance, som kørte mod hospitalet, siger Amalia, som ikke længere kan holde tårerne tilbage.

Læs også: Amalie Wanting: Jeg mangler min storesøster hver dag

Efter to timers genoplivningsforsøg bad personalet Amalias mor om tilladelse til at afbryde forsøgene.

Amalia husker, hvordan tiden på hospitalet føltes som et virvar af forskellige lys, at hun holdt om sin grædende mor og samtidig ringede til sin far, der bor i Australien. Faderen reagerede først med tavshed, men sagde derefter, at han ville komme med det samme.

Kaotisk tid

Amalia og Cara havde en kærlig opvækst. Forældrene blev skilt, da søstrene var 14 år, men de var begge tætte med forældrene.

– Det er en myte, at kun mennesker med ødelagt opdragelse tager sit liv. Selvmord forekommer i alle aldre og i alle samfundslag. Min søster havde en sygdom, og jeg synes, det er så forkert, at det stadig er et tabu i dag, at psykisk sygdom ses som en svaghed.

I den efterfølgende periode var Amalia handlekraftig. Hun tog sig af sin søsters lejlighed, arrangerede mindehøjtideligheden og begravelsen. Hun var koordinatoren mellem alle de sørgende.

– Cara var elsket af mange. Hun fik alle til at føle sig speciel. Efter begravelsen begyndte jeg manisk at rengøre alt, og det var, som om jeg aldrig sov. Jeg turde ikke slappe af. Da jeg næsten ikke havde sovet i en hel måned, tog mine venner mig med til det psykiatriske akutrum, hvor jeg fik nogle sovepiller, siger hun.

Et strejf af lys

Midt i sorgen blev datteren Hedda født. Amalia husker slet ikke graviditeten. Ikke engang datterens første år. På det tidspunkt handlede det for Amalia kun om at overleve:

– Under graviditeten følte jeg ikke, at jeg længtes efter mit barn. Jeg tænkte: “Hvilken slags pige kommer ud og tror, ​​at hun kan tage min søsters plads?” Men så kom Hedda til verden og gav lys i den mørke tid. Jeg blev overvældet af følelser, som jeg havde glemt, at jeg kunne føle.

– Jeg har optaget små film, hvor jeg hører, hvordan jeg smigrer Hedda, men jeg kan ikke huske det tøj, hun har på, eller hvad jeg følte. Jeg var sandsynligvis en god mor i denne periode, men jeg tror, at ​​jeg kørte på autopilot.

Læs også: Ingrids sorg: min søster blev henrettet af sin ekskæreste

Næsten fire år er nu gået siden Amalias søster tog sit liv. Selvfølgelig ønsker Amalia, at det aldrig var sket, men hun føler sig taknemmelig over, at hendes søster holdt ud så længe.

– Det var en frygtelig kamp, ​​og jeg er så glad for alle de år, jeg havde med hende. Hun blev for vores skyld. Sorgen er altid i mig, men jeg har aldrig været så glad, som jeg er i dag. Jeg har indset, at følelser kan eksistere sammen, og at sorg ikke behøver at slå glæde ud.

Et nyt liv

Amalia savner sin søster, hun savner den ubetingede kærlighed, de havde til hinanden, og den jargon og det bånd, de havde sammen. Søsterens død påvirkede Amalia og hendes familie så meget, at Amalia var sygemeldt i halvandet år. Efterfølgende følte hun ikke, at hun kunne vende tilbage som klasselærer.

– Jeg kom til et punkt, hvor jeg følte, at hvis jeg skulle fortsætte med at leve uden min søster, måtte jeg begynde at leve og ikke bare overleve. Vi havde brug for at prøve livet uden for hamsterhjulet og finde ud af, hvad der er vigtigt. Jeg trak mig tilbage, og vi lejede vores lejlighed ud. Den var forbundet med sorg.

Amalias far havde boet i en bus i et stykke tid, og de blev derfor inspireret af ham. I august 2018 købte Amalia og Robin en Volkswagen-bus, som de renoverede og flyttede ind i. Bussen er seks kvadratmeter, og sammen med de to børn fylder de alle kvadratmeterne ud. De fik mere smag for denne måde at leve på, så de solgte lejligheden og har siden boet i bussen forskellige steder i Sverige. Det er især nu, når børnene er små, Sixten på seks og Hedda på tre år, at de kan benytte lejligheden til at havde denne livsstil.