Tak for livet, Tom

Da Lis Andersen blev mor til Louis for 14 år siden, var det tæt på at koste både hende og babyen livet. Den nu pensionerede overlæge Tom Hansen var på vagt den nat, og i syv timer kæmpede han sammen med resten af lægeholdet for at redde den nybagte mor. En dramatisk nat, som hverken Lis eller Tom har glemt.

14 år er lang tid. Men hukommelsen fejler ikke noget, når den nu pensionerede overlæge fra Roskilde Sygehus, Tom Hansen, skal huske tilbage på en ganske særlig nat, hvor han i syv timer kæmpede for at redde en nybagt mors liv.

– Det er den mest dramatiske oplevelse, jeg har haft i min lange karriere som læge, fortæller Tom Hansen, 70.

Halvdelen af hans vagt den juniaften var ovre, da der blev ringet fra fødegangen.
”Det er nu”, blev der råbt i røret, og Tom smed alt, hvad han havde i hænderne, og løb. Han var så erfaren, at når der blev sagt, at det var nu, så var et liv på spil.

Læs også: Tak for hjælpen, venner

Maven svulmede op

I sygehussengen lå højgravide Lis og blødte voldsomt, og Tom var ikke i tvivl om, at det ufødte barn skulle ud med det samme, da han så hende. Han mistænkte, at moderkagen havde revet sig løs, og så er fostret uden ilt.
Lis blev kørt på operationsbordet og fik foretaget et akut kejsersnit. Den lille dreng var reddet og blev kørt væk i en kuvøse, mens Tom syede Lis’ mave sammen igen.

Han havde tit bragt børn til verden på den måde, så for ham var det ren rutine. Udfordringen opstod først kort tid efter, da Lis lå på opvågningsstuen. Hendes mave begyndte at svulme op, og pludselig kunne lægerne ikke måle hendes blodtryk.

I hast blev hun igen kørt tilbage til operationsbordet, og synet, der mødte Tom og kollegerne, da de havde fået åbnet op igen, var skræmmende. For blodet bare sivede og sivede – og selv om Tom ledte med tiden i hælene, kunne han ikke finde ud af hvorfor. I konstant rutefart kom sygeplejersker løbende med nyt blod fra blodbanken, mens Tom kæmpede.

– Jeg tænkte helt sikkert på et tidspunkt, at nu mister jeg hende, siger Tom og holder en lille pause.

14 år er lang tid. Men ikke længere tid, end at Tom stadig kan blive berørt af at fortælle om oplevelsen.

Læs også: Kevin gav tre andre livet

Blod over alt

Han kan stadig se familiens ansigter for sig, da han på et tidspunkt måtte løbe ud på sygehusgangen – stadig iklædt sit blodrøde operationstøj – og spørge dem om tilladelse til at fjerne Lis’ æggestokke og livmoder.

– Jeg kan godt forstå, at de så skræmte ud. Jeg var jo fuld af deres mors blod, siger han,
Tilladelsen fik han med det samme, og da organerne var væk, begyndte blodet endelig at koagulere (størkne, red.)

– Jeg var så lettet, da jeg syede maveskindet sammen igen. Jeg troede på, at vi havde reddet hende. Men sikker kunne jeg jo ikke være, siger Tom.

Det blev han først dagen efter. Han havde fri, og det var ikke noget, han gjorde særlig ofte, men den dag ringede han ind på afdelingen for at høre, hvordan den nybagte mor havde det,

– Åh, jeg blev lettet, udbryder Tom og smiler til Lis, der sidder ved siden af ham i sofaen.
14 år er lang tid. Og det er første gang, at de to mødes for at tale om det, der skete dengang. Det har været et stort ønske for Lis at sige ordentligt tak for livet til Tom og ikke mindst præsentere ham for sønnen, Louis.  

– Jeg føler, at der er et helt specielt bånd imellem os, og jeg har bare lyst til at give dig et kram, siger Lis, der i dag er 54 år.
Hun tvivler ikke på, at Tom reddede hendes liv den nat, for da hun vågnede op igen, huskede hun tydeligt, at hun havde været på vej ud af tunnelen med lys for enden.

Læs også: Betjent udråbt til helt

10 dage på intensiv

– Jeg kan huske, at jeg var utrolig forvirret og slet ikke klar over, hvad der var sket, da jeg vågnede op. Der stod en masse sygeplejersker og læger ved min side og spurgte mig, om jeg kunne huske mit navn. Det blev jeg ret irriteret over, husker Lis.

Men eftersom Lis havde været tæt på at miste livet, var lægerne interesseret i at finde ud af, om Lis havde taget skade, og da de forsøgte at forklare hende, hvad der var foregået, blev det for overvældende.

– Altså jeg var taget på sygehuset for at føde mit fjerde barn og havde regnet med, at det ville gå både nemt og hurtigt. Det var ret meget at skulle kapere, at jeg havde været så tæt på at dø, fortæller Lis, der var indlagt i 18 dage, hvoraf de første 10 dage var på intensiv.
På barselsgangen var Lis’ daværende mand indlagt sammen med deres nyfødte søn og Lis’ to andre børn, 14-årige Michelle og Steffen på 18 år. Sønnen Alexander på 7 år var hos sin far.

Læs også: Alt for min datter

Altid min helt

Det var også på sygehuset, at det nye fællesbarn blev døbt af sygehuspræsten. Ikke fordi der var nogen fare på færde, men som et symbol på, at der ikke var mistet et liv, men derimod reddet to.
Louis blev navnet til den lille dreng, der netop er blevet konfirmeret i år. Han har tidligere fået fortalt, hvordan han kom til verden – ikke mindst fordi det er en oplevelse, som kom til at præge familien i tiden efter.

For Lis betød det blandt andet en voldsom dødsangst på egne og sine børns vegne, som hun opsøgte en psykolog for at få bearbejdet. Ægteskabet gik også i stykker, da Louis var halvandet år – noget som Lis i dag tilskriver oplevelsen.

– Der er ikke nogen tvivl om, at det ændrede os som familie. Det har tydeligt også sat sine spor i de tre ældste børn, der på så tæt hold oplevede, at de var ved at miste deres mor. Vi har forsøgt at bearbeje det på hver vores måde, og at kunne takke Tom i dag er også en måde. Det har jeg ønsket mig længe. For uanset om der er gået 14 år, så vil Tom altid være min helt.