Terapi uden ord

Da Mette mistede sin mand i en ulykke for fire år siden, var hun også i fare for at miste sig selv. Så opdagede hun, at vinterbadning virkede som terapi. Det blev et frikvarter fra alt det, der larmede og bekymrede.

Den ellers så levende sø, Avnsø, er på denne vinterdag frosset helt til, og det er kun lyden af Mettes knitrende skridt i den rene sne, man kan høre. Den bidende kulde prikker stille i huden på kinderne, men det skræmmer ikke Mette. Kun iført sin blomstrede badedragt og pinkfarvet badekåbe står hun ved et lille åndehul i søen, som endnu ikke er frosset til.

I dette øjeblik er det ikke kun overtøjet, Mette har lagt fra sig. Det er også frygten for det mørke og kolde vand og de tanker, der tynger i hendes sind. For når Mette vinterbader, er det kun kulden og hendes åndedræt, der betyder noget, og der går ikke lang tid, før hun tager det første skridt ned i det helle, der har fået en vigtig plads i hendes liv:

– Jeg føler, at vinterbadning har reddet mit liv, for jeg har fundet en kæmpe gave i at finde tilbage til mig selv. Det har virkelig været nøglen for mig. Selv om jeg synes, at man stadig skal kunne tale om de svære ting, har det også været en kæmpe forløsning for mig at finde noget, som ikke handlede om ord hele tiden. Derfor kalder jeg også vinterbadning for terapi uden ord, for det har virkelig været noget, som healede mig.

For fire år siden mistede 42-årige Mette Dahm sin mand i en ulykke. Det skete en helt almindelig fredag i maj 2016. Som selvstændig arbejdede Mette hjemme, hun havde aftalt at spise frokost sammen med sin mand, Dennis, men hendes arbejde havde trukket ud, og deres frokostaftale blev derfor skubbet.

Dennis arbejdede i specialstyrken hos politiet, og ligesom så mange andre dage blev han kaldt på arbejde:

– Vi havde lige kysset hinanden flygtigt, inden han skulle ud ad døren. Jeg kan huske, at jeg var ved at fortælle ham et eller andet, men så sagde han: ”Jeg er nødt til at køre”, selv om jeg ikke var færdig med at snakke. Jeg kan huske, at han kyssede mig og sagde: ”Du bliver jo aldrig færdig med at snakke.” Og så grinede vi lidt af det, fortæller Mette.

Læs også: Jeg øver mig i at leve alene

Dennis nåede aldrig frem på arbejde den dag. Ikke langt fra hjemmet blev hans bil påkørt af en anden, og Dennis blev dræbt i ulykken:

– Da hans kollegaer kom hjem til mig, tænkte jeg med det samme, at der var et eller andet galt. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at nu fortæller de mig, at Dennis er kommet slemt til skade, og at de vil tage mig hen til ham.

- Da jeg fik at vide, hvad der var sket, så kunne jeg slet ikke rumme det. Rent kropsligt lukkede jeg bare ned. Jeg blev en kugle, hvor jeg lukkede mig inde i mig selv, for jeg kunne ikke være i det. Og så tænke jeg selvfølgelig på vores to piger.

Dennis og Mettes piger, Selma og Esther, var dengang ni og 11 år. Ingen af dem var hjemme, for de var begge ude på legeaftaler: 

– Jeg ville selv fortælle pigerne, hvad der var sket. Det er det værste, jeg nogen sinde har gjort i mit liv, fortæller Mette med en stemme, der afslører, at det stadig berører hende dybt.

– Jeg fortalte dem det, ligesom når man hiver et plaster af. Jeg var bare nødt til at gøre det uden omsvøb.

I timerne efter var Mette omgivet af folk, der var til stede for at hjælpe hende og pigerne. Hun skulle bare åbne munden, og så var der nogen, der fik tingene til at ske. Noget af det første, hun ville, var at se Dennis. Det blev arrangeret, så hun kom ind på Holbæk Sygehus, hvor han var blevet fløjet til i helikopter.  

På en enkelt dag var familien gået fra fire til tre, og Mette og hendes to piger skulle til at arbejde med den sorg, der var flyttet ind hos dem i Lejre. Dagene efter ulykken var deres hjem forvandlet til et blomsterhav, og venner kom på skift for at besøge familien:

Følte sig amputeret

– Tiden efter står som en tåge for mig. Alt var gået i stå inden i mig, og jeg husker det som en tid, hvor jeg passivt så tingene gå forbi mig.

– Jeg følte mig amputeret, for når man lever i ægteskab, er man jo på en eller anden måde vokset ind i hinanden, og man drømmer om fremtiden sammen.

- Nu var det ikke længere Dennis og Mette, men kun Mette. Jeg følte, at mine drømme var taget fra mig, for hvad drømte jeg nu om? Hvad skulle jeg, og hvad havde jeg lyst til?

- Så jeg følte mig så amputeret, og jeg var gået i stykker indeni uden at være i stand til at vise mine omgivelser, at jeg var lammet.

Læs også: Mistede mand før bryllup

Det var vigtigt for Mette, at de havde god tid til at sige farvel til Dennis på en ordentlig måde, så hun sørgede for, at familien havde to uger til at tage afsked med ham inden begravelsen.

I denne periode brugte Mette og pigerne blandt andet tiden på at tale om, hvad han skulle have på i kisten, skrive breve til ham, og pigerne lavede hans urne sammen med en keramiker:

– Jeg tror, at vi brugte tiden på den måde, fordi det var vigtigt, at det blev gjort med respekt for det, der havde været. En dag kom en af pigerne og fortalte, at hun havde fundet en fjer og spurgte, om vi godt vidste, at det var en antenne til himmelen. Fjeren blev efterfølgende et vigtigt symbol for os, for så havde vi hele tiden en form for kontakt til ham.

Sammen med en veninde havde Mette sit eget firma, og mange i hendes omgangskreds spurgte bekymret, om hun ikke skulle tage det lidt med ro. Det lyttede hun ikke til, hun kæmpede sig igennem en hverdag, hvor hun kørte i dobbelt tempo:

I dobbelt tempo

– Jeg følte ikke, at jeg kunne forsvinde. Jeg havde jo lyst til at forsvinde ned i et sort hul, men for mig, var det ganske enkelt ikke en mulighed. Det kunne jeg ikke tillade mig, når jeg skulle tage vare på mine piger. Jeg skulle nok have gjort det lidt mere lempeligt, men sådan kan man jo altid have det bagefter.

– Jeg lukkede ned for mine egne behov, for jeg skulle være der for mine piger. De måtte ikke have fornemmelsen af at have mistet deres far og så have en mor, der ikke var der.

Mit frikvarter

I tre år holdt hun ud, så sagde kroppen fra. I 2019 gik hun ned med stress efter at have presset sig selv for hårdt. Både på arbejdet og på hjemmefronten havde hun kørt i et for højt gear:

– Når vi skulle spise, kunne jeg næsten tage tallerkenen ud, før vi var færdige, for det skulle bare overstås. Det hele skulle ligesom bare overstås, for det var ikke hyggeligt at sidde ned og spise aftensmad. Det blev et tydeligt bevis på, at noget manglede, fortæller Mette.

Hele sit liv har Mette hadet alt ved mørke og kulde, og udsigten til at gå de kolde vintermåneder i møde uden sin mand gjorde tanken om efteråret og vinteren endnu værre. Inden hun blev ramt af stress, havde Mette læst om vinterbadning, og i september måned, samme år som hun mistede sin mand, tog hun af sted med en veninde for at prøve det.

De første skridt var grænseoverskridende, men efter de første dyp i det kolde vand blev hun fanget af den effekt, vinterbadning havde på hende:

– Jeg fortsatte bare med at vinterbade sammen med mine veninder, og da det blev rigtig koldt, kunne jeg ikke tænke på andet end det kolde vand. Det blev det ultimative frikvarter fra alt det, der larmede, og alt det, jeg bekymrede mig om og skulle tage stilling til. Lige der i vandet fik jeg en pause.

– Til at begynde med var det hurtigt ned og hurtigt op, men så begyndte jeg at arbejde med at finde ro i det kolde vand, fordi det blev mit helle. Det var bare mig og mit åndedræt og intet andet.

Læs også: Ekspert: Derfor bliver du afhængig af vinterbadning

Efterfølgende er vinterbadning blevet en central del af Mettes hverdag, og det blev samtidig en måde at arbejde med sorgen og stressen på. I begyndelsen af 2020 groede vinterbadning sig helt ind i Mettes liv, da hun begyndte på en instruktøruddannelse hos den hollandske kuldeguru Wim Hof.

Sideløbende har hun startet et nyt firma, hvor hun arrangerer workshops for andre, som står i en lignende situation eller på anden måde er ramt i livet. Her forsøger hun at hjælpe andre ved at fokusere på åndedræt og kulde, og hun videreformidler den effekt, vinterbadning kan have på kroppen og psyken.

Se Mette vinterbade i videoen i toppen af artiklen.