Thea skar i sig selv: Laika har reddet mit liv

På indersiden af venstre håndled har 29-årige Thea Hagstrøm en tatovering af to hvalpehundepoter, og mellem dem står navnet Laika.

Endnu en tatovering på indersiden af højre håndled er af stor betydning for Thea – her er et T (for Thea) og et K (for hendes mand Kresten) omgivet af tre hjerter.

− De to tatoveringer skal forhindre mig i at skære i mig selv igen. For de vidner om det, der er værd at leve for. Min elskede hund Laika og min elskede mand Kresten, fortæller hun og tilføjer:

− Sidste gang, jeg skar i mig selv, var i 2011. Det var hver gang i håndleddet, og jeg vidste jo godt, at man skal skære på langs af armen og ikke på tværs, hvis det skal have effekt. Men jeg nåede heldigvis aldrig dertil.

Livet er værd at leve

Historien om Thea er historien om en kvinde, der siden sin barndom har været ekstremt udfordret på den hårde måde, og som nu, takket være især Kresten og Laika, lever et godt liv, dog stadig med visse udfordringer.

Vi kom på sporet af Thea, da Agria Dyreforsikring indkaldte kandidater til titlen Årets Dyrehelt 2017. Her indstillede Thea sin og Krestens hund, Laika, med følgende tekst, som vi har forkortet:

”Min hund har reddet mit liv tre gange. Da jeg sad og skar i mig selv, satte hun sig ved min side og begyndte at pibe så meget, at jeg tog hende op, hun slikkede mig på kinden og derefter der, hvor jeg havde skåret mig. Så begyndte jeg at græde, og hun trøstede mig. Det gentog sig tre gange. Nu er jeg blevet opereret for kræft, og hun er der bare 100 procent for mig. Hun er min helt.”

Læs også: Lykke er mit livs mirakel

Har fravalgt børn

Laika, der er en blanding af en pomeranian og en dansk-svensk gårdhund, blev ikke kåret som Årets Dyrehelt, men når man træder ind i Thea og Krestens hjem i Glostrup, er man ikke i tvivl om, at her ER hun helten – det lille glade, livlige væsen, der gør livet værd at leve for Thea.

− Vi fik Laika, da hun var 9 uger. Nu er hun 10 år, og hun er vores barn. Vi har ingen børn og skal heller ikke have det, så hun får al vores kærlighed, indskyder Thea.

At Thea og Kresten har fravalgt at få børn, forklarer Thea med blandt andet sin opvækst i først Holbæk og siden Ugerløse.

− Min mor var psykisk syg, så jeg kom tidligt til at tage mig af meget i hjemmet. Da jeg var 8 år, blev mine forældre det, man kaldte tvangsskilt. Det sidste, min fem år yngre søster og jeg dengang så til vores mor, var, at hun blev kørt væk og indlagt på ”den lukkede”. Det var hårdt.

Thea bliver lidt fjern i blikket, før hun fortsætter:

− Herefter flyttede min søster og jeg rundt med vores far, der bestemt ikke var nogen god far. Han fandt en ny dame, der også havde børn, og dem flyttede vi ind hos. Da det ikke gik, flyttede vi til et nyt sted, og han fandt nye damer.

− Vores far gik ikke af vejen for at bruge vold og slog ofte hjernen fra. Havde jeg f.eks. ikke støvsuget eller vasket op, så fik jeg slag på ryggen med en bøjle eller et hårdt vredet viskestykke. Det var frygteligt, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Og vores mor så vi kun sjældent, fordi hun dengang ofte blev indlagt på psykiatrisk afdeling.

Mit liv som Tanja

Thea lægger ikke skjul på, at hun er særdeles glad for sine svigerforældre og Krestens familie i det hele taget. De har alle fra start taget imod hende med åbne arme og er nu den familie, hun stort set aldrig selv har haft.

Efter et EGU-kursus (Erhvervsgrunduddannelse, red.) arbejdede Thea som pædagogmedhjælper i en børnehave i Glostrup fra 1. april 2007 og frem til 27. marts 2009, hvor hele hendes verden brød sammen – igen.

− Pludselig og uden varsel knækkede filmen, og jeg kunne ikke mere. Da kom barndommen væltende ind over mig – tiden med min psykisk syge mor, min voldelige far samt det, at jeg jo langt hen ad vejen skulle være mor for min søster og tage mig af hende.

Thea blev henvist til den psykiatriske skadestue på hospitalet i Glostrup, men blev heldigvis ikke indlagt. Hun kom i behandling hos en psykiater, som hun stadig har god kontakt til, og som hjælper hende, når psyken spiller hende et puds.

Med tiden har hun fået diagnoserne skizofreni, social- og panikangst og er derfor i medicinsk behandling og har fået tilkendt førtidspension.

I samråd med psykiateren afskar Thea fuldstændig kontakten til både sin far, sin mor og sin søster i 2009 og brændte alt, hvad der kunne minde hende om barndommen og sit liv som Tanja.

− Jeg er døbt Tanja Lykke Jensen – Lykke, fordi mine forældre tidligere havde fået og mistet en dreng med hjertefejl, og så fik de mig i stedet, forklarer hun.

− Men da alt ramlede der i 2009, skiftede jeg navn til Thea. Jeg kendte engang en, der hed Thea, og synes, det er et smukt navn.

Se også: Maria er bipolar: Min krop sagde stop

Faldt bare om

En ulykke kommer sjældent alene er titlen på en serie børnebøger, men også en vending mange bruger, når den ene ulykke efter den anden rammer. Den er således desværre også en vending, der kan bruges i Theas historie.

For en barsk opvækst og siden en frygtelig nedtur blev i 2016 efterfulgt af en stor kræftsvulst i hjernen.

− Jeg havde i nogle måneder været svimmel og haft kvalme, men lægen kunne ikke finde nogen årsag – det gik nok over. Men en dag, hvor min svigermor var på besøg, gik jeg ud i køkkenet for at hente et eller andet, og inde i stuen kunne Kresten og svigermor høre, at jeg faldt om.

− Jeg blev straks indlagt på Glostrup Sygehus og sendt videre til Rigshospitalet, og der opdagede de, at jeg havde en stor svulst i hjernen.

− Det var fuldstændig surrealistisk, jeg var 28 år – det kunne da ikke passe. Men jo, jeg blev straks opereret, og derefter fik jeg stråler 30 dage i træk på Rigshospitalet.

Lykkeligt gensyn

For ca. et år siden besluttede Thea at opsøge sin mor, og det blev en lykkelig genforening.

− Det var det helt rigtige for mig at afskære al kontakt i 2009. Men det skal da ikke være nogen hemmelighed, at jeg har savnet min mor i alle årene, så derfor opsøgte jeg hende.

− Hun har heldigvis et godt liv nu og har fået en ny mand. Jeg er virkelig glad for, at vi har fundet sammen igen, og hun har givet mig et lille album med billeder fra dengang, jeg var baby, og da jeg blev døbt. Det er faktisk alligevel dejligt at have et minde fra dengang.

Laika springer pludselig igen op i skødet på Thea, som nusser hunden kærligt.

Thea ved godt, at Laika ikke lever evigt, men hun håber, at den lille hund har flere gode år tilbage, hvor de to kan leve livet sammen – med Kresten.

Læs også: Lonnie voksede op med seksuelt misbrug: Sendte sin far i fængsel