Therese blev enke på sin bryllupsdag: Han døde i mine arme

Therese vidste godt, at hendes forlovede, Bjørn Roar Wangen, var dødeligt syg. Men at han skulle miste livet på deres bryllupsdag, havde hun ikke i sin vildeste fantasi kunnet forstille sig.

– Vi var smerteligt bevidste om, at det lakkede mod enden, men ikke engang i vores værste mareridt havde vi tænkt, at han kunne dø, mens vi ventede på præsten, som skulle vie os, siger 36-årige Therese Øiamo Wangen fra den norske by Stokke.

Hun fortæller om den gribende afsked på hospitalet den 31. august 2018. Om dagen, hvor hun skulle være brud, men endte som enke.

– Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle sige farvel. Skulle jeg holde om ham, stryge ham på håret eller synge for ham? Derfor endte jeg med at gøre det hele på én gang. Vi så hinanden i øjnene, mens jeg sang den vuggesang for ham, som han plejede at synge for vores lille søn, Aaron.
Bjørn Roars alvorlige sygdomshistorie begyndte med noget så simpelt som nogle rifter i huden på hans ene fod. De nægtede at vokse sammen igen, og selv efter flere antibiotikakure gik infektionerne ikke væk.

Rifter i huden

– Han fik problemer med at få sko på. Efterhånden dukkede der også rifter op på hans fingre, og hans hænder begyndte at føles kolde og hårde. Efter nogle undersøgelser på Rigshospitalet i Oslo konstaterede lægerne, at Bjørn Roar havde systemisk sklerose, som angriber kroppens bindevæv.

– Vi klyngede os til håbet om, at en stamcelletransplantation ville hjælpe, men det gik alt for hurtigt ned ad bakke.

Det viste sig, at Bjørn Roar havde en aggressiv variant af sygdommen, som også angreb de indre organer. Han fik cellegift i forsøget på at bremse den negative udvikling, men han nåede kun at leve i lidt over et år, efter at han fik diagnosen i juni 2017.

Imens blev livet vendt op og ned i den lille familie, der foruden Therese og nyfødte Aaron også talte den 13-årige datter Ella. Thereses mor flyttede ind hos familien for at tage sig af børnebørnene, når Bjørn Roar var indlagt.

– Han var bange for at være alene, og det betød, at vi altid var sammen, forklarer Therese og fortsætter:

– Vi følte os hjælpeløse. Ikke mindst, fordi han holdt op med at tage næring til sig. Han kunne heller ikke holde ud, at andre mennesker tog fat i ham, så det blev mig, der måtte lære sårpleje og tilberedning af kalorierige måltider – ud over alt det andet, som skulle gøres. Jeg var fuldstændig nedslidt.

Men selv om Bjørn Roars sidste tid tærede hårdt på hele familien, gjorde alle deres bedste for også at få noget godt ud af den, når det var muligt.

– Jeg er glad for, at vi brugte tiden på at skabe gode minder, siger Therese og finder billeder frem. Et af dem viser far og søn på tur i et sommerland i byen Bø. Det blev taget blot to uger før Bjørn Roars død.

Læs også: Lykken varede kun et år: Enke som 27-årig

En sidste hilsen

– Jeg har tit fået at vide, at jeg altid tager så mange billeder. Men nu ønsker jeg bare, at jeg havde taget endnu flere. Disse øjeblikke kommer nemlig aldrig tilbage.

Bjørn Roar fik den endelige dødsdom, bare to dage inden han gik bort.

– Vi besluttede os for at gøre alvor af planerne om at gifte os. Alle papirer var udfyldt. Der var så meget, vi skulle snakke om, før det var for sent. Det føltes, som om vi skulle presse et helt liv ind i de få timer, der var tilbage. Han indspillede blandt andet en sidste hilsen til Aaron, før hans stemme svigtede helt.

Vielsen havde de planlagt ned i mindste detalje, men Bjørn Roar bad også om en samtale med præsten. Han ville tale om døden.

– Han var både bange og bekymret. Mest af alt var han bange for, hvordan det skulle gå med mig og børnene, når han ikke længere var sammen med os.

Læs også: Jennifer blev enke, da hun ventede sit kærlighedsbarn

Vielsen blev aldrig gennemført. Therese blev enke, mens de ventede på præsten, men hun har siden ansøgt om at få ægteskabet godkendt, hvilket lykkeligvis er sket.
Begravelsen var også planlagt i detaljer. Bjørn Roar gjorde det selv, den sidste dag han levede. Han ønskede at blive lagt i jorden til lyden af countrybandet Rascal Flatts.

– Han fik mig til at love, at jeg skulle holde en tale om ham i kirken, og at jeg skulle være med til at bære hans kiste. Et løfte, som jeg utroligt nok præsterede at holde, fortæller Therese, som under hele begravelsen sad med sin brudebuket i favnen. Bagefter lagde hun den øverst på sin mands blomsterprydede grav.

– Det var svært at holde tårerne tilbage, da tonerne fra ”Here Comes Goodbye” tonede ud af højtalerne, siger hun og stirrer tomt ud i luften.

Therese genfortæller sin gribende historie i håbet om, at manden, hun elskede, ikke skal blive glemt, og for at folk skal forstå, hvordan det er at leve med en diagnose, som indtil videre er vanskelig at behandle. Hun tvivler på, at hun nogensinde vænner sig til at leve med savnet og stilheden efter Bjørn Roars død.

– Men jeg trøster mig med, at han ikke har ondt længere, siger hun.