Tina fik sin helt tilbage

Dramaet ligger snart et år tilbage, men 25-årige Tina har stadig brug for at bore sit ansigt ind i Michaels brede overarm og sige: TAK. Også selv om Michael efterhånden synes, at det må være nok.

- Den dag reddede Michael jo ikke bare mine børns liv. Han reddede også mit. Og deres fars. Faktisk hele familiens. Hvis børnene ikke var kommet ud af det hus, havde jeg ikke siddet her i dag, siger Tina Petersen fra Ølsted i Nordsjælland og holder en kort pause, hvor hun tydeligvis forestiller sig det værste.

- Hvis jeg havde mistet mine børn, ville jeg jo aldrig blive et normalt menneske igen. Tanken har været uhyggelig tæt på virkeligheden. For knap et år siden sad Tina og Michael som nybagt kærestepar på terrassen og grillede, da Michaels hus pludselig eksploderede i flammer.

I et værelse på første sal lå Tinas børn, Malou på to og David på fem, og sov. Da Tina så det brændende hus med børnene fanget på første sal, spurtede hun efter hjælp på vejen. Men i hendes tanker var det for sent. - På det tidspunkt troede jeg, at de aldrig kom ud, siger hun stille.

Læs også den romantiske kærlighedshistorie: Friede under hovedretten

Utrolig bedrift
Den dag viste 29-årige Michael Gotfred Jensen en ufattelig styrke og et lige så ufatteligt mod. Politifolkene, som stod for de tekniske undersøgelser, undrede sig bagefter: Hvordan kunne en mand fysisk udføre det, som Michael havde gjort?

Selv siger han, at han reagerede på instinkt, da han med et havebord som afsæt, sprang op og fik sat fingrene i vindueskarmen ind til børnenes værelse på førstesalen. Selv om malingen i vinduskarmen boblede af varme, fik han hevet sig op i armene og smadret ruden med sin albue. Så var han inde.

Varmen i rummet var så overvældende, at Michaels fladskærm var smeltet. De to skrækslagne børn gemte sig under en dyne.

- Jeg vidste, det var et spørgsmål om sekunder, så jeg tog bare David og smed ham ud af vinduet. Så Malou. Og så sprang jeg selv, husker Michael, som efterfølgende blev indlagt med brandsår på Rigshospitalet ligesom børnene.

Da han kom ud og modtog Ude og Hjemmes heltemedalje, havde han hænderne fulde af brandsår og højre albue syet med 15 sorte sting. Sårene helede hurtigt. Også børnene blev udskrevet kort tid efter uden andre fysiske men end de ar, som Malou har på sine små underarme.

Ulykken var endt heldigt, og Tina og Michael troede, de kunne fortsætte deres liv som før. I dag ved de, at så let kommer man ikke over en oplevelse, som den de gennemlevede.

- Vi pakkede nok branden væk for hurtigt, erkender Michael, mens Tina nikker. I otte måneder sov parret ikke, når de havde børnene, og selv de mindste lyde og svageste lugte fik dem til at genkalde sig mareridtet.
Michael mistede alt i branden og havde svært ved at komme videre.

- På et tidspunkt opsøgte jeg en psykolog. Jeg var der tre gange. Hun spurgte hele tiden ind til min barndom, og det var ikke lige det, jeg havde brug for at snakke om, siger Michael, som generelt ikke bryder sig om at sidde og tale længe og dybt om sine følelser.

- Jeg lukker nok af. I stedet går jeg ud og råber ad nogle træer, som han siger. Da branden brød ud, havde Michael og Tina været sammen i fem uger og var midt i den magiske nyforelskelse. Men den fase sluttede brat. I stedet kom parforholdet på en hård prøve.

- I fire dage flyttede jeg væk og boede hos en kammerat. Ikke fordi vi skændtes. Men fordi jeg skændtes med hele verden, siger Michael, som også måtte stå ved, at han ikke kunne klare presset, da Tina blev gravid sidste sommer.

Læs også om Amagermandens sidste offer

Nyforelsket igen
- Tingene var så svære, at vi valgte en abort, siger Michael og lægger en hånd på Tina, inden han fortsætter.

- Nu er vi kommet ud på den anden side, og vi er klar til at få et barn, siger han med et smil. Siden jul har vi været helt nyforelskede igen. Folk spørger, om vi lige har mødt hinanden. Det har vi jo ikke, men det er først nu, der er kommet ro på, så vi har overskud til det, siger Tina.

Branden har gjort hende til en mere beskyttende mor, og Michael må en gang imellem minde hende om, at David skal have lov at være en dreng.

- David er begyndt at stå på skateboard. Det er helt forfærdeligt. Og snart skal han på to dages tur med sfo'en. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal overleve.

Tina er selvfølgelig glad for, at der er fart på hendes femårige søn. Psykisk har ulykken taget så hårdt på ham, at de måtte have en psykolog på ham i børnehaven. David var den, som oplevede branden tættest på, og efterfølgende kunne han detaljeret gengive det hele.

Hvordan han lugtede røgen i værelset. Hvordan han gik ud og så ilden i trappen. Hvordan han kaldte på sin mor og Michael. Og Hvordan han pakkede Malou ind i en dyne.

- Så var hun jo gemt for ilden, som han siger. I dag er familien endelig kommet videre. Men for Tina bliver livet aldrig det samme.

- Jeg har lært, at man ikke skal spilde livet med bagateller. Når børnene er hjemme, gør jeg alt for, at det er dejligt og rart. I min verden har man ikke tid til at gå og være trist. Man ved jo aldrig, hvad der sker i morgen.