Tina mistede begge sine forældre i brand

Tinas mor og far var fastliggere på Stevns Camping. De havde fast gulv i forteltet, gasovn til at holde varmen og potteplanter, der blev passet og plejet. Selv blomstrede forældrene også, når de holdt weekend og ferier i campingvognen. Her kunne de læne sig tilbage og slappe af bag læhegnet. Her var luften frisk. Og her var livet simpelt.

Men en tragedie kan ramme på uventede steder. Tinas forældre, Susan og Steffen, blev ramt lige der, hvor de følte sig mest trygge og afslappede. Under den hede sommer for to år siden lå de og sov i deres campingvogn, da der skete en pludselig kortslutning i gasovnen, og der udbrød brand i forteltet. Vidner fra campingpladsen sagde, at det hele gik så stærkt. I løbet af ingen tid var det hele brændt ned, og tilbage stod kun skelettet af campingvognen.

Læste om branden på sin telefon

Alt dette kendte Tina Jakobsen ikke noget til, da hun næste morgen stod op i sin lejlighed i Vanløse. Hun gjorde bare, som hun plejede, og tjekkede rutinemæssigt nyheder på telefonen. Da hun kom til nyheden om branden på Stevns Camping, stoppede hendes finger på skærmen. Hun læste historien med en vis uro. Men samtidig overbeviste hun sig selv om, at forældrene først ville køre ned til campingpladsen samme dag.

Det lykkedes hende at blive i den overbevisning i et stykke tid. Men kort efter ringede det på døren.

– Da jeg så politiet stå udenfor, vidste jeg godt, hvad klokken havde slået. De nævnte mine forældres navne, og så husker jeg faktisk ikke mere, siger 33-årige Tina.

Kendt fra TV2-program

Mange danskere kender Tina Jakobsen som den ihærdige deltager i TV 2-programmet ”Hjem til gården”, der knokler i marken og bakser rundt med tunge landbrugsredskaber. Men hun bærer også på en tung sorg.

Man kan ikke umiddelbart se det på den smilende laborant, når hun træder frem på skærmen. Men sorgen er en del af hende, og den slags lever sit eget liv og kan ikke styres eller skemalægges. Heller ikke i et tv-program i den bedste sendetid. Derfor begyndte Tinas tårer pludselig at løbe midt under optagelser, da deltagerne sang ”I Østen stiger solen op”, mens solen steg op over horisonten. Synet var i sig selv bevægende. Og den højstemte salme vakte minder.

Læs også: Mette endte på gaden: Jeg havde alt

Fortalte de andre deltagere om sorgen

Den dag forklarede Tina de andre deltagere, hvordan hun havde mistet sine forældre. Hun havde ikke fortalt om ulykken før. Ikke fordi hun ikke ville. Der havde bare aldrig været en passende lejlighed, for som Tina selv siger: – Jeg stikker jo ikke hånden frem og siger ”goddag, jeg har mistet begge mine forældre.”

Siger godmorgen til sin far

Men Tina taler gerne om sorgen. Og hun ser gerne fortiden i øjnene. Det er også derfor, der hjemme i hendes vindueskarm i stuen står et skønt feriefoto af hende og hendes far, og hver morgen får hendes far lige et ”godmorgen.”

– Jeg var tæt på min far, smiler Tina og sender ham et lille nik i vindueskarmen.

Tinas far, Steffen, var en mand, som rigtig mange kendte i Rødovre. En, som skilte sig ud. Både på grund af sin kulsorte humor og sin hjælpsomhed. Han var pladesmed, og hvis nogen havde brug for en hånd, var han der til at løfte, flytte eller tage fat, ikke mindst når det drejede sig om biler. Det var han også, hver eneste gang Tina og hendes storesøster havde brug for hjælp. Både da de blev voksne, og da de var børn, og han pludselig stod alene med dem.

Forældrene blev skilt

Alle familier har deres historier. Og de færreste familier går igennem livet uden bump på vejen. Heller ikke Tinas.

Da hun var otte år, fortalte forældrene, at de skulle skilles. Moderen blev efterfølgende gift med en ny mand og fik en søn. Tina og hendes søster flyttede med deres far i en lejlighed, hvor pigerne fik hver deres værelse. Og hvor faren sov i stuen. Sådan var han. Pigerne først.

– Han ville gøre alt for os, tilsidesatte gerne sig selv. Det var ham, der tog alle skole-hjem-samtalerne, og han sørgede for, vi kom ud og rejse hvert år. I hverdagen hentede og bragte han os. Han bakkede os op i alt og kendte alle vores venner, husker Tina, som også fik sin fars fulde støtte fra sidelinjen i håndboldklubben.

Læs også: Jeg smiler mig gennem smerterne

En fantastisk far og holdleder

– Du skal tro på dig selv, sagde han altid. Og det var ikke bare sin egen datter, han bakkede op i håndboldhallen. Han var selv tidligere håndboldspiller og valgte siden at blive holdleder for et herrehold.

Som enlig far havde Steffen rigeligt at se til. Måske var det derfor, at der ikke kom en ny kvinde ind i hans liv. Først da Tina var 21 år, fandt hendes far kærligheden igen. Og det var lidt af en nyhed.

Forældrene fandt sammen igen

– Mine forældre fandt sammen igen. Det var da lidt mærkeligt. Det må jeg indrømme. Men det var vel noget med, at gammel kærlighed ikke ruster, smiler Tina, som selvfølgelig var glad for at se sine forældre sammen. Hun kunne se, at de gjorde hinanden lykkelige, og de var enige om, hvordan livet skulle leves, når de kørte ned til campingvognen, eller når de rejste udenlands et par gange om året. Faktisk havde de det så godt, at de talte om at gifte sig igen.

Det nåede de aldrig. Men til bisættelsen valgte Tina og hendes søster, at der skulle synges bryllupssalmen ”Det er så yndigt at følges ad”.

Det var jo det, forældrene gjorde helt til det sidste. Men det var en tung dag i kirken, da familien først bar den første kiste ud for derefter at gå tilbage og løfte den næste.

– I den første tid efter ulykken var jeg nærmest i en boble, hvor jeg var i chok. Det var, som om det ikke rigtig var sket. Som om de kunne komme gående ind ad døren hvert øjeblik. Men da jeg så de to kister stå der sammen, blev det hele virkeligt, siger Tina.

Blev ved med at kigge efter sin far

For Tina har det taget tid at forstå, at hendes far er væk. I starten kunne hun kigge efter ham, når en rød bil magen til hans kørte forbi. Og hun kunne mærke et stort slag af sorg, når virkeligheden ramte hende sekundet efter.

Men sorg udvikler sig. Det har den også gjort for Tina, som har fundet sin helt egen måde at leve med sorgen på.

– Min søster og jeg er tætte, så vi har støttet hinanden utrolig meget. Og tidligt valgte jeg at vende tilbage til mit arbejde i stedet for at sidde og stirre ind i væggen i min lejlighed. Det var selvfølgelig svært at koncentrere sig, men samtidig var det så rart at tænke på noget andet.

Husker de gode minder i dag

I dag er det to år siden, Tina mistede sine forældre.

Når hun ser en rød bil, kan hun stadig kigge efter sin far. Men når virkeligheden rammer hende, bliver hun ikke længere fyldt af smerte. I dag smiler hun faktisk lidt, fordi hun tænker på de gode minder med sin far. Det var der nemlig utrolig mange af.