Tina og Richardt fandt kærligheden: Lykken varede kun i fem uger
Richardt var iført høj hat, vest og nyt jakkesæt. Han så godt ud. Fra brystlommen tittede en lille buket af blå og hvide markblomster op. Og i øjnene lå tårerne lige på kanten. Ikke at de trillede, som når et menneske er i sorg. De lå der bare lige så stille hele dagen og gjorde blikket blankt og skinnende.
Det var et stort øjeblik, da Tina Broholm denne vinter blev ført op gennem sin stue hjemme i Tårnby og gav sit ja til Richardt foran præsten. I det hele taget var det en stor dag, da de to fik hinanden og dermed beviste, at kærligheden overvinder alt. Hvis den er stor nok, overvinder den endda visheden om, at den ikke kommer til at vare længe.
Læs også: Et billede af kærlighed
Kærligheden sidder ikke i benene
For både Tina og Richardt vidste, at kærligheden ikke kom til at vare længe, da de kyssede, smilede og skålede på deres bryllupsdag.
Ligesom de vidste, at rigtig mange slet ikke forstod, hvordan Tina overhovedet kunne forelske sig i Richardt.
Den pæne kvinde, som i 17 år havde levet med mand og børn i en tryg og nydelig haveforening. Hvad så hun i en mand, som havde levet på gaden det meste af sit liv, og som ovenikøbet manglede begge ben?
Men hvis der er noget, social- og sundhedsassistent Tina Broholm har lært igennem de sidste to år, så er det, at kærligheden ikke sidder i benene. Den sidder for øvrigt heller ikke i bankkontoen eller i en smuk facade, og det er en af grundene til, at hun fortæller sin historie.
– Jeg ville ønske, flere smed deres fordomme væk og kiggede bag alt det ydre. For det kan jo være, der er en person inde bag ved, som du bliver helt skudt i. Det gjorde jeg i hvert fald, som hun siger.
Læs også: Mødte manden i sit liv
Forhutlet udseende
44-årige Tina blev måske ikke ligefrem skudt ved første blik.
Da Richardt krydsede hendes vej første gang, havde hun samme fordomme som alle andre.
Han var blevet indlagt på det genoptræningscenter, hvor hun arbejdede, og ved første øjekast så hun bare en langhåret og langskægget hjemløs stakkel, der manglede et ben.
Men så begyndte de at snakke, når Tina kom fløjtende ind på hans værelse for at hjælpe med plejen. Og jo mere, de snakkede, jo mere så Tina, hvad Richardt havde at byde på bag sit forhutlede udseende.
– Han fortalte mig om sit liv og viste mig nogle digte, han havde skrevet, siger Tina, som nærlæste hvert et ord i digtene, som både handlede om hans barske barndom og hans hårde liv på landevejene.
Han kunne lytte
Richardt var ikke bare dygtig til at sætte ord på sit eget liv. Han var mindst lige så dygtig til at lytte, og det var måske den egenskab, der gjorde, at alle så gerne ville være i Richardts selskab.
– Han kunne noget helt særligt som menneske. Jeg ville ønske, jeg kunne det samme. Men Richardt havde en ro og en krøllet hjerne, som jeg aldrig havde oplevet mage til før, siger Tina, som til gengæld hurtigt fandt ud af, at hun og Richardt delte noget helt andet: Humoren.
Den kom senere til at hjælpe dem videre, da det hele blev svært. Men i begyndelsen var alting egentlig let.
Se også: Video: Enke efter en måned og fem dage
Det første kys
Richardt var patient og Tina hans plejer, og selvfølgelig skulle de to ikke komme for tæt på hinanden. Det ville være uprofessionelt.
Men så blev Richardt udskrevet. Og så sendte han hende en venneanmodning på Facebook. Venneanmodningen førte til mere, og da de en dag mødtes, efter Tina var stoppet i genoptræningscenteret, udvekslede de det første kys.
– Det var fuldstændig ligesom en teenageforelskelse, og jeg kunne knap nok spise eller tale om andet end Richardt, griner Tina, som godt kunne mærke, at følelserne var gengældt.
Fuld af livskraft
Hvor Richardt inden mødet med Tina havde været tungsindig og livstræt, så livede han i den grad op. Godt nok led han både af diabetes og nyresvigt, men han var fuld af livskraft og historier, når han tog Tina med på ture. Så kunne hun se, hvor han havde gået, hvilke børnehjem, han havde boet på, og hvordan han i årevis havde lavet mad i naturen.
Tina rynkede måske lidt på næsen, når Richardt tændte bål på Amager Fælled og smed en lammekølle i en gryde med grøntsager og et skvæt øl. Men hendes ansigt lyste op, når hun først smagte maden.
– Det smagte altid fantastisk, siger Tina, som tit fik selskab til de udendørs serveringer.
Læs også: Camilla fandt sin elskede død
Syn på andre mennesker
Når Richardt så folk passere forbi, råbte han som det naturligste i verden: ”Vil I ikke spise med?”
– Jeg har lært så meget af Richardt og hans syn på andre mennesker, siger Tina, som også fulgte med Richardt, når han sad på gaden og solgte hjemløseavisen Hus Forbi.
De oplevelser glemmer hun aldrig.
– Folk kiggede lige forbi mig, når jeg sad der. Som om jeg ikke eksisterede. Det var så grænseoverskridende, og det lærte mig virkelig, hvor vigtigt det er, at vi virkelig ser hinanden her i verden og hilser med et nik eller lille smil. Jeg har tænkt så meget over det siden, og jeg synes faktisk, alle skoleelever skulle prøve at sælge Hus Forbi en enkelt dag.
Lærte af hinanden
Det var nu ikke kun Tina, der lærte noget af Richardt. Omvendt gav hun ham også noget, han aldrig havde fået. Efter et langt og hårdt liv på gaden ønskede Richardt nemlig at leve et helt almindeligt liv med Tina i deres stuelejlighed på Amager.
– Han drømte om at være hr og fru Danmark. Det var lige før, vi skulle gå i ens joggingsæt, griner Tina, og fortæller, hvordan hun gav Richardt en fødselsdag og en jul, som han aldrig havde prøvet før.
– Han kunne næsten ikke få nok jul. Vi havde nisselandskab, et kæmpe juletræ og lys i alle hække og på Richardts el-scooter.
Læs også: Reddet af kærlighed
Blev klappet ud
I dag er der ikke længere julelys på Richardts scooter. I dag er der kun spindelvæv.
– Richard og jeg sagde tit: Vi skulle have mødt hinanden noget før, siger Tina med et lille smil.
De nåede nemlig kun at få knap to år sammen.
En måned og fem dage efter deres bryllup bankede det på hjemme hos Tina klokken halv ni om morgenen. Udenfor stod to unge betjente og gav hende beskeden: Richardt havde fået hjertestop på hospitalet, hvor han var indlagt på det tidspunkt.
– Jeg bakkede ind i stuen og satte mig på min sofa. Så begyndte jeg bare at ryste. Og jeg synes egentlig, at jeg har rystet indvendigt lige siden, siger hun stille.
Blå kaffekande og hat
Det er nu et halvt år siden, at Richardt lå i sin kiste i kirken med sin blå kaffekande og hat på låget.
Egentlig ville Tina havde sagt et par ord om sin elskede til begravelsen. Men hun kunne ikke. I stedet bad hun til sidst alle om at klappe Richardt ud. Mens kisten blev båret ned ad kirkegangen, rejste alle sig og slog håndfladerne mod hinanden. Klapsalven var høj og i takt. Også selv om selskabet var en meget blandet flok af alle de skæbner, originaler og organisationer, som Richardt havde mødt på sin vej igennem sine 59 år. Der var plads til alle den dag. Selv hunde.
Læs også: 35-årige Maria: Min drøm var ved at koste mig livet
Tabt smilet
Nu er Richardt væk. Men Tina prøver at finde hans vilje og styrke i sig selv.
– Richardt var så stærk. Han så det positive i livet og sagde aldrig av. Jeg tror på, jeg mødte ham for at lære netop det. Men det er svært lige nu. Det er ensomt, og jeg savner ham, siger hun og tørrer tårerne væk. Dem, der triller, når et menneske er i sorg.
Men så smiler hun pludselig:
– Richardt råbte tit til folk på gaden: ”Hov, du har tabt noget.” Så vendte de helt forvirrede rundt og kiggede på jorden for at se, om der var noget, der var faldet ud af deres lommer. Men Richardt skraldgrinede bare: ”Du har tabt smilet,” sagde han så.
Tina griner ved tanken.
– Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg fortæller det. Det var bare så typisk Richardt.
