Tinas svære barndom med seksuelt misbrug: Jeg blev afhængig af narko

Jomfru Ane Gade i Aalborg er fyldt til bristepunktet. Den dunkende bas og de høje stemmer skaber rammen for de feststemte mennesker. Tina står i baren som så mange gange før. Alkoholen suser i blodet, og efter et destruktivt og afsluttet forhold har hun bestemt, at hun skal have sit første onenightstand med en tilfældig mand.
På baren ”Under Uret” kommer Mikkel ind. Øjnene vandrer gennem lokalet efter de sidste soldaterkammerater, der skal med tilbage til kasernen. Men midt i mylderet af glade ansigter fæstner han blikket på den lyshårede Tina.
Snak går over i dans, og før de får set sig om, er timerne forsvundet. En overvældende følelse af tryghed rammer Tina, når hun ser Mikkel i øjnene, og da de forlader baren, er det med en følelse af tryghed, som hun aldrig har oplevet før.
– Der var noget dragende ved Mikkel. Han havde en ro over sig, og jeg vidste ret hurtigt, at han var noget specielt, fortæller den 37-årige Tina Muhl fra parrets hus i Hadsund.
Hemmeligheden
Som barn var Tina udadtil en velfungerende pige. Men allerede i hendes første leveår var hun nødsaget til at holde på en hemmelighed, som der skulle gå mange år, før hun delte med nogen.
Det begyndte med intime berøringer fra et nært familiemedlem, men som årene gik, udviklede det sig til fuldbyrdet samleje og afstraffelser, der fik den unge pige til at udvikle angst og PTSD.
I skolen holdte hun sig for det meste for sig selv, men hvis de andre elever drillede hende, fik hendes indre raseri frit løb, så både stole og borde kunne ryge gennem luften. Men på trods af hendes voldsomme reaktioner, var der aldrig nogen, der spurgte, hvordan hun havde det.
Løsningen blev et ophold på efterskole, hvor hendes sociale kompetencer skulle udvikles.
Men det indre kaos ulmede stadig i Tina, og de fleste vågne timer brugte hun på at være sammen med nogle heste, der var opstaldet syv kilometer fra skolen. To gange om dagen cyklede hun derud, hvor ingen stillede krav, og hvor hun for en stund kunne finde ro.
– Jeg var en enspænder, og jeg havde meget svært ved at rumme andre mennesker. Jeg havde aldrig rigtig haft veninder, for jeg havde nok i mig selv og de mange tanker, der susede rundt i hovedet på mig, fortæller Tina, der på efterskolen første gang mærkede, hvordan hashens euforiserende virkning gav hende en pause fra tankemylderet og angstanfaldene.
Mistede livslysten
Afhængigheden fortsatte, som Tina bevægede sig ind i voksenlivet, og da hun blev forelsket i en fyr fra det kriminelle miljø, fik hashen følgeskab af hårdere stoffer. Hverdagene gik med at sove længe, arbejde fra morgen til aften og tage i byen om aftenen, hvor høj musik og stoffer pumpede rundt i kroppen.
– Jeg havde behov for at være i gang hele tiden. Jeg sad aldrig alene i mit eget selskab, for så begyndte jeg at tænke på alt det, der var sket, og det kunne jeg slet ikke rumme.
Men en dag fandt Tina sin daværende kæreste i seng med en anden kvinde.
Udsigten til et liv i ensomhed fik den unge pige til at gå i panik. Overmandet af sorg og frygt fandt hun alle de piller frem, som kunne findes i lejligheden. Fyldte et glas med vand og slugte de cirka 300 piller. En hurtig ambulance og et ophold på psykiatrisk afdeling reddede Tinas liv den aften.
Men lysten til at leve hang i en tynd tråd.
Læs også: Jeg blev solgt som sexslave
Hendes selvværd var lavt, så da kæresten ville have hende tilbage, kunne hun ikke sige fra.
Parret havde lang tid i forvejen booket en rejse til Zambia og tog afsted, men da de landede i det afrikanske land, føltes det igen, som om Tina fik en kniv i hjertet.
– Han fortalte, at han var blevet kæreste med den anden kvinde. Jeg var helt knust, og jeg stod i et fremmed land. Endnu en gang følte jeg, at alting smuldrede, fortæller Tina, der i stedet for at tage hjem søgte mod en hestefarm.
Afskåret fra stoffer og kun med hestene at kommunikere med tilbragte Tina flere måneder på farmen.
– For første gang var jeg tvunget til at mærke mig selv. Jeg fik nogle meget voldsomme angstanfald, der ofte var så slemme, at jeg følte, at jeg ikke var del af den virkelighed, jeg var i. Men når jeg ser tilbage, så var det det helt rigtige tidspunkt at gøre det på, fortæller Tina, der efter et par måneder tog tilbage til Danmark.
– Jeg anede ikke, hvad jeg ville med mit liv. Jeg havde altid kun tænkt på dagen i dag, og inderst inde følte jeg nok ikke, at jeg var mere værd end det liv, jeg levede, fortæller Tina, der ikke vidste, at en almindelig torsdag aften i den pulserende Aalborggade ville blive livsomvæltende.
Mig eller stofferne
Men med kaos i kroppen og manglende drømme for fremtiden stødte hun ind i Mikkel, hendes nuværende mand, der gav hende et indblik i en verden, som hun ikke kendte til. Et liv med glæde, tryghed og muligheden for at sætte sig nogle mål.
Allerede dagen efter deres første møde på baren mødtes de til en fest.
Tina havde røget en joint dyppet i opium, og da Mikkel så den omtågede pige, som han vidste, var noget specielt, blev han nødt til at give hende et ultimatum: Stofferne skulle helt ud af hendes liv, hvis han skulle blive der.
– Jeg kunne se en stor kærlighed i Tinas øjne, men det var, som om den ikke var pakket ud. I stedet var der en forvirret pige, der endnu ikke havde udløst sit potentiale. Hvis vi skulle have et liv sammen, var der virkelig noget fortid, der skulle ryddes op i, siger 35-årige Mikkel Muhl, der sammen med Tina fik smidt alle de stoffer ud, som hun havde liggende i sin lejlighed.
Læs også: Lonnie voksede op med seksuelt misbrug: Sendte sin far i fængsel
For Tina var det nemt. Den verden, Mikkel repræsenterede, ville hun gerne være en del af, og som trygheden blev stærkere, begyndte hun at give ham et indblik i den barndom, som havde været med til at forme hendes liv.
– Jeg vidste, at det var min mulighed for et andet og bedre liv, og hvis jeg ville Mikkel, var jeg nødt til at åbne op for min fortid og stole på, at han ville mig det bedste, fortæller Tina, der hurtigt udviklede en galoperende forelskelse i den mørkhårede fyr.
Tina fortalte ham ærligt om det seksuelle misbrug, stofferne og den kriminelle omgangskreds, og Mikkel rummede hendes historie. Han aede hende over håret, når hun i flere timer lå og græd. Og hver morgen spurgte han hende, hvordan han kunne gøre hende stærkere.
Langsomt, men sikkert, begyndte Tina at skrælle de mange lag af, som hun igennem hele sit liv havde bygget op. Intens terapi fik hende til at se sig selv på en ny måde, og sammen med Mikkel begyndte de at skabe det liv, de ønskede.
Et nyt liv
Det er 15 år siden, at Tina og Mikkel kiggede hinanden i øjnene for første gang på en bar i Aalborg. I mellemtiden har de fået to børn og sammen skabt fitnesskæden ”MyHeart Fitness”, som Mikkel er direktør for. Her er fokus på social sundhed og glæden ved bevægelse og samvær.
Tina har skabt sit eget koncept, kun for kvinder, hvor personlig træning og udvikling smelter sammen i et lukket gruppeforløb, der bygger på fortrolighed og tillid.
Tina brænder for at kunne hjælpe så mange kvinder som muligt til et gladere og mere simpelt liv. Dette gør hun blandt andet ved at tage ud og holde foredrag og lave gruppeforløb, fysisk såvel som online.
– Vi er enormt taknemmelige for vores liv og det, vi har opnået sammen. Vi har altid støttet hinanden og været opmærksomme på hinandens behov, fortæller Mikkel, mens han kigger kærligt på den hustru, som har støttet ham lige så meget, som han har støttet hende.
Tina lever i dag med PTSD og angst, men selv om livet har spændt ben for hende utallige gange, har hun i dag overskud til at hjælpe andre. Det hjælper hende at holde foredrag, hvor hun ærligt fortæller om den bagage, som hun fik med fra sin barndom.
– Jeg ville selvfølgelig gerne have været mange ting foruden, men når det ikke kunne være anderledes, så giver det mig en masse styrke, hvis min historie kan hjælpe andre. For jeg er slet ikke i tvivl om, at hvis jeg kan skabe et godt liv, så kan andre også.