Toves søn er psykisk syg og morder: Luk ham aldrig ud

I 28 lange og smertefulde år ventede Tove Mogensen på den grusomme besked, som hun vidste en dag ville komme.

Hver eneste dag i alle de år frygtede hun, at hendes søn ville blive drabsmand. Spørgsmålet var kun, hvornår det frygtelige skete.

Kristi himmelfartsdag torsdag den 25. maj 2017 fik hun i radioen efter de mange år i frygt endelig den frygtelige besked, at hendes elskede søn havde dræbt et andet menneske.

Da Tove hørte nyheden i radioen, at der var sket et mord på en campingplads i Vejers, tænkte hun på de mennesker, som Søren havde gjort ondt, og som havde mistet et kært familiemedlem eller en god ven. Det var meningsløst, uretfærdigt og tragisk.

Men Tove havde forudset det alt sammen, og midt i sorgen var nyheden om sønnens drab også en lettelse for hende.

– Jeg skammer mig ikke, men det burde andre gøre. Søren var psykisk syg, og jeg gjorde alt for at forhindre tragedien. I 28 år tryglede og bad jeg alle, som jeg håbede og troede kunne hjælpe min dreng, om at gøre noget, inden det gik galt, fortæller Tove Mogensen.

Læs også: Vibekes råb om hjælp: Min søn er psykisk syg

Ingen ville hjælpe

Tove Mogensen er et elskværdigt og venligt menneske, der normalt har let til smil og latter. Men det seneste år har ikke været let.

Onsdag den 24. maj i fjor dræbte hendes psykisk syge søn et andet menneske, og den smertefulde vished må Tove leve med livet ud.

Tove og hendes mand har feriebesøg af et oldebarn fra Vestjylland, da hun gæstfrit byder indenfor i hjemmet på et landsted uden for Vejle. Her har parret boet i 46 år. Det var i disse idylliske omgivelser, at Tove år efter år hjalp Søren med at leve et tåleligt liv, mens hun igen og igen tryglede læger, politi, kommune og andre om at hjælpe ham. Sønnen er psykisk syg med diagnosen paranoid skizofren, og Tove mente ikke, at hun var den rette til at passe ham.

Han skal blive, hvor han er

– Søren hørte hjemme på et psykiatrisk hospital, og han var for syg til at gå frit omkring blandt andre. Selv om han flere gange var indlagt i forbindelse med alvorlige episoder, måtte han ikke blive der permanent. Nu har retten heldigvis besluttet, at han skal anbringes på ubestemt tid på en psykiatrisk afdeling. Det er det eneste rigtige, og han må aldrig komme ud.

– Det kan virke hårdt og hjerteløst af en mor at sige og mene sådan om en søn. Men jeg håber af hele mit hjerte, at Søren skal blive, hvor han er, resten af livet. Jeg lærer aldrig at forstå eller acceptere, at han skulle blive drabsmand, før nogen ville hjælpe ham, siger Tove Mogensen.

På reolen bag Tove i den hyggelige stue står et foto af hendes og ægtefællens fem børn. Det blev taget i forbindelse med parrets sølvbryllup for mange år siden.

Se også: Mettes angst styrede hendes liv: Bange for at blive syg

Mors ansvar

Søren er den yngste i søskendeflokken, og allerede tidligt opdagede Tove, at han ikke er som hendes andre fire børn.

Søren var meget urolig, og som 12-årig blev han sendt på kostskole i Vestjylland. Han fik ingen hjælp mod den psykiske sygdom, som først blev opdaget hos ham i en voksen alder.

28 år gammel var Søren tæt på at blive morder, da han i ekstrem ophidselse slog en ven i hovedet med en lysestage. Vennen overlevede med nød og næppe, og efter den episode blev Tove af myndighederne udpeget som hans bistandsværge. Det betød i princippet, at Søren boede hjemme under tilsyn af sin mor.

Selv om han var psykisk syg, blev han sin mors ansvar. Toves gentagne opfordringer til myndighederne om at hjælpe og tage sig af sønnen, blev pure afvist.

Det sødeste menneske

– Når Søren fik sin medicin, var han det sødeste menneske, man kan forestille sig. Han har aldrig gjort mig fortræd, tværtimod. Han kom med blomster, og i perioder opførte han sig helt normalt. Men han kunne pludselig blive voldsomt ophidset og begyndte at slå på folk. Jeg har ikke tal på de gange, jeg har hentet ham hos venner, når han var ude af kontrol. Så snart han satte sig ind i bilen hos mig, faldt han helt ned, fortæller Tove.

På et tidspunkt flyttede Søren i sin egen lejlighed. Han var blandt andet under tilsyn af en sygeplejerske, der skulle sørge for, at han tog sin medicin.

Men ordningen ophørte, og Søren skulle klare sig selv med moderen som ansvarsfuld tilsynsværge.

Tove og hendes mand besøgte sønnen regelmæssigt et par gange om ugen, og han opvartede dem gæstfrit og kærligt med kaffe, kager eller grillmad. Men forældrene frygtede konstant, at sønnen skulle komme ud af kontrol og begå en grusom handling.

Læs også: Caroline er skizofren: Jeg er først og fremmest menneske

Så skete det

Onsdag aften den 24. maj i fjor blev Tove Mogensen ringet op af ejeren af Stjerne Camping i Vejers, Aase Christiansen. Hun fortalte, at Toves søn havde det åbenlyst dårligt, og at hun frygtede for hans ve og vel på campingpladsen.

Tove gav Aase det råd at holde sig fra Søren og lade ham være i fred. Hvis ikke det skete, og hvis ikke Søren tog sin medicin, frygtede Tove, at sønnen kunne finde på hvad som helst. Hun var ikke det mindste overrasket over, at Aase Christiansen forgæves havde henvendt sig til politiet for at få hjælp.

Næste morgen, torsdag den 25. maj, hørte Tove nyhederne i radioen. Oplæseren fortalte, at en psykisk syg mand var gået amok i et sandt blodbad på den campingplads, hvor Søren opholdt sig. Én person var blevet dræbt, og en anden hårdt såret af knivstik.

Tove vidste øjeblikkeligt, at der var sket det, som hun i 28 år havde frygtet, nemlig at hendes søn var blevet morder.

– Jeg var chokeret, men ikke overrasket. Min første tanke var en form for lettelse og taknemmelighed, selv om det lyder bizart med sådanne følelser efter et grusomt og meningsløst drab. ”Gud ske tak og lov, at Søren var gerningsmanden. Nu får han endelig den hjælp, han har brug for”, tænkte jeg.

– Mine tanker var selvfølgelig også hos de efterladte til den dræbte mand. De betalte den højeste pris for, at myndighederne ikke ville hjælpe min dreng, siger Tove.

Nu får han hjælp

Efter tragedien på campingpladsen i Vejers blev Søren anbragt på den lukkede Psykiatrisk Afdeling i Middelfart. Her har Tove besøgt sønnen talrige gange. Deres forhold har aldrig været bedre, efter at Søren endelig kom i behandling. Han får behandling og medicin for sin sygdom, og på den psykiatriske afdeling skal han efter moderens mening forhåbentlig tilbringe resten af sit liv.

Han er efter sin mors opfattelse alt for syg til at kunne færdes frit omkring. Tove har endelig fået fred i sindet. Hun skal ikke længere frygte en besked om, at Søren har slået et andet menneske ihjel.

– Hvis Søren havde fået hjælp, var det aldrig endt så tragisk, siger Tove.

Inden sagen mod Søren kom for retten i Esbjerg for nylig, måtte Tove og andre pårørende ikke tale med ham om tragedien, når de besøgte ham i Middelfart. Den restriktion er nu ophævet, men mor og søn taler alligevel ikke om drabet. De hygger sig blot med kaffe og kage.

Tove glæder sig efter hvert besøg over, at sønnen endelig har det godt, efter at hun i 28 år måtte leve med angst og frygt. Nu håber hun, at hendes søn aldrig kommer ud fra den lukkede afdeling.