Tragedien gjorde mig synsk

Clairvoyanten del 2. Hele sin barndom drømte Anne-Marie om at blive storesøster. Da hendes ønske endelig blev opfyldt, ramte tragedien. Det ændrede familien og efterlod Anne-Marie i stor sorg, som hun som 6-årige måtte klare alene. Men tragedien gav hende også adgang til den anden siden. En evne, hun har brugt lige siden, når hun arbejder som clairvoyant.

Det hele startede under mine forældres spisebord. Det er i hvert fald mit allerførste minde. Sammen med en nabopige havde jeg hængt tæpper rundt om bordet, så vi havde vores egen lille hule. Vi sad tæt sammen, og i det fortrolige mørke betroede hun mig, at hun skulle være storesøster. Jeg var omkring 4 år, og så snart jeg havde hørt hendes nyhed, lyste jeg selv op i et stort smil og sagde: Det skal jeg også.

Jeg var enebarn, men var der noget, jeg ønskede mig brændende, så var det en lillebror eller lillesøster. Hvor andre enebørn nogle gange frygter, at der skal komme en lille ny og tage deres plads, længtes jeg efter at blive en del af en søskendeflok.

Se også: Rekordstore tvillinger

Med far til fodbold

Måske var det, fordi jeg savnede selskab. Jeg elskede både min mor og far, og de elskede mig. Min mor gav mig masser af kærlighed og franskbrødsmadder, og min far tog mig med på ture i weekenden. Vi kørte i skoven, tog i cirkus, spillede spil og kom trofast til alle Fremad Amagers hjemmekampe. Det var vores hold på Amager. Hver gang de scorede, fik jeg en is og min far en øl. Eneste betingelse var, at jeg altid fortalte min mor, at vi begge kun havde fået en enkelt.

Jeg holdt selvfølgelig mit ord. Også selv om vi nogle søndage endte på pub, hvor det blev til en del mere end bare ”en enkelt”. I dag lyder det nok lidt uansvarligt, at min far tog sin lille pige med på værthus. Men tiden var en anden, og jeg elskede det. Jeg elskede stemningen, og jeg elskede at snakke med alle de glade mennesker med røde kinder. Faktisk har jeg gennem hele min barndom haft lettere ved at være sammen med voksne end med børn. Særligt holdt jeg af min fars selskab. Der var altid så megen sjov omkring ham, når han havde fri fra sit job som lagerarbejder på vinfirmaet Skjold Burne.

I hverdagen var der ingen udflugter. I stedet skulle jeg tilbringe en del timer med mig selv. Min far arbejdede hele dagen, og min mor gjorde rent på DanHotel i Kastrup om natten, så hun skulle sove om dagen. Jeg brød mig ikke om timerne alene, så jeg forsøgte jævnligt at vække min mor med snak eller te, som jeg havde brygget fra den varme hane. Da det ikke hjalp, valgte jeg en dag at trævle deres helt nye gulvtæppe op. Jeg var uden tvivl en pestilens. Og jeg er sikker på, det var ensomheden, som fik mig til at bede til gud om en bror eller søster.

Der var derfor ikke noget at sige til, at jeg strålede, da jeg under spisebordet fortalte nabopigen om min fremtid som storesøster.

Problemet var bare, at det ikke passede. Det var ønsketænkning.

Læs også: Rikke mistede begge sine forældre indenfor en måned

Min mor var ikke gravid.

Til gengæld følte begge mine forældre, at de var i lykkelige omstændigheder på en anden måde. For dem var vores toværelses lejlighed på Bredagervej i Kastrup nærmest som at vinde i lotteriet. Indtil da havde vi boet i mine oldeforældres vaskehus. Det var ikke ligefrem de bedste rammer til en lille ny familie, for vaskehuset var så fuld af rotter, at der var gnavet huller i sølvpapiret omkring min fars madpakke hver morgen, og vi måtte sove inde hos mine oldeforældre hver nat, fordi rotterne pilede rundt omkring min vugge.

Mine forældre var derfor lykkelige, da vi fik lejligheden på Bredagervej, takket være lidt hjælp fra den lokale sundhedsplejerske, som ikke mente, vores bolig egnede sig til et lille barn.

  

Forældrene være kærlige og festlige, men de drak begge for meget.

Jeg besøgte min mor på hospitalet – men min lillebror så jeg aldrig

Selv jublede jeg, da jeg blev 5 år, og mine bønner endelig var blevet hørt. Nu skulle jeg være storesøster. For alvor. Denne gang var det ikke løgn.

Jeg fulgte min mors mave nøje under graviditeten. Jeg har nu altid fulgt min mor nøje. Hun har et kæmpe plads i mit hjerte, men jeg har også altid været meget bevidst om, hvordan hun havde det. Om det var en god dag eller en dårlig dag.

Min mor var som sagt meget kærlig. Men hun havde også sit at kæmpe med. Et mindreværd, som jeg er sikker på stammer fra barndommen.

Hendes forældre boede i Grindsted, efter de blev gift. Min morfar var præst og min mormor gik hjemme. Det var oplagt, at de skulle have børn. Men min mormor kunne ikke blive gravid. Hvad der præcist skete efterfølgende, ved jeg ikke. Men jeg ved, hvad jeg har fået fortalt: Min morfar var tit i København, og en dag havde han noget med hjem. En lille forældreløs pige, som han havde hentet på et børnehjem. Det var min mor. Nu fik hun et par kærlige forældre og et trygt barndomshjem. Det var jo en dejlig historie. Men da hun var 7 år, skete der noget uventet. Hun fik en lillesøster. Hendes forældre fik et biologisk barn. Hvor min mor tidligere bare havde været deres barn, så var hun nu adoptivbarnet. Det sad dybt i hende, selv om jeg ikke tror, der bevidst blev gjort forskel.

Hun havde en følelse af at være mindre værd end sin søster. Det blev ikke meget bedre, da de voksede op. Hvor søsteren blev sygeplejerske og gift med en overlæge, gjorde min mor rent og giftede sig med en lagerarbejder. Man kan næsten se stemplet.

Læs også: Et år efter Vild med Dans:Astrid Krag har født en lille søn

Min mor elskede min far og havde et godt liv på Amager med sin lille familie og en stor omgangskreds, som hun altid forkælede, når de kom på besøg. Hun var en fantastiske værtinde, når hun var på toppen. Der manglede ikke noget, og mine forældre holdt mange fester. Min mor kunne være en meget sprudlende dame. Hun så også altid fantastisk ud, når hun gik ned af Amagerbrogade med perfekt hår, læbestift og små spadseredragter, som sad helt rigtigt på hendes slanke krop.

Anne-Marie med sin elskede far til jul.

Fik nervepiller, mens hun var gravid

Men inde bag det hele lå der en smerte, som jeg mærkede, selv om jeg var for lille til at forstå den. Smerten gjorde, at min mor i perioder tog nervepiller. Det gjorde hun også under sin anden graviditet. Om det var pillerne, som var skyld i tragedien, ved jeg ikke. Men jeg har det på fornemmelse.

Min lillebror blev født den 13. april 1968. I tarotsættet er han Døden.

Jeg var oppe og besøge min mor på hospitalet. Men min lillebror så jeg aldrig. Han var deform og døde under fødslen.

Dengang fik man ikke tilbudt psykologhjælp og den slags. I det hele taget var der ingen, der talte om det. Heller ikke med min mor. Selv hørte jeg uhyggelige historier om, at dødsfødte børn blev brugt på sæbefabrikkerne, og det gjorde ikke ligefrem chokket mindre.

Min far levede lynhurtigt videre, som om intet var sket. Han gik på arbejde, til fodbold og var videre. Min mor forandrede sig efterfølgende. Jeg hørte hende tale om, at det var indianere, der havde taget hendes barn, og jeg lagde mærke til, at hun drak mere. Men hvordan hun havde det, blev der aldrig talt om. Sorgen blev gemt væk.

Først 14 år efter fandt jeg en dag min mor grædende hjemme i køkkenet. I lejligheden ovenpå var der konfirmation for familiens datter. Min mor kiggede på mig og sagde: Nu ville din lillebror også være blevet konfirmeret.

Selv er jeg ikke i tvivl om, at min brors død satte noget i gang hos mig. Tit bliver jeg spurgt, hvem det er, jeg kommunikerer med på den anden side, når jeg arbejder som clairvoyant. Det kan ingen selvfølgelig svare sikkert på. Men jeg har en klar fornemmelse af, at min bror er en del af svaret.

Læs også: Mand forlader hospice efter behandling med cannabis

Jeg var 6 år, da jeg mistede ham. Men selv om han ikke var der, talte jeg med ham. Nogle gange gjorde jeg det højt. Andre gange lydløst i min bevidsthed. Jeg talte med ham om stort og småt. Forklarede ham om min skole og sagde, at han også skulle gå der, hvis han havde været i live. Egentligt følte jeg ikke, der var noget mærkeligt ved vores samtaler, selv om den ene part var død. Jeg følte, han var der. Han lyttede og hjalp. Selv om jeg aldrig har set min bror, føler jeg stadig et meget stærkt bånd til ham. I min verden, er der ingen tvivl om, at han har været med mig hele vejen.

Anne-Maries forældre var lykkelige, da de kunne flytte ind på Bredagervej i Kastrup med deres 2-årige datter. Indtil da havde de boet i et vaskehus fuld af rotter.

Fandt de hemmelige breve

Det berørte mig derfor voldsomt, da jeg mere end 40 år efter hans død fandt nogle breve, min mor havde skrevet til ham. Ligesom jeg fandt dråber af hans blod, hun havde gemt. Det føltes kæmpestort. Også selv om jeg på det tidspunkt stod med en helt anden sorg. Mere om den senere.

Jeg tror, at jeg er født med mange af mine clairvoyante evner. Andre har jeg fået i min tidlige barndom. Faktisk så tidlig, at jeg ikke selv husker det, men jeg har fået historien fortalt af min mor.

Jeg var et lille skravl, da jeg blev født. En lille bitte pige, som kom til verden en måned for tidlig. Min mor må have været usikker på det hele, da de kom hjem med mig i vaskehuset ved siden af mine oldeforældre, hvor hun måtte jage rotterne væk fra min barnevogn.

Hendes usikkerhed blev til rædsel en dag, hvor jeg var omkring 6 måneder. Min far var taget på arbejde, og hun var alene med mig. Pludselig gik jeg i feberkrampe. Min lille krop rystede voldsomt, og jeg forsvandt helt ud af bevidsthed. Min stakkels mor styrtede ind til min oldemor med mig i favnen, og der blev tilkaldt en ambulance, som kom med fuld udrykning. På det tidspunkt var min krop helt blå og livsløs, og min mor har fortalt mig, at hun faktisk havde taget afsked med mig mentalt.

Heldigvis blev jeg reddet. Men jeg havde været langt væk og svævet mellem liv og død. Det er min teori, at jeg i netop det afgørende øjeblik fik åbnet op for noget til den anden verden. Feber giver som bekendt en anden bevidsthed. De fleste kender fra deres egen krop, at de under høj feber får tanker og indsigter, som de normalt ikke har. Jeg tror den dødelige feberkrampe gav mig den forbindelse, som hjælper mig i dag.

Som barn anede jeg selvfølgelig ikke noget om mine evner. Det var slet ikke noget, jeg tænkte over. Det var først, da jeg blev 14 år, at mine evner begyndte at vise sig. Der var her, jeg oplevede noget så voldsomt, at jeg fuld af rædsel skreg på min mor.

Læs også: Højgravid på første date

Læs tredje del af Anne-Marie Østersøs fascinerende livshistorie i Ude og Hjemme nr. 48, som er på gaden den 25. november.

Du kan enten læse den i Ude og Hjemme afsnit for afsnit hver uge eller købe hele historien samlet i bogen Clairvoyanten, hvor Anne-Marie desuden vil hjælpe dig med at udvikle dine egne clairvoyante evner.