Tre venner var ved at brænde ihjel: Nu overrækker de heltemedalje til Mathias
De har kredset om det i tre måneder; Jonas, Jonas og Michael. Det er første gang, de alle er sammen siden ulykken den sommeraften, der kunne have været deres sidste. Men denne blæsende eftermiddag skal det være: De skal have sagt tak for livet til deres redningsmand.
En lun aften i august var de tre venner på vej hjem, da en modkørende bilist krydsede ind i deres bane og forårsagede et frontalt sammenstød. Heldigvis kørte 22-årige Mathias Nielsen bagved og så det hele. Han nåede lige at undvige og skyndte sig at ringe 112, hvorpå han fik de tre unge mænd ud af den smadrede bil, hvor flammerne var begyndt at stå op fra kølerhjelmen. Få sekunder efter lød der et brag, og hele bilen stod i flammer. Havde Mathias ikke reageret så hurtigt, kunne de tre unge mænd have mistet livet.
LÆS OGSÅ: Mathias satte livet på spil: Jeg kunne ikke lade dem brænde ihjel
En medalje som tak
Der er en lidt akavet stemning i den lille stue i Nykøbing F., hvor de fire unge mænd er samlet omkring spisebordet med kolde colaer og småkager fra køkkenskabet. For hvordan siger man egentlig tak, når en kammerat har reddet ens liv?
– Det er ligesom ikke rigtig nok bare at sige tak, når nogen har reddet ens liv, siger 19-årige Michael Tofig, der sad på passagersædet den aften.
Derfor har de kontaktet Ude og Hjemme for at få hjælp til at takke Mathias Nielsen for den heltemodige indsats, der kunne have kostet ham selv livet. På vegne af de tre overrækker Jonas Kronberg Ude og Hjemmes medalje for god og uselvisk indsats. Med medaljen følger også 1.000 kroner. Selv om det stadig er svært at finde de rigtige ord, får de tre endelig vist, hvor meget de værdsætter, at Mathias som den eneste greb ind og fik dem ud af den brændende bil og i sikkerhed.
– Vi kender jo hinanden gennem arbejde og fælles venner, så vi ses jo og har både givet krammere og sagt tak. Men det har alligevel ikke helt været nok. Så det er rart, at vi kan være sammen alle fire og få sagt ordenligt tak, siger 21-årige Jonas Kronberg.
LÆS OGSÅ: Militærhunden Lucca mistede et ben på mission: Hæder til heltehund
Får snakket om ulykken
Der er enighed om, at det er godt endelig at få set hinanden i øjnene og få snakket om, hvad der egentlig skete ved ulykken. Ikke mindst for Jonas Knudsen, der er flyttet til Hillerød og derfor ikke ser de andre til hverdag. Der bliver fremvist ar og delt historier om de lange og smertefulde behandlingsforløb, som Jonas, Jonas og Michael har været igennem de sidste måneder. Men det er også hårdt at skulle gennemleve den traumatiske oplevelse igen.
Særligt Jonas Kronberg har svært ved at høre om det. Han blev hårdest såret med to brækkede ribben, fire blødninger i hjernen, piskesmæld, adskillige læsioner i ansigtet og en skulderskade. Men han kan intet huske.
– Det sidste jeg husker, er, at jeg sidder i Marielyst og hygger mig. Det næste jeg ved, er, at jeg vågner på Rigshospitalet. Alt derimellem er sort, fortæller han.
Da Jonas vågnede på Rigshospitalet, havde han brændemærker på hænderne og forstuvede håndled. Lægerne forstod ikke, hvad der var sket, men et sted dybt i Jonas’ hukommelse har oplevelsen alligevel lagret sig. For da han var ved at komme ud af narkosen, slog han armene ud og greb fat i luften, mens han begyndte at fortælle om, hvordan han fra bagsædet i bilen tog fat i sine kammeraters seler foran sig for at holde dem fast og beskytte dem, da han så den modkørende bil komme imod sig.
Alt det husker han ikke selv noget af. Han husker heller ikke, at han talte om det på hospitalet. Derfor er det svært at forholde sig til. Han ved kun, at han stadig kan pille glasskår ud af sit ansigt indimellem.
Tog tidligt hjem
Heldigvis kan Michael Tofig og Jonas Knudsen huske det meste, og i fællesskab får de stykket erindringer fra ulykken sammen.
De var taget tidligt hjem fra Marielyst, hvor unge falstringer har tradition for at mødes om sommeren, for de skulle tidligt op og på arbejde næste morgen.
– Vi skulle jo bare hjem i seng, da vi ser den her hvide bil køre over i vores vejbane og styre direkte mod os. Så lyder der et brag, og det næste jeg husker, er, at jeg forsøger at komme ud af bilen. Men min ryg er brækket, og jeg knækker sammen, fortæller Michael Tofig. Han punkterede desuden en lunge og brækkede en finger i ulykken, og han er stadig sygemeldt.
20-årige Jonas Knudsen, der kørte bilen, brækkede også ryggen, fik ødelagt skulderen og fik klemt tarmene over af sikkerhedsselen, så han mistede en masse blod og måtte flere gange på operationsbordet.
– Jeg fik 34 clips i maven, fortæller han til kammeraternes forfærdelse.
Var i chok
Den sommeraften gik alting hurtigt. Undtaget ambulancerne, der først ankom efter, hvad der føles som en evighed.
– Jonas kom selvfølgelig med den første, men bagefter lå vi der virkelig længe. Jeg kunne slet ikke mærke noget, husker Jonas Knudsen.
Imens forsøgte Mathias at få dem til at ligge stille og i aflåst sideleje, som han havde lært på et førstehjælpskursus.
– Det var ikke så let, for betjentene ville have dem til at ligge på maven, og de selv ville slet ikke høre efter. De var jo nok i chok, siger Mathias.
– Jeg kan bare huske, at jeg var rasende og ville rejse mig for at komme efter ham, der var kørt ind i os. Men politiet blev ved med at sige, jeg skulle blive liggende, husker Michael.
Mathias genkendte ingen af de tre forulykkede under ulykken, og ingen af dem genkendte ham.
– Jonas (Kronberg red.) havde blod og glasskår i hele ansigtet, så selv om vi har arbejdet sammen i tre år, anede jeg ikke, at det var ham. Ret underligt at tænke på, siger Mathias.
– Jeg fandt først ud af, at det var Mathias, et par dage senere. Jeg havde så mange smerter, så jeg opfattede nok ikke så meget, siger Michael.
LÆS OGSÅ: Mistede sit ene barn i bilulykke: Nu kan jeg se fremad
Godt at få talt
Mathias er glad for, at kammeraterne har samlet flokken for at få sagt tak og give ham Ude og Hjemmes medalje.
– Jeg er allermest glad for, at jeg hjalp dem. Ellers havde jeg ikke kunnet leve med mig selv, siger han.
Men det har været svært at snakke om ulykken, og han er påvirket af den voldsomme oplevelse. Han har stadig mareridt om ulykken, hvor han ser Jonas Kronbergs blødende ansigt for sig, og han synes, det er rart at få snakket hændelsen igennem.
– I starten havde vi nok ikke så meget lyst til at snakke om det, men nu er jeg superglad for, at vi kunne mødes, og jeg er rigtig glad for medaljen. Men jeg ved jo godt, at de er taknemmelige, siger Mathias.
