Trods 37 års aldersforskel: Vi elsker hinanden

Der er 37 års forskel på danske Thomas og Marguarita fra Senegal, men det betyder intet for det forelskede par, som blev gift en uge efter deres første møde, og som nu har en søn på fem måneder og drømmer om endnu et barn.

Øjnene lyver aldrig. Og når øjnene på den 64-årige dansker Thomas og hans 27-årige afrikanske hustru, Marguarita, mødes, stråler de af kærlighed. Til hinanden og til deres lille søn, Leonard.

Deres historie er mildt sagt usædvanlig og viser, at kærligheden er tonedøv, farveblind, uden stedsans og elendig til at regne. For når lynet slår ned, når to sjæle kobles sammen, når to øjne opsluges af hinanden, så er alt andet tindrende ligegyldigt.

For Thomas og Margo – som er Marguaritas kælenavn – skete det en julidag for to år siden.

Læs mere: Han er 52 og hun er 24: Vi er ligeglade med fordomme

Kvinden fra Senegal

Den pensionerede skolelærer, kørelærer og journalist Thomas Wiltrup havde fire måneder før siddet på den lokale bar ved sit sydfranske vinterdomicil sammen med sin gode engelske nabo, da han modtog en uventet venneanmodning på Facebook. Den kom fra en ung kvinde fra Senegal.

– Jeg troede først, at det var fra en falsk profil, der ville lokke penge fra en 60-årig nordbo, men så opdagede jeg, at vi havde en fælles Facebook-ven.

Kontakt via Facebook

Vennen er en fransk guitarist i det rockband, som Thomas spillede i, og den ukendte unge kvinde hed Marguarita Faye.

Hun ville gerne i kontakt med den franske guitarists forældre for at takke dem for, at de havde ladet hende bo hos dem i to måneder, mens hun var i Frankrig for at få foretaget en livsnødvendig hjerteoperation, som man ikke kunne udføre i hendes hjemland.

Læs mere: Kærlighed med 28 års aldersforskel - kærlighed har ingen alder

I Afrika havde Marguarita fået en sygdom på sin ene hjerteklap, og blev den ikke behandlet, ville hun dø. Men landsbyens spanske nonnekloster skaffede midlerne til den livsvigtige operation, som fandt sted i efteråret 2007.

Nu havde Marguarita mistet kontakten til familien og rakte hånden ud til den ukendte dansker, som var ven med sønnen.

Blev inviteret på ferie som tak

Thomas hjalp med at etablere kontakt, og så kunne historien i realiteten være sluttet her, hvis Amor ikke havde spændt buen og affyret adskillige pile.

– Der var noget, der var anderledes ved denne unge kvinde. Hun var ikke insisterende, og hun skrev intet om penge.

– Hun svarede som tak, at jeg, hvis jeg havde lyst, var velkommen til at komme på ferie og lære hendes land at kende. Hendes forældre havde fortalt, at jeg kunne bo der, lige så længe jeg ville. Så jeg tænkte mig om. Jeg havde ingen planer for den sommer, og det lød spændende, så en måned senere var flybilletten til Senegal bestilt.

Det skulle gå helt anderledes

Thomas Wiltrup ville egentlig bare bruge sin ferie på at skrive en artikel om det katolske mindretal, som Marguaritas familie tilhører midt i det muslimske Senegal.

Men det skulle gå helt anderledes, da han landede i lufthavnen i Dakar den 12. juni 2017.

Læs mere: Kærlighed ved allerførste blik: Forelskede sig i en 35 år ældre mand

Tiden stod stille

– Det var den mest støvede lufthavn, jeg nogensinde havde set, alt var gulbrunt eller gråt, mest gulbrunt, for passaten sander alt til.

– Men da jeg havde fået min bagage, så jeg midt i alt det gulbrune en smuk, slank kvinde, som kom gående imod mig med en smuk rød kjole på.

– Det var, som om der intet andet var i Dakar denne tirsdag eftermiddag i juni. Hun var ét stort smil. Og jeg tror, jeg blev forelsket i samme sekund, jeg så hende, for mit hjerte bankede hurtigere end nogensinde før, husker Thomas.

Sammen fandt de den gamle, miserable bil, som Marguarita og hendes fætter havde lånt til at hente deres gæst i, og da de to satte sig på bagsædet, tog hun hans hånd og sagde ”Merci”, der er fransk og betyder tak!

Margo mindes også det første møde med varme:

– Jeg var så lykkelig for at se Thomas. Min familie havde sagt: ”Han lyver sikkert. Han kommer nok slet ikke”. Men jeg bad til Gud om, at Thomas skulle komme, og da jeg så hans ansigt, kunne jeg med det samme se, at han var et ærligt og venligt menneske. Vi kunne lide hinanden fra det øjeblik, vi så hinanden.

Boede i landsby

Den lille landsby Sangué ligger 10 kilometer syd for den store by Thiès, 60 kilometer øst for Dakar. Fra landevejen drejer man ind ad et spor i sandet og kører to kilometer gennem landsbyen.

– Da vi ankom ad støvede veje, løb en masse børn fra landsbyen bilen i møde, og voksne nysgerrige kiggede op fra de tæpper, som de sad på i sandet.

En mand og en kvinde bød os velkommen. Han på fransk, hun på et sprog, jeg ikke kendte. Og ret hurtigt fik jeg også en iskold bajer i hånden fra det nationale bryggeri Gazelle Beer, fortæller Thomas.

Om aftenen fik han anvist Marguaritas værelse. Her skulle han sove under sit to uger lange ophold, mens hans værtinde skulle overnatte i værelset ved siden af sammen med sin svigerinde og svigerindens børn.

– Jeg følte mig fra første sekund velkommen og hjemme i dette støvede udsted, hvor alt var så fint, hvor kvinderne hver morgen fejer sandet i fine mønstre, hvor alle bekymrer sig om hinanden, hvor alt går roligt, og hvor man har tid til hinanden.

Friede tredje dag

På den anden dag kyssede Thomas og Margo hinanden i hemmelighed, for i Senegal, som i andre muslimske lande, viser man ikke kærlighed offentligt.

Den tredje nat bankede Margo forsigtigt på hans dør, og de tilbragte en dejlig nat sammen. Det gentog sig natten efter, hvor Margo fortalte, at hun gerne ville have et barn med Thomas.

Hun fik tårer i øjnene, da Thomas spurgte: Vil du gifte dig med mig? Der var intet, Margo hellere ville.

– Nu var vi forlovede. Tre døgn efter vort første møde. Jeg spurgte, om hun ville rejse med til Europa og bo sammen med mig. Hendes svar smeltede mit hjerte: ”Det vigtigste for mig er, at vi kan være sammen hele livet. Hvor henne er ligegyldigt – bare vi kan være sammen…

– Pludselig gik det op for mig, at min tur til Senegal havde fået en helt anden dagsorden. Jeg skulle giftes med Marguarita. Med det samme. For jeg skulle snart hjem igen, og hvis hun skulle have en jordisk chance for at få et visum til Tyskland, skulle vi først være gift.

Nødder, bolsjer og et hjerte i guld

Marguarita fortalte Thomas om de lokale traditioner. For at blive gift med hende skulle han gå til hendes fars lillebror, Camil, og bede ham om lov, hvorefter broderen ville konferere med Margos forældre.

Thomas skulle også give Camil fem kilo colanødder og fem kilo pebermyntebolsjer, som senere skulle deles ud blandt landsbyens beboere. Og han skulle fremvise en gave, som han havde givet til sin kommende brud.

Det var den lille hjertehalskæde i guld, som han allerede havde købt til hende i gave i Frankrig. Herefter lå parrets skæbne i hænderne på Camil.

Heldigvis indvilligede familien, så Thomas drog til markedet i byen og kom tilbage med colanødder og bolsjer, parret fik ja til ægteskab og blev gift på det lokale rådhus. Alle var glade, der blev festet og danset, og der blev bestilt et orkester til at spille i to dage midt på gårdspladsen.

Intet er kompliceret

Thomas og Marguarita fik nu lov til at overnatte sammen, indtil han skulle hjem.

– Jeg blev forelsket i Margos umiddelbarhed. Med og hos hende er intet kompliceret, intet fordømmende, intet undrende, men bare nærvær og hengivenhed. Og så er hun smuk og god, smiler Thomas.

Efter trekvart år fik Margo endelig sit visum og efter et år sin opholdstilladelse til Tyskland, hvor parret i dag har folkeregisteradresse. Men en stor del af året bor de enten i Thomas’ hus i Sydfrankrig eller på campingpladsen ved Henne Strand eller i Senegal.

En gammel far

Siden mødet for godt to år siden er familien nu også blevet forøget med den fem måneder gamle søn, Leonard.  

Thomas har tre voksne børn på 39, 34 og 27 år fra sit første ægteskab, og han nyder i en høj alder som pensionist at kunne være en nærværende far.

– Da jeg fik mine første børn, havde jeg både job som lærer og drev min egen køreskole. Så jeg nåede lige at komme hjem fra skole, inden jeg tog på arbejde igen, og mine børn og familie led naturligvis over, at jeg aldrig var hjemme.

– Nu kan jeg være sammen med min søn og hustru døgnet rundt, og jeg er helt bevidst om, at der også er en pris at betale, fordi jeg er så gammel, som jeg er. Jeg tænker meget på min alder og på, at min søn tidligere end andre børn vil miste sin far. Det er synd for ham, men det kan vi ikke lave om på. Jeg kan ikke skrue tiden 20 år tilbage. Der er så meget, som jeg ikke kommer til at opleve, men så må jeg sidde oppe på en sky og kigge på. Heldigvis er jeg frisk og rask. Jeg er stadig en stor drengerøv, og Margo og jeg tænker aldrig på aldersforskellen på 37 år.

– Hvis Margos hjerte kan klare det, vil vi gerne have endnu et barn, men vi overvejer også at adoptere svigerindens fire år gamle søn. Den slags er normalt i Senegal.

Møder fordomme

Thomas håber, at parrets fremtid bliver i Tyskland, når lille Leonard og måske endnu et barn skal starte i børnehave og senere skole. Ikke i Danmark, hvor han frygter, at Leonard vil blive udsat for racisme og fordomme.

– Det er klart her i Danmark, at vi har oplevet størst forundring over vores forhold, og hvor mange kigger og snakker, mens de virker forargede over, at en gammel mand er sammen med en ung, smuk kvinde.

– Det rager heldigvis både Margo og mig en papand, men vi har tydeligt mærket, at man er mere tolerante i både Tyskland og Frankrig. Og i Senegal er de allermest åbne over for andre kulturer. Jeg har aldrig oplevet så fordomsfrit et folk. Når man ingen fordomme har, er kærligheden medfødt. Så er alt muligt.