Tvillinger født 17 uger for tidligt: De vejede 953 gram tilsammen

Trine frygtede, at hun aldrig ville få sine to børn med hjem fra sygehuset. I dag er hun mor til to glade børnehavebørn.

40-årige Trine havde altid drømt om at blive mor. Men årene gik, og den norske kvinde fandt aldrig netop den mand, som kunne blive far til ønskebarnet. Derfor besluttede hun at tage til Danmark, hvor enlige kvinder som bekendt har mulighed for at få hjælp til at blive gravide.

Fuld af håb og med en pæn opsparing på kontoen til at betale for behandlingen mødte hun op på StorkKlinik i København. Og efter tredje forsøg var der gode nyheder: Trine Hogstad var gravid. Og ikke nok med det: Hun skulle være mor til to.
Trine var selvfølgelig lykkelig, og hun nød graviditeten. 

På lægens anbefaling gik hun på tidlig barsel i graviditetens uge 21, og da hun havde sidste dag på jobbet, så hun frem til at slappe af derhjemme og forberede sig i den sidste halvdel af graviditeten.

Men sådan kom det ikke til at gå. Samme aften ændrede alt sig. Den ene tvillings fostervand gik pludselig.

Læs også: Michelle måtte føde 13 uger for tidligt

953 gram tilsammen

– Jeg blev indlagt og fik streng besked på at røre mig så lidt som muligt. Jeg fik også at vide, at der ikke ville blive gjort noget forsøg på at redde mine børn, hvis fødslen gik i gang før uge 23. Og hvis det skete så tidligt, ville det sandsynligvis ikke gå godt, siger Trine, som blev overflyttet til Ullevål Sygehus i Oslo, da hun var i uge 23.

Dagen efter ville tvillingerne ikke vente mere. 

Hele 17 uger før termin kom først Ada til verden. Hun vejede 495 gram, mens hendes tvillingebror, Jesper, lod vente på sig. 10 timer senere kom han – med en vægt på 575 gram. I løbet af kort tid tabte søskendeparret sig endda, så de tilsammen vejede bare 953 gram. Med den vægt er de nogle af de mindste tvillinger, der har overlevet i Norge.

Læs også: Silas' mor har ALS: Jeg håber på et mirakel 

Dårlig samvittighed

For overleve – det gjorde de. Også selv om den dybt bekymrede mor ikke kunne få løfte om, at hun også ville få sine to børn med hjem. Hun var selvfølgelig taknemmelig for, at lægerne gjorde alt, hvad de kunne for at redde de små, men samtidig var hun fuld af sorg og dårlig samvittighed over, hvor meget hendes to børn skulle lægge krop til.

– Jeg tænkte meget på alle de smertefulde behandlinger, de var igennem, hvad enten det var blodprøver eller egentlige operationer. Samtidig spekulerede jeg også på, om alle de lidelser var det hele værd, bare fordi jeg ønskede mig et barn. Men jeg ville jo aldrig nogensinde undvære mine børn.

Læs også: Trine-Lise fødte sine børn alt for tidligt: Jeg har stadig fire børn

Benhård start på livet

Tvillingerne var igennem ufatteligt meget. I de første måneder blev de opereret 15 gange i alt. Blandt andet skulle Ada igennem en øjenoperation for at redde sit syn. Og Jespers luftrør klappede sammen, så han skulle i respirator. 

Først da han var tre måneder, fik han trakeotomi, så han selv kunne trække vejret gennem et rør i halsen og dermed slap for slangen i næsen. Det var en stor fremgang. Men han skulle alligevel blive 1½ år, før han fik mulighed for at lave lyde med sin egen stemme.

Den benhårde start på livet kan dog umiddelbart være svær at se på de nu 3-årige børn, som løber glade rundt i stuen og klarer sig over al forventning.De kæmper lidt med motorikken og trives bedst, når de skærmes for alt for meget støj og for mange nye indtryk. Men ellers skiller de sig ikke voldsomt ud fra deres jævnaldrende.

– Nu handler det om at få styr på motorikken. De halter også lidt bagefter, når det gælder sproget, men det er begyndt at gå meget bedre, efter de også har lært at bruge tegn til at kommunikere med, siger Trine, som også sender mange varme tanker til personalet i tvillingernes børnehave.

Læs også: Ingrid Wall om tabet af sin datter: Kim lever videre i os alle 

Mange udfordringer

Selv om Trine generelt føler sig ekstremt heldig, lægger hun ikke skjul på, at hendes rolle som mor har ændret hendes tilværelse totalt. 

Det er uhyre krævende at være enlig mor til to børn med så specielle behov. Ikke mindst fordi Jesper skal være under opsyn døgnet rundt. Hvis hans rør i halsen falder ud eller stoppes til med slim, haster det med at skabe frie luftveje, så han ikke bliver kvalt. Der ligger et tungt ansvar på Trines skuldre. Men hun har efterhånden vænnet sig til at bære det.

– Jeg troede aldrig, jeg skulle rejse mig igen, efter jeg i et år havde fulgt tvillingers kamp for endelig at blive udskrevet fra sygehuset. De første to år snakkede jeg nærmest kun med sundhedspersonale, siger Trine, som ikke forventer at komme tilbage på job foreløbig. 

Alle hendes vågne timer går med at passe børnene og søge den hjælp, de har brug for. Det kan være lidt af en kamp i et system, der til tider kan være svært at gennemskue for den hårdtprøvede mor.

Ved siden af hverdagens udfordringer kæmper Trine også med noget andet: Indeni har hun stadig en stor sorg over, at både hendes graviditet og tiden som nybagt mor blev så dramatisk og angstfuldt.

– Der er så meget, som jeg ville ønske havde været anderledes.

Læs også: Jeans hjerte stoppede med at fungere: Jeg ville ikke dø fra mine børn

Møder fordomme

For Trine kan det også være svært at tale åbent om sit hårde liv uden at blive mødt af fordomme. Hun valgte jo selv at få børn uden en mand. Og så kan man ikke tillade sig klage, er der nogle, der mener.

– Det er sårende at høre, at jeg ikke kan forvente, at nogen stiller op og hjælper, når jeg nu valgte at få barn alene, siger Trine, som dog aldrig har fortrudt sin beslutning om at rejse til Danmark for at blive gravid på fertilitetsklinikken. 

Men hun understreger dog, at man skal tænke sig rigtig godt om, hvis man står alene med et stort ønske om at blive mor. Det er jo ingen selvfølge at få et sundt og raskt barn.

– Jeg ved, jeg har været heldig. Mine børn overlevede. Og jeg hører tit: ”De klarer sig godt”. Og så følger også ofte også bisætningen: ”Af at være født så tidligt …”

Læs også: Født alt for tidligt: Jeg troede, min datter var død