Tvillingerne reagerede med det samme: Mor var helt blå

Når de niårige tvillinger, Stella og Christian, fortæller om den eftermiddag hjemme i stuen sidste år, gør de det med fine, spinkle stemmer og en skarp hukommelse.

Christian husker, at de skulle have haft kyllingelår med pomfritter samme aften. Og han husker, hvordan han sad i stuen og spillede Fortnite på sin ipad, da han spurgte sin mor om noget.

Tvillingerne var vant til at spørge deres mor, Jane Høgsdal, om alt. Og de var vant til, at hun var lige i nærheden. Jane havde nemlig fået dem alene med hjælp fra en donor, og hun var derfor den eneste til at besvare spørgsmål som forældre. Og den eneste til at være lige i nærheden.

Det havde den 47-årige politiassistent altid været, og de tre var en stærk lille familie hjemme i lejligheden på Frederiksberg. Men den eftermiddag svarede Jane pludselig ikke, da Christian stillede sit spørgsmål midt i Fortnite-spillet. Derfor drejede han hovedet og kiggede hen på hende i sofaen. Det syn glemmer han nok aldrig.

Mor var helt blå og havde skum ud af munden

– Mor sad og hang i det ene hjørne. Hun var helt blå, og der var skum ud af munden på hende. Hendes øjne var også helt røde, siger Christian, som straks kaldte på sin søster.

Ingen ved nok, hvordan man selv vil reagere, hvis man pludselig stod med en livløs person. Om man vil holde hovedet koldt og gøre noget. Eller om man vil forstene i panik.

De otteårige tvillinger handlede. Og de gjorde det både klogt og hurtigt.

Håbede mor ville vågne

Stella løb hen til sin mor og gav hende tre lussinger.

– Jeg gjorde det, fordi jeg håbede, hun ville vågne, fortæller Stella.

Men Jane vågnede ikke. Hun var helt væk, så Christian greb hendes telefon og ringede til det sidste nummer, hun havde været i forbindelse med. Det var tilfældigvis hans legekammerats mor, Anne-Mari.

– Vi kan ikke vække mor, sagde Christian, mens Stella var begyndt at græde i baggrunden.

Læs også: Ida faldt om med hjertestop midt i idrætstimen

Ringede 112 og kastede sig på sin cykel

Anne-Mari kunne straks høre, at noget var helt galt. Samtidig huskede hun den samtale, hun netop havde haft med Jane. Godt nok skulle de bare arrangere en legeaftale mellem deres børn, men Jane havde kort nævnt, at hun havde det lidt dårligt: – Som om jeg har spist alt for mange kanelgifler, som hun beskrev det.

Anne-Mari var ikke tvivl om, at det her var mere alvorligt end for mange kanelgifler, så hun sagde til Christian, at de skulle hente hjælp i opgangen. Straks efter ringede hun 112, og så kastede hun sig på sin cyklede kørte mod Jane og børnene.

Imens løb Christian op ad trappen til anden sal, hvor parret, Julie og Benjamin, boede.

Desperate bank på døren

Benjamin var netop kommet hjem fra arbejde og havde sat sig i sofaen med en kop kaffe, da der lød bank på døren. Det var ikke almindelige bank. Det var desperate bank.

Synet af Christian foran døren sagde alt.

– Han så helt forkert ud i hovedet, huskede Julie, som styrtede med ham ned til deres lejlighed.

Benjamin kom efter, så snart han havde ringet 112, og da de så Jane i sofaen, var de ikke i tvivl om, at det her var et spørgsmål om minutter.

Kæmpede for børnene

Fra sin tid i forsvaret og fra et hjerteredder-kursus få måneder inden, vidste Benjamin heldigvis præcis, hvad han skulle gøre. At han skulle give Jane indblæsninger i munden og få hende ned på gulvet og give hjertemassage.

Så det gjorde han. Af alle kræfter kæmpede Benjamin for Janes der midt på stuegulvet.

– Det var børnene, jeg tænkte på hele tiden. Jeg kendte dem og deres situation, og jeg tænkte, hvilket liv de ville få, hvis det her ikke gik godt, siger han.

Læs også: William holdes kunstigt i live: 10 år i respirator

Forsøgte at skåne børnene

Alle havde pludselig en rolle den dag. Mens Benjamin prøvede at få gang i Janes hjerte, prøvede Julie at skåne børnene sammen med Ann-Mari, der var ankommet på cykel. De to kvinder tog tvillingerne med op i lejligheden ovenpå, hvor de forsøgte at indgyde dem mod.

– Nu er Falckredderne her, og de er superhelte. De har styr på det her, forklarede de tvillingerne, som reagerede på hver sin måde. Stella græd og rystede, Christian løb hele tiden hen til vinduet for at holde øje med ambulancen, hjerteambulancen og politibilen, som også kom til.

Ville ikke kramme mor

Deres verden var vendt på hovedet på et øjeblik. Og selv om redderne til sidst fik gang i deres mors hjerte efter flere stød, kom der til at gå lang tid, inden Jane lignede den mor, de kendte.

Børnene husker tydeligt første gang, de skulle besøge hende på hospitalet.

– Jeg turde ikke gå hen og kramme hende, siger Stella og fortsætter: – Jeg stod bare og kiggede på hende gennem nogle riller ved sengen. Hun havde en hel masse slanger over det hele, og sådan et stort rør ned i halsen.

Hygge hos mormor og morfar

Christian havde heller ikke lyst til at give sin mor et kram den dag. For det hele var lidt for uhyggeligt. Men han husker også alt det hyggelige. Børnene flyttede nemlig med deres marsvin hjem til mormor og morfar, og i de uger blev hverken sukkerpolitik eller skærm-regler håndhævet.

– Vi fik en hel masse slik, og vi fik tit spaghetti med kødsovs. Vi blev virkelig forkælede, siger Christian, som ikke havde problemer med appetitten. Det havde hans søster derimod.

– Stella kunne ikke spise noget i tre dage, husker han.

Christians reaktion kom senere

Børn reagerer forskelligt. Det kunne godt være, at Christian spiste spaghetti uden problemer. Men den traumatiske oplevelse hjemme i stuen havde selvfølgelig sat sig. Reaktionen kom bare først senere.

– I starten havde jeg det fint nok, så begyndte jeg at blive ked af det. Jeg fik alle mulige mærkelige tanker om, at der skulle ske noget med mig selv, fortæller Christian, som fik hjælp af en psykolog, og som siden jul har været sig selv igen.

Ville gå igen

For Jane tog det nogen tid at komme på benene. Da hun vågnede i en hospitalsseng efter hjertestoppet, kunne hun hverken tale eller spise. Hun kunne heller ikke gå, og lægerne mente ikke, hun kunne være sikker på overhovedet at komme til at gå igen.

Heldigvis er Jane en kvinde, der er svær at slå ud. Selv når hun ligger til tælling i en hospitalsseng.

– Jeg tænkte: De kan sige, hvad de vil. Jeg kommer til at gå igen.

Den beslutning holdt Jane fast i. Det tog godt nok sin tid. Men ved hjælp af små, næsten usynlige daglige fremskridt, lykkedes det hende at komme op at gå efter godt tre måneder.

Hjemme hos børnene igen

Hun blev også udskrevet efter tre måneder, så hun kunne komme hjem til børnene, og i dag er hun også tilbage på arbejde. Dog ikke fuld tid. Hun skruer langsomt op for arbejdstimernes antal, for det hele skal helst foregå i det rette tempo.

Har kun været bekymret for børnene

Janes sind er dog det samme som altid. Selv om det tog tid at indse, at hun faktisk havde været død, knækkede den oplysning hende aldrig.

– Jeg har hele tiden haft det godt mentalt, og jeg har på intet tidspunkt siden været bekymret for mig selv eller mit eget helbred. Men jeg har været nervøs for, hvordan det skulle påvirke mine børn. De har jo oplevet det allerværste. Og jeg kunne ikke hjælpe dem. Det har været svært at tænke på, siger Jane.

Taknemmelig over støtten til børnene

Mest af alt, er hun dog taknemmelig. Både over at det gik så godt og over, at børnene hele tiden har været i så gode hænder. Først hjemme i opgangen under hjertestoppet, dernæst hjemme hos mormor og morfar i tiden efter. For øvrigt også i deres klasse, hvor de har talt meget om situationen, og hvor eleverne samlede ind til gaver til tvillingerne. Christian kan derfor begejstret fortælle om den mappe med Fornite-kort, som han modtog. Og Stella kan med et smil fortælle om gaven med en kjole og en taske.

– Og noget, man kan lave slim af, tilføjer hun.

Historien kan vel ikke sluttet bedre end med en rask mor og en gave med slim.

Kender ikke grunden til hjertestoppet

På trods af mange undersøgelser fandt lægerne aldrig forklaring på Janes hjertestop. Hun har nu fået indoperere en icd. Og så bærer hun selvfølgelig rundt på noget helt andet inde ved hjertet.

– Jeg er simpelthen så stolt af min børn. Jeg er så imponeret over, hvor beslutsomt de handlede.

Stella, Cristian, Benjamin, Julie og Ann-Mari er i dag indstillet til prisen som årets Hjerteredder.

Fakta om Årets Hjerteredder

Hvert år hylder Hjerteforeningen modige livreddere, der turde træde til og give livreddende førstehjælp, da et medmenneske faldt om med hjertestop.

Du kan være med til at kåre Årets Hjerteredder ved at afgive din stemme på de tre endeligt indstillede på hjerteforeningen.dk/hjerteredder fra den 21. februar til den 9. marts kl. 12.

Fakta om hjertestop:

Hvert år rammes omkring 4.700 danskere af hjertestop uden for hospital. Det svarer til omkring 13 hver dag.

Hvis ingen træder til med genoplivning, inden ambulancen ankommer, overlever 1 ud af 19.

Hvis et vidne træder til med hjertemassage, inden ambulan cen ankommer, overlever 1 ud af 7.

Hvis personer med hjertestop modtager genoplivning med brug af hjertestarter, inden ambulancen ankommer, overlever næsten 1 ud af 3.