Ude og Hjemmes journalist: Min farfar var unik

Jeg var min farfars eneste barnebarn. Måske var det derfor, han aldrig holdt op med at holde mig i hånden, når vi gik på gaden, selv om jeg til sidst var over 30 år og mor til to. Jeg kan ikke påstå, at jeg var et godt barnebarn. I hvert fald ikke i hans sidste leveår, hvor han var så meget alene, at han hver dag startede sin el-scooter og kørte ned til Helsingør Bycenter. Ikke for at handle. Men i håb om at falde i snak med en eller anden.

Jeg ville ønske, at jeg dengang havde drukket mere aftenkaffe med min farfar. For meget kunne han klare uden at beklage sig. Men han brød sig ikke om at være alene. Han ville helst være to.

Det værste ved at svigte som barnebarn er, at man ikke kan gøre det om.

LÆS OGSÅ: Afdødekontakt - endelig fik jeg sagt farvel til min far

Et særligt håndtryk

I dag kan jeg ikke gøre andet end at fortælle hans historie. Men det vil jeg også gerne, for min farfar var unik. Alene hans håndtryk var noget særligt.

Når han gav hånd, skreg damerne.

– Stop så Hans, jamrede dem, der kendte ham bedst.

Min farfar havde en kæmpe hånd, og huden i håndfladerne var så tyk, at han dårligt kunne strække fingrene eller holde om hanken på en kaffekop. Han slæbte ofte rundt på noget tungt. Og han smilede tilfreds, når han greb fat i cementsække, boremaskiner og små damehænder.

Til sidst forsvandt kraften i hans håndtryk godt nok. Men han forstod aldrig, at han ikke kunne slæbe det samme som før, og det var var nok det, som endte med at koste ham livet for fem år siden. Præcis som min far havde frygtet.

Så muligheder

Min farfar elskede at arbejde. Han byggede massevis af huse fra sokkel til skorsten og startede sine egne vvs-firmaer først i Vancouver i Canada og siden i Stilling i Østjylland. Der var altid fart på. Han gik med så lange og målrettede skridt, at han engang fik tilbudt arbejde af en mand, der så ham komme gående med en benzindunk langs en landevej.

– Jeg kan se, du er en, der kan bestille noget, sagde han.

Det havde han ret i.

Min farfar var ordblind, han kom fra små kår, og som 35-årig mistede han 50 procent af sin hørelse. Men hans øjne kunne se noget, som mange andre ikke kunne. Han kunne se muligheder. Og han var ikke bange for at kaste sig ud i dem, selv om det betød, at familien skulle flytte så tit, at min far skiftede skole ni gange inden sjette klasse. Det er mange gange svært at være den nye dreng i klassen, og jeg ved, at de mange flytninger og eventyr var sjovest for de voksne.

LÆS OGSÅ: Eva anede ikke at hun var blevet farmor: Helt vild af glæde

Farfar var en moderne mand

Min farmor, Henny, var lige så fin og kreativ, som min farfar var bomstærk og handlekraftig. Hun gik med brocher og moderne snit, og i forretningerne sagde man ”De” til hende selv langt op i 1970’erne. Hjemme malede hun både malerier og porcelæn. Hendes kunst imponerede de fleste, men hendes største fan var min farfar. Han var pavestolt af sin kone. Og han var en moderne mand, forud for sin tid, og gik gerne i køkkenet, når hun slet ikke kunne tænke på frikadeller, fordi inspirationen havde taget fat i hende.

– Henny maler, sagde han med respekt i stemmen, første gang min mor blev præsenteret hjemme hos dem. Det var hans forklaring på, hvorfor hun ikke diskede op med hjemmebag.

Hjem til Bogense

Min farfar vidste også, at min farmors kunstneriske evner kunne bruges til noget. Da familien flyttede til Canada i 1956, da krisen ramte Danmark, anede de ikke, hvad de skulle leve af. Så for at skaffe en indtægt tog de ud i rigmandskvartererne og stillede min farmors staffeli op. Så malede min farmor de største huse, og inden oliemalingen var tør, gik min farfar op og bankede på. Han kunne ikke et ord engelsk, men han fik altid solgt billedet.

Det var svært at stoppe min farfar, og tre år efter havde han banket sit eget vvs-firma op. Den canadiske drøm var altså gået i opfyldelse. Alt var godt. Hvis det altså ikke lige var fordi, min farmor blev ramt af noget af det værste, der kan overgå et menneske: Hjemve.

Hvis der var noget, der var vigtigt for min farfar, så var det, at hans Henny havde det godt, så han solgte forretningen og startede en ny i Danmark, da de vendte hjem.

Flyttede til det spanske

Det blev langt fra sidste gang, de rev rødderne op. Da jeg var 3 år, flyttede de til Fuengirola ligesom mange andre danskere i den periode, som troede lykken fandtes under den sydspanske sol og de lave leveomkostninger.

Jeg havde nogle fantastiske sommerferier hos dem, men det har selvfølgelig en pris at flytte så langt væk fra sin familie i fem år. Der er nogle mellemregninger og nogle hverdagsglæder, man går glip af.

Jeg var derfor lykkelig, da jeg fik at vide, at de ville flytte hjem igen. Og ikke bare til Danmark. De ville ligefrem flytte til Bogense, hvor jeg boede med mine forældre og vores kælne rottweiler.

De købte et af byens smukkeste huse. Jeg fik mit eget gæsteværelse med blomstret tapet, og de købte den største hjørnesofa, som havde plads til hele familien, nu hvor vi endelig var samlet. Det hele skulle være så godt. Problemet var bare, at livet som bekendt ikke altid går, som man forventer.

Den første ulykke

Hjørnesofaen var nærmest kun lige slæbt ind, da den første ulykke ramte. Det begyndte i det små. Helt nede på gulvtæppet faktisk. Mine forældre og jeg var inviteret til kage og kaffe, men samtalen omkring sofabordet blev hele tiden forstyrret.

Vores elskede rottweiler lå nemlig under bordet og hostede højlydt.

For at give hunden frisk luft gik mine forældre en lang tur med den i den nærmest skov. Den virkede frisk igen. Så frisk, at den løb lidt i forvejen. Men ved et stort egetræ stoppede den pludselig og lagde sig ned. Da mine forældre nåede frem, var den død.

Mavefornemmelsen skal man ikke slå hen

Havde jeg troet på varsler, ville jeg bruge det ord om hundens død. For kort efter ændrede livet sig radikalt.

Godt nok købte mine forældre lynhurtigt en ny rottweilerhvalp, som vi tog med ind og præsenterede for min farfar og farmor. Men noget var ikke helt rigtigt. Det var nok kun min mor, der bed mærke i det, men en kvindes mavefornemmelse skal man sjældent slå hen. Hun lagde mærke til, at min farmor blev meget berørt, da hun så mig sidde med hundehvalpen. Et barn med en hvalp er selvfølgelig også et bevægende syn. Men min farmor plejede ikke at være sentimental.

Det viste sig også, at der var en helt anden forklaring på min farmors tårer. Hun havde fået mavekræft. 56 år gammel.

Selv var jeg 8 år. Jeg fik aldrig at vide, at hun var dødelig syg, og jeg blev aldrig taget med på hospitalet. Men jeg vidste alligevel en hel masse.

Slik for en 20’er

En forårsdag gik jeg tur med min farfar. Vi stoppede ved Bogense Centeret, hvor de fleste butikker efterhånden havde drejet nøglen om, men kiosken var der endnu. Min farfar købte en æske chokolade til min farmor, og jeg fik lov til at blande for 20 kroner slik. Jeg havde før blandet slik for både 5 og 10 kroner. Men aldrig for 20. Den dag forstod jeg, at min farmor skulle dø.

Min farfar tacklede sorgen på sin helt egen måde, da hun døde kort efter.

Når en mand mister sit livs kærlighed, kan det ende galt. Nogen glemmer at barbere sig. Andre glemmer at leve. Men min farfar smurte et tykt lag barberskum i ansigtet hver morgen, og få måneder efter min farmors død inviterede han henved 30 familiemedlemmer og naboer til sin 60-års fødselsdag. Han dækkede et langt bord i garagen, og lavede selv en kæmpe gryde stegt lever. Han holdt nemlig selv så meget af stegt lever. Og så havde han for øvrigt også en svaghed for kød med en lav kilopris.

LÆS OGSÅ: Vores døtre er født på magisker datoer

Bedre at være to

Til gengæld holdt han ikke af at være alene. Det lagde han aldrig skjul på. Faktisk hadede han det så meget, at han en aften kørte ud til et lokalt enkebal. Men han nåede kun til døren. Så vendte han rundt. Han var alligevel ikke klar.

Da han havde været enkemand i knap et halvt år, satte han sig ind i Malagaekspressen. Altså bussen, som kørte danske turister billigt til Solkysten. Min farfar skulle nu ikke ned og holde ferie. Han skulle sætte de sidste underskrifter på salgspapirerne til huset i Spanien.

Jeg stod med mine forældre på parkeringspladsen ved Rosengårdscenteret i Odense, da han kom med bussen hjem igen. Det var ikke noget, vi havde aftalt, men vi ville gerne overraske ham.

Det er Else

Og det lykkedes virkelig! Min farfar kom nemlig ikke ud af bussen alene. Med sig havde han en 14 år yngre kvinde i en gul jakke. De var faldet i snak på hjemturen, som varede halvandet døgn. Den snak var åbenbart gået så godt, at min farfar præsenterede hende med et bredt smil.

– Det er Else.

Else boede ellers i Helsingør, men hun tog med til Bogense, hvor min mor hurtigt fik sat en ekstra tallerken på middagsbordet. Det kunne hun lige så godt vænne sig til, for Else og min farfar blev kærester.

Jeg tror nok, der var nogen, der mumlede i hjørnerne, at det var for tidligt. ”Lad dog liget blive koldt”. Men hjemme hos os var vi enige om, at Else var det bedste, der kunne ske.

Jeg tror på, at man kan savne og være forelsket på samme tid. Og jeg tror, kærligheden kan gøre selv den sværeste situation lettere. Kærligheden kan så meget. Den fik også min farfar til at flytte til Helsingør.

Jeg er kommet meget hos min farfar og Else som barn. En gang imellem havde jeg hunden med, men det var klart, at min farfar bedre kunne lide sit barnebarn end hunden.

Han rullende i hvert fald bilruden op, som gjaldt det livet, hvis jeg beklagede mig over, at vinden uglede mit bølgede hår. Men hvis hunden gøede ad et avisbud ude på cykelstien, greb min farfar isskraberen og knaldede den en. Eller to.

Han var stolt af mig

Jeg fik lov at beholde min farfar, til jeg var 38 år. Det er noget særligt at være nogens barnebarn som voksen. Når man først er blevet gammel nok til realkreditlån, er der jo ikke så mange, der er stolt af en, uden man gør sig fortjent til det. Men min farfar blev glad, bare jeg kom ind ad døren. Og da jeg startede som journalist på BT, begyndte han at holde avisen og klippede mine artikler ud, efter han havde vist dem til naboen eller bagerdamen. Godt nok syntes han, at jeg skrev lidt rigeligt om sex. Men han sagde også en dag, at han havde lagt mærke til en ting.

– Du skriver aldrig noget grimt om andre mennesker.

Det tænker jeg tit på, når jeg er træt af mig selv.

Min farfar havde aldrig travlt med, om jeg snart skulle stifte familie, selv om tiden gik. For ham var det vigtigste at have et arbejde, som han udtalte uden e. Hvis jeg ikke havde haft en artikel i avisen i flere dage i træk, ringede han og spurgte, om jeg kunne få tiden til at gå.

Da jeg var 29 år, mødte jeg endelig den mand, som jeg ville have børn med. Han var 17 år ældre end mig og havde i forvejen fire børn og to børnebørn, og da min farfar første gang hørte om ham gennem min mor, udbrød han: Hvad vil hun dog med den gamle støder?

Det forstod han senere, da han mødte min kæreste, som jeg senere fik to piger med. Faktisk blev han så glad for mine børns far, at han forærede ham en lettere falmet vindjakke, som han havde arvet fra en afdød bekendt i kegleklubben.

Jeg har ikke helt arvet min farfars glæde ved aflagte ting. Jeg har heller ikke arvet hans målrettede skridt. Men jeg har arvet hans glæde ved at være to. Ligesom ham kan jeg ikke fordrage at være alene.

Sjældne besøg

Men vi blev begge to alene i 2012. Jeg blev skilt fra mine børns far, og min farfar mistede Else efter længere tids sygdom.

Denne gang inviterede han ikke 30 mennesker til stegt lever. Han var blevet gammel, men han forstod det nok ikke selv, for han blev ved med at slæbe rundt på alt for tunge ting i sit alt for store hus, og en dag faldt han og slog hovedet alvorligt.

Mine forældre kørte tusindvis af kilometer frem og tilbage mellem Bogense og Helsingør i tiden efter. Selv prøvede jeg også at komme. Men det var alt for sjældent. Han skræmte mig nok lidt. Min farfar var nemlig ikke mere sig selv. Det var ikke hans ord, der kom ud af munden på ham.

En aften tog jeg alligevel toget op til det plejecenter, hvor han midlertidig var blevet indlagt. Hans stue var helt mørk, og han sov det meste af tiden. Jeg holdt hans store hånd, mens jeg tænkte på mine piger, som var hos deres far de næste syv dage. Jeg tror aldrig, jeg har været så ensom som i det øjeblik.

Selvfølgelig blev alting lysere. Og selvfølgelig kom der en slutning.

En morgen i august, mens jeg stod og ventede på elkedlen, ringede min far. Jeg vidste, hvad han ville sige lige så sikkert, som at elkedlen ville begynde at koge. Jeg var forberedt på det. Jeg havde næsten ønsket det. Men det var alligevel svært at høre min fars stemme knække over.

Hvad gør man, når man som voksen mister sin farfar? Jeg gik på arbejde på Ude og Hjemme. Og samme aften gik jeg på date med en mand, jeg havde skrevet med på en datingside. Kan man tillade sig det? Det ved jeg ikke. Men det gjorde jeg.

I dag er jeg gift med den mand. Han tager for øvrigt også nogle lange, målrettede skridt.