13-årige Josefina begik selvmord: Hun turde ikke gå i skole

Marias datter var 13 år, da hun begik selvmord. Hun havde fået rollen som den seje pige i skolen, men om natten græd hun. Pigerne i de store klasser mobbede hende, og én oprettede en hadeside på nettet. Til sidst blev det for meget, fortæller Maria.

Jeg troede, det ville blive en dag som alle andre, da jeg vågnede. Den morgen diskuterede Josefina og jeg hendes tøjforbrug. Hun ville have nye jeans, og jeg mente, hun havde nok i forvejen. Det endte med, at jeg foreslog, vi snakkede om det om aftenen i stedet.

Jeg kørte hende i skole, og jeg husker stadig tydeligt, hvordan hun duftede – af sin parfume og af sig selv, og hvad hun havde på: En rød dunvest, blå jeans og hvide kondisko. Jeg måtte ikke køre hende helt hen til skolen, og jeg mistænkte, det var fordi, hun ville smugryge, men jeg sagde ikke noget, husker 49-årige Maria Rengman-Nilsson fra Slagsta i Sverige, der arbejder som socialpædagog.

Hun satte sin datter af og skyndte sig videre på arbejde uden at vide, at hun aldrig skulle tale med sin datter igen. De havde haft nogle hårde år sammen, de to.

– Josefina kom tidligt i puberteten, allerede i femte klasse begyndte hun at frigøre sig og stille sig selv spørgsmål som: ”hvem er jeg?” og ”hvad synes drengene om mig?”. Sådanne tanker, som man forventer, at lidt ældre børn har. Som 12-årig begyndte hun at omgås nogle venner, der skulle teste grænser. Hun kedede sig i skolen, røg i smug og hang ud på gaderne i byen. Jeg kan huske, at min mand og jeg måtte ud og lede efter hende i bil, fordi hun ikke kom hjem om aftenen. 

Maria gætter på, at hendes datter følte sig splittet. Hun var egentlig en stille indadvendt pige, som havde svært ved at tale om følelser, men fordi hun også var modig og kunne svare igen, fik hun rollen som den seje, selvsikre pige. Men de, der kendte Josefina, ved, at hun havde det bedst, når hun kunne få lov at være kreativ – skrive og male i fred og ro.

Læs også: 9-årige Astrid fik sit sidste ønske opfyldt: Familiens tak til alle der hjalp

Året inden havde Josefina skiftet skole. Først virkede alt godt, men så blev hun mere og mere indelukket, og der blev flere og flere konflikter hjemme.

– Vi skændtes om lektier, om at komme hjem i tide og ikke hænge ud på gaderne om aftenen. Hver gang vi havde været oppe og skændes, plejede hun at rette op på sin opførsel, men først skulle vi igennem en hel masse bøvl og ballade, fortæller Maria.

Hun og manden, Mats, valgte til sidst at gå til psykolog i håbet om, at de kunne hjælpe familien med at mægle og til at finde nogle metoder til at håndtere de mange konflikter.

Lukkede sig inde

– Josefina råbte, at hun fandme ikke skulle med til nogen psykolog. Det gjorde man kun, hvis man var syg i hovedet. Men vi fik hende med, og vi talte med en ubehagelig kvindelig psykolog, som ikke lagde skjul på, at vi kedede hende. Da vi havde fortalt om vores konflikter, affejede hun os med ordene: Det er bare almindelige teenageproblemer. Det kommer til at gå over, skal I se. Og Josefina var skadefro, husker Maria.

Læs også: Rikkes mareridt: Vågnede med sin stalker i sengen

Men der var ikke noget, der gik over, tværtimod. Josefina blev mere indelukket og ville ikke fortælle sine forældre noget om, hvordan hun havde det. Hun ville ikke i skole, hun havde ondt i maven, og om nætterne kunne hendes forældre høre hende græde.

– Min mand sad oppe om natten med hende og forsøgte at få hende til at sætte ord på, hvad der var galt. Men hun kunne – eller ville – ikke fortælle os om sine problemer. En dag fortalte en af hendes veninder mig, at hun ikke havde været i skole, men i stedet havde kørt med busser hele dagen. Samme ven fortalte mig også, at pigerne fra 8. og 9. klasse var efter Josefina. De mobbede hende, og det blev endnu værre, da Josefina havde kysset med en venindes kæreste til en fest. Pigen oprettede en hadeside på et socialt forum for unge på nettet. Efter den side var de unge delt i to. Dem, der var med Josefina, og dem, der var imod hende. Når hun var i byen, kunne unge, hun ikke kendte, råbe grimme ting efter hende. Jeg forsøgte at tale med Josefina om det, men hun ville ikke have at jeg blandede mig, og jeg måtte for guds skyld ikke ringe til skolen. Det gjorde jeg nu alligevel. Jeg ville tale med dem, som stod bag mobningen. På skolen påstod de, at de var vidende om problemerne, og at de arbejdede på at løse dem. De mente ikke, at det var en god idé, at jeg mødte de unge. Men skolen havde jo ikke engang kontaktet os som forældre. Josefina blev sat i en ny klasse, og det så ud til at gå bedre. Hun blev mere glad, og vi håbede, at hendes strabadser var ovre, fortæller Maria.

Maria arbejdede travlt som sædvanligt den dag i maj med møder og samtaler. Til frokost var hun et smut hjemme og gå med familiens hund, og lidt over to kørte hun tilbage til et møde på jobbet. Midt i mødet ringede hendes telefon. Det var en nabo, og hendes stemme var oprørt.

– Du er nødt til at komme hjem nu. Der er sket en ulykke.

– Jeg skyndte mig ud til bilen, men en kollega insisterede på at køre mig. Han kørte som en gal igennem byen, mens jeg spejdede efter spor af en trafikulykke. Jeg var overbevist om, at det måtte være vores yngste datter, Rebecca, som var blevet kørt ned på sin cykel på vej hjem fra skole. Da vi kom frem til vores hus, så jeg to ambulancer og to politibiler på gaden. Og da jeg sprang ud af bilen, så jeg to mænd, som kom gående ud af huset med en båre. På båren lå en pige med langt lyst hår. Da forstod jeg, at det var Josefina, fortæller Maria.

Læs også: Vanvidsbilist skyder 4-årig pige i hovedet

Fandt sin søster død

En politimand fik fat i hende og fortalte, så skånsomt han kunne, hvad der var sket. Da lillesøsteren var kommet hjem fra skole, havde hun fundet Josefina hængt fra trappen i entreen.

– Rebecca, der bare var 11 år, gjorde det helt rigtige. Hun løb rundt til naboerne og bankede på dørene, til hun fandt en voksen. Han gav både hjertemassage og mund til mund og fik liv i Josefinas hjerte.

– Underligt nok blev jeg meget rationel midt i det hele. Jeg ville ikke ringe til min mand, Mats, fordi jeg var bange for, at han kunne blive dræbt i en ulykke på vej hjem, hvis han skyndte sig. En anden ringede til ham, inden vi tog til sygehuset. Der var jeg stadig rationel. Jeg nægtede at have med personalet at gøre, før vi kunne møde en person fra børnepsykologteamet. Kun de bedste skulle have lov til at tale med Rebecca. Det var jo hende, som havde set det hele. I to dage overnattede vi på sygehuset og bevarede håbet, men til sidst måtte vi slukke for respiratoren. Josefina var hjernedød.

– Bagefter var vi fuldstændig overladt til os selv. Ingen tilbød os at tale med hverken en præst eller en psykolog. Ingen spurgte: Hvad gør I nu? Vi havde et hus, som vi ikke ville hjem til, fordi vores datter lige havde hængt sig i det. Heldigvis fik vi hjælp fra en ven, som arbejdede på et hotel i byen. Han lod os bo der i to uger, inden vi flyttede hjem igen.

Mats var helt nedbrudt af sorg, mens jeg fortsatte med at være rationel, strukturere og planlægge. Det var min måde at klare den første svære tid på. Først havde vi en mindehøjtidelighed og lagde begravelsen efter skoleåret var ovre, for vennernes skyld. Den var meget smuk, og da den var overstået, brød jeg sammen. Jeg orkede ingenting. Jeg kunne ikke lave mad, og jeg kunne ikke tale med venner eller familien. Vi levede af færdigmad og vi så kun de nærmeste venner.

– Mats var sygemeldt i seks måneder, og jeg i et år. Vi fik psykologhjælp, men først og fremmest brugte vi hinanden. Tre timer hver dag gik vi i skoven og vendte hver en sten, billedligt talt. Vi stillede os det samme spørgsmål igen og igen: Hvorfor? Til sidst kom vi frem til nogle svar. Jeg tror, at alt var blevet for meget for Josefina. Dels at hun, som egentlig ikke var særligt udfarende, alligevel havde fået rollen som den seje pige, og så var mobningen helt sikkert afgørende. Jeg tror ikke, at man som 13-årig forstår, hvor definitivt et selvmord er.

– I sit afskedsbrev til en veninde havde hun skrevet: Nu får vi se, om der er nogen, som græder. Et eller andet sted troede hun, at hun selv skulle få lov til at se dem, som blev kede af det. Det virkede som en hævn. Så jeg og Mats kom frem til, at vi havde gjort, hvad vi kunne. Vi følte og føler stadig ingen skyld. Vi var også enige om, at Rebecca ikke skulle vokse op som enebarn, og at vi trængte til noget at glæde os over, så vi besluttede os for at få endnu et barn, fortæller Maria.

Nu er lillebror Theodor 9 år. Han ved, at han har en storesøster i himlen, men han ved endnu ikke, at hun begik selvmord – kun at hun var syg.

– Jeg ved ikke, om vi har forandret os, eller om vores to andre børn er anderledes end Josefina. For nu har vi to børn, som gerne vil fortælle os, hvordan de har det. Vi kan tale om alt, og vi er ekstra opmærksomme på at vise hinanden, hvor meget vi betyder for hinanden. Vi krammer og siger at vi elsker hinanden, fortæller Maria.

Det har været svært for Maria at slippe kontrollen over sine børn. Hun er blevet lidt overbeskyttende, synes hun selv.

Mange kan reddes

– Jeg får det stadig fysisk dårligt, når jeg hører en ambulance, og så plejer jeg at finde på en undskyldning for at ringe til Rebecca for at høre, om hun er okay. Vi har altid været meget åbne om, at vores datter tog sit liv. De, som spørger, kan regne med et svar, og det kan folk godt have svært ved at kapere. Men det er vigtigt, at unge mennesker forstår, at det ikke er en tragedie at have det skidt af og til. Det er ikke noget, man behøver at skamme sig over. Og selv om man har tanker om selvmord, behøver man ikke at gøre det. Jeg tror, at man kan redde mange ved ikke at feje livets svære sider under tæppet, siger Maria.

Familien bor fortsat i det hus, hvor Josefina hængte sig.

Læs også: Vivi forlod sin syge mand: Alle synes at jeg svigtede

– Jeg vil ikke flytte. Jeg føler, at Josefina stadig er her. Når hendes yndlingssang spiller i radioen, er det som en hilsen fra hende, og en gang imellem kan jeg dufte hende. Jeg mærker hendes nærvær, fortæller Maria.

Hun beretter om den sværeste tid, da Josefina lige var død. Maria mødte en ældre dame med gangstativ i byens park. Vejret var dårligt, og da de to passerede hinanden, kiggede damen op på Maria, så hende i øjnene og sagde: ”Det blæser meget nu, men det skal nok stilne af”.

– Jeg er overbevist om, at det var et budskab fra Josefina. Hun var i virkeligheden en gammel klog sjæl i en ung krop, og en gang imellem tænker jeg, at det var derfor, hun blev hentet.