13-årige Mira begik selvmord

Som lille var Mira en glad og udadvendt pige, men da hun fyldte 12 år, blev hun mere og mere indelukket. Wendy forsøgte med alle midler at hjælpe sin datter, men 13 år gammel tog Mira sit eget liv. Efter datterens død fandt Wendy en dagbog, som gav et rystende indblik i den ulykkelige piges kvaler.


Mias dagbog: 17-3 2013
Hvis man er født til noget, man egentlig ikke vil, bliver livet meget trist. Så trist, at man ikke rigtig vil det. Du er sikkert heller ikke glad for at blive født som dagbog? Du ville måske hellere være en kat? En kat med flere liv? Jeg vil være en fugl. En fugl, der kan strække sine vinger ud og bare flyve væk. En fugl lever ikke i 100 år, men det er heller ikke nødvendigt. Bare den kan flyde i luften, mærke vinden, som var det en del af den selv. Det er min drøm. At få vinger og flyve væk. Fugl eller ej.


LÆS OGSÅ: Anita blev mobbet til selvmord

45-årige Wendy Mobeck sidder og bladrer i sin datters dagbog, som politiet fandt på hendes computer, kort efter hendes død.

Ordene blev skrevet ned bare en måned før, at Wendy hørte sin datters stemme og så hendes ansigt for sidste gang. De tanker og svære følelser, som hun aldrig havde mod på at sige højt, og som til sidst fik hende til vælge en tragisk udvej.

- Jeg savner Mira, og når jeg skal trøste mig selv, prøver jeg at tænke, at hun ikke lider mere. Jeg kan jo læse, at hun havde det meget skidt, så jeg håber, at hun er et bedre sted nu, siger Wendy Mobeck fra Kirke Sonnerup ved Holbæk.

Som barn var Mira en glad og udadvendt pige, der levede et liv som andre piger på hendes alder. Hun havde masser af venner, og hendes forældre så stolte til fra sidelinjen, da Mira holdt en rørende tale ved begge deres 40-års fødselsdage. De gode karakterer i skolen gav hende mod på at gå efter drømmen om at leve af at skrive.

Lukkede sig inde

Men i sommerferien 2012 begyndte den unge pige at forandre sig.

- Hun begyndte at være meget indelukket og ville mest af alt være på sit værelse. Jeg ved, at hun var forvirret omkring sin seksualitet, og hun spurgte mig en dag, hvad jeg ville sige til, hvis hun var lesbisk. Jeg tænkte, at det var tidligt at tænke i de baner, men jeg gjorde det klart for hende, at uanset om hun var til drenge eller piger, så elskede vi hende lige højt.

Mias dagbog: 11/11 - 2012
Ehm ... Ja, jeg ved helt 100, at jeg er til piger, men jeg kan ikke rigtig vænne mig til tanken... Jeg mener, jeg vil rigtig gerne have en kæreste, men i min alder ved man vel knap nok, hvad en kæreste er? Ingen vil få mistanke om, at jeg er til piger, hvis jeg har en drengekæreste, vel? Nogle folk mobber lesbiske, og lesbisk er et mærkeligt ord. Det lyder ikke godt hos mig. Om jeg så skal leve hele mit liv med en mand ...

Den før så storsmilende pige var kun skyggen af sig selv, da hun mødte op i skole efter sommerferien. Øjnene var døde, og en stor hættetrøje var trukket over hovedet, da hun placerede sig ved sit bord.

Vennerne prøvede forgæves at komme i kontakt med hende, men hendes undvigende blik og korslagte arme lod dem hurtigt forstå, at hun gerne ville være alene.


LÆS OGSÅ: Dennis Knudsen: Min far begik selvmord


Allerede få dage efter blev Wendy ringet op af skolen.

- De sagde, at de næsten ikke kunne genkende Mira, og de var bekymrede. Så de foreslog, at jeg tog hende med til lægen. På en eller anden måde var det en lettelse, at det ikke kun var mig, der kunne se, at der var noget galt.

Forsvandt mystisk

Mira strittede imod, da hendes mor foreslog et lægebesøg, og to uger senere blev familien ramt af et chok.

- Hun gik ofte ture efter skole, fordi hun havde brug for kun at være sig selv. Men den dag kunne jeg bare ikke få fat på hende. Jeg ringede og ringede, og da det begyndte at blive mørkt, blev jeg virkelig nervøs.

Wendy ringede til politiet, der kort efter ankom med en hundepatrulje, men selv om de foretrukne steder blev undersøgt, var der intet spor af Mira. Hendes forældre måtte magtesløse se til, da politiet igen kørte af sted.

- Jeg frygtede det allerværste, fordi jeg vidste, at hun ikke havde det godt, så da min telefon ringede ved 4-tiden den nat, følte jeg nærmest, at mit hjerte stoppede.

I den anden ende kunne Wendy høre sin grådkvalte datter. Hendes forklaring var, at hun var faret vild, og da Wendy parkerede foran det sted, hvor hun sagde, hun var, kastede Mira sig om sin mors hals. Den nat lå Wendy med armene om sin datter hele natten. Men øjnene blev aldrig lukket.

- Tankerne fløj rundt i hovedet på mig. Var der noget, jeg overså? Hvorfor have hun det så skidt? Jeg havde opdaget, at hun var begyndt at skære i sig selv, men selv om jeg konfronterede hende med det, slog hun det hen. Det var så frustrerende. Jeg følte, at jeg ikke kunne nå ind til hende, men jeg vidste også, at hvis Mira skulle blive glad igen, skulle vi have noget hjælp. På det tidspunkt vidste jeg jo ikke, hvad der egentlig var sket.

Dagen efter kontaktede Wendy psykiatrisk skadestue. Mira strittede igen imod, og da lægen spurgte hende, om hun var suicidal (selvmordstruet red.), vidste Wendy godt, at det ikke ville virke.

Trods den manglende behandling fik Wendy besked på, at Mira ikke måtte være alene.

Hver dag kørte hun hende til skole, og når skoledagen var ovre, stod hun der igen for at køre hende hjem.
- Jeg sørgede for, at vi gik ture hver dag. I starten prøvede jeg at spørge ind til, hvad der var galt. Hun snakkede meget om døden og havde flere gange spurgt, hvad meningen med livet var, når der var krig og sult i verden. Jeg prøvede at fremhæve de positive ting. Kærligheden, uddannelse og mulighederne, som hun måske ikke kunne se endnu. Det var svært at vide, om jeg trængte ind til hende.

Mias dagbog: 10-04-2013
I dag, da jeg gik tur med mor, der prøvede jeg faktisk lidt, og hun forstod mig mere, end
nogen anden nogensinde har gjort. Hun tror, at hun kender mig supergodt (det tror alle nærmest), men sådan er det ikke. Jeg kan lyve, uden nogen bemærker det, medmindre jeg vil have dem til at opdage min løgn. Det er ikke mig! Forstå det! De vil aldrig blive ligesom mig! Er jeg den eneste der har det sådan?

Da Wendy en dag ville gøre rent på Miras rodede og indelukkede teenageværelse, gjorde hun et uhyggeligt fund. I den taske, som Mira havde med sig den dag, hun forsvandt, fandt hendes mor en kniv og en lille, rød kinabog. Som øjnene gled over ordene, fik hun en klump i halsen. Det var afskedsbreve til hvert familiemedlem og en veninde.

- Jeg blev simpelthen så bange, og min første tanke var jo, at den dag hun fór vild, havde hun tænkt sig at tage livet af sig selv. Hun var jo kun 12 år på det tidpunkt, forklarer Wendy, der med det uhyggelige fund igen prøvede at få fat i børnepsykiatrisk afdeling.

Men psykiatrien kunne kun tilbyde den unge pige psykologhjælp. Mira nægtede hårdnakket, og med korslagte arme nægtede hun at svare psykologen, når han spurgte hende om noget.

Mias dagbog: 22-01-2013
Jeg er virkelig ikke så hård, som jeg går og siger! Jeg er ikke hård. Skjoldet er. Jeg er så sårbar og skrøbelig indeni, men jeg tør ikke være det! Jeg bliver bare såret endnu mere, hvis jeg åbner mig op. Nå, men her til morgen dumpede den her tanke bare sådan lige BOOM ned i hovedet på mig, og jeg begyndte at få ondt i maven. Jeg ville spørge mor, om jeg måtte komme til
psykolog igen, men jeg turde ikke. Hvad nu, hvis hun
begyndte at blive bekymret igen? Jeg gemmer jo min sorte facade væk, når hun er der. Og bare det at jeg sagde: Mor, kan jeg egentlig komme til psykolog igen? Tja, det ville hun da ikke forstå? Det gør jeg fandeme næsten ikke selv.

I starten af 2013 fik Mira stillet spørgsmålet til sin mor, og kort tid efter begyndte hun til psykolog. Hver tirsdag sad hun foran manden med den skaldede isse, som hun kaldte ham. Wendy spurgte, om hun hellere ville have en kvinde, men hun var ligeglad.

Som tiden gik, begyndte Wendy at se en forandring hos den datter, som havde givet hende så mange søvnløse nætter. Hun begyndte at lave lektier og snakke med vennerne oppe i skolen igen. Flere udtrykte, at det var dejligt at få den gamle Mira tilbage.

- Jeg ringede op til psykologen for at høre, hvordan det gik. Han havde den samme opfattelse som jeg; at hun var et intelligent barn, og han syntes, hun gjorde fremskridt. Det var en kæmpe lettelse, og det gav mig et håb om, at jeg på et tidspunkt ville få min glade og udadvendte datter igen, fortæller Wendy, der fra spisebordet i huset i Kirke Sonnerup mindes den dag, der for altid vil stå som det største mareridt.

Hængte sig i træ

Den 18. april 2013 var Wendy på kursus. Hun havde i løbet af dagen sms'et med Mira, der havde fået lov til selv at tage til og fra skole. Men da Wendy igen var hjemme, var der ingen Mira at se. Hendes mand beroligede hende med, at han lige havde set hende hos købmanden, hvor hun var på vej ud på sin sædvanlige avisrute.

Men da klokken nærmede sig seks om aftenen, begyndte den velkendte knude at mærkes i maven. Wendy ringede desperat rundt til venner og familie. Kort tid efter blev Miras cykel fundet i udkanten af skoven.
Wendy skulle lige til at tage af sted, da hun hørte en bil i indkørslen.

- Jeg kunne se politibilen fra køkkenvinduet.

Wendys blik fanger bordpladen, hvor hænderne gnider sig mod hinanden, mens hun tager en dyb indånding.

- Jeg spurgte; Er det Mira? Jeg kunne se, at de kiggede på billederne af hende, der hang overalt på væggene. Jeg rystede over hele kroppen, for de behøvede faktisk ikke at sige noget. Jeg kunne mærke, at hun ikke var her mere.

Den dag gjorde en person på mountainbike et uhyggeligt fund. I det træ, som blev kaldt trylletræet, havde den kun 13-årige Mira hængt sig selv i en ledning, hun havde fundet i redskabsskuret.

Mias dagbog: 06-04-13
Jeg tror, jeg ved, hvorfor jeg altid (eller ofte) kigger op. Stopper op og kigger på skyerne. Lige meget hvad jeg laver, kan jeg nogle gange bare stoppe op og kigge op. Lidt sært, men ... Altså når jeg cykler ud med aviser, kan jeg nogle gange bare stoppe cyklen, stå af og kigge på skyerne, fordi jeg venter. Venter på et eller andet. Et tegn på, at der er nogen deroppe bag skyerne. Nogen der ser ned på mig. Nogen der kan give mig et tegn. Et tegn ...
så jeg ved, at nogen giver mig grund til at leve.

På Holbæk Sygehus blev familien samlet. Da sygeplejersken åbnede døren til rummet, blev de mødt af Miras lukkede øjne. Under et tæppe lå hun fredfyldt.

- Jeg aede hende på kinden, men jeg kunne ikke sige noget til hende. Det var jo min lille Mira der lå der. Hun var død. Det var jo det, jeg havde frygtet, og det, der havde holdt mig vågen så mange nætter. Jeg prøvede at hjælpe hende, men jeg kunne ikke. Det var der ingen, der kunne. Det er den største sorg, fortæller Wendy, der i flere uger gik rundt i en choktilstand.

LÆS OGSÅ: Heidis mand begik selvmord


Men trods den store smerte havde hun en mistanke om, at selv om Mira ikke havde snakket med nogen om sine problemer, så havde hun udtrykt det et andet sted. Hun fik politiet til at knække koden til computeren og ganske rigtig. En 69 sider lang dagbog kom frem.

På en af de mange sider beskrev Mira den aften, da hun påstod, at hun var faret vild. Mens hun sad og kiggede ud over vandet, havde tre unge mænd nærmet sig hende. To af mændene holdt hendes arme, mens den sidste voldtog hende. Hun beskrev, hvordan de havde grinet af hende og til sidst havde efterladt hende på den fugtige jord.

- Det var som om, at hele min krop blev til gelé, da jeg læste det. Den skyld, hun følte, strømmede jo ud af siderne. Det gjorde så ondt at læse.

Voldtaget som 12-årig

Men samtidig gav det mig en forklaring, jeg desperat havde ledt efter. Jeg kan ikke sige, om det var det, der fik hende til at tage sit liv. Der var en masse tanker omkring hendes seksualitet, livet, døden og følelsen af at føle sig forkert og misforstået, men måske har det været med til at få bægeret til at flyde over.

Smilene fra billederne på væggen i familiens stue vidner om, at Mira altid vil være savnet. I dag er det lidt over et år siden, at Wendy mistede sin datter, og selv om Mira hele tiden er i hendes tanker, har Wendy insisteret på, at livet skal gå videre.

- Det var ekstremt hårdt at komme tilbage til det liv, vi levede før. Det kunne stikke i hjertet, når folk skrev om deres børn på Facebook, men vi er stadig en familie, og vi har insisteret på, at vi stadig skal have det bedste ud af livet. Jeg har fundet ro i, at jeg gjorde alt, der stod i min magt for at hjælpe Mira. Når jeg er rigtig ked af det, tænker jeg på det afskedsbrev, jeg fandt. Der stod, at hun elskede mig, og hun vidste, at jeg havde gjort alt, hvad jeg kunne for hende, fortæller Wendy.

- Men jeg savner hende hver dag, og det vil jeg altid gøre.