23 dage i fængsel for kindkys

Engelske Charlotte måtte tilbringe 23 dage i et uhumsk fængsel i Dubai, fordi hun formastede sig til at give en mandlig bekendt et kindkys. Og det er strengt forbudt i landet, som flere og flere danskere vælger som feriemål.

Foto: Bulls Press

Et uskyldigt kindkys sendte engelske Charlotte direkte i en stinkende fængselscelle i Dubai.
Det blev begyndelsen på seks måneders mareridt.

Vanvittig oplevelse
- Det var fuldstændig surrealistisk, og der gik lang tid, før det gik op for mig, at det virkelig skete for mig, siger en stadig rystet Charlotte Adams, der fredag den 21. maj endelig vendte hjem til England efter godt et halvt års mareridt i det muslimske land.

- Jeg tog til Dubai den 23. november i fjor. Planen var, at jeg skulle være der i seks uger for at besøge nogle veninder, der arbejder dernede. Men mit ophold blev ufrivilligt forlænget - og knap så glamourøst, som jeg havde tænkt mig, siger 26-årige Charlotte med galgenhumor.

Kastet i fangehul
I dag har hun så småt lagt den grimme oplevelse bag sig.
Men i øjnene lurer stadig rester af den angst og magtesløshed, den unge pige følte, da hun pludselig fandt sig selv i et mørkt møgbeskidt fangehul sammen med 100 andre kvinder.

- Det er faktisk som taget ud af en film. Jeg havde kun været i Dubai i fire dage, da vi var en flok veninder, der blev enige om at gå ud og feste lidt. Vi mødtes med nogle fyre på en bar ved Hotel Sheraton, hvor vi fik et par drinks. Jeg havde et godt øje til en af fyrene, Ayman Najafi. Han stammer fra Egypten, men har boet i England, siden han var lille, og jeg kendte ham godt derhjemmefra, siger Charlotte.

Læs også: Kærester er forbudt.
 

Uskyldigt kindkys
Da resten af selskabet brød op for at gå videre på natklub, besluttede hun sammen med Ayman og tre af hans venner, at de hellere ville på burgerbar.
- Vi fandt et sted nede ved vandet, vi drak cola og spiste cheeseburgere, pjattede og havde det sjovt og hyggeligt, forklarer Charlotte, der indrømmer, at hun også flirtede lidt med Ayman.

- Jeg havde længe været lun på ham, og på et tidspunkt lænede jeg mig hen over bordet og gav ham et lille kys på kinden. Det var virkelig uskyldigt og ikke spor udfordrende eller frækt, siger Charlotte.
Ayman lod sig da heller ikke mærke med noget, men tilbød efter en halv times tid at følge Charlotte hjem.

Troede det var en spøg
Men de nåede aldrig hen til hendes venindes lejlighed. På vejen blev de opholdt af to betjente i en politibil.
- De sagde, at de havde modtaget en anmeldelse fra en kunde på burgerbaren om, at vi havde opført os "uterligt". Først grinede jeg, for jeg troede, det var en spøg. Men jeg kunne se på Ayman, at der bestemt ikke var noget at grine ad, siger Chalotte.

Hun blev taget med på politistationen, hvor hun straks blev smidt i arresten.
- Det var det mest uhumske, jeg nogensinde har set. 100 kvinder var stuvet sammen i et rum, hvor der i virkeligheden kun var plads til 30. Der var ét toilet til deling, og jeg fik opkastningsfornemmelser, bare jeg nærmede mig det.

- Jeg var stadig i lårkort kjole og høje hæle, da jeg blev bragt op til forhør. Men alt foregik på arabisk, så jeg forstod intet af, hvad der skete. De tog en blodprøve og smed mig tilbage i cellen.
Dagen efter blev Charlotte løsladt mod kaution, som hendes veninder skillingede sammen til. Men hun fik forbud mod at forlade Dubai, mens hendes "sag" blev behandlet.
 

Ulovligt at indtage alkohol
- Jeg kontaktede den britiske ambassade og min mor hjemme i England, der hjalp mig med at få kontakt med en advokat. Han rådede mig til at erklære mig skyldig i at have drukket alkohol - men ikke i uterlighed, siger Charlotte.

Hun havde ikke været opmærksom på, at selv om hotellerne i Dubai villigt udskænker spiritus, er det officielt forbudt at indtage alkohol.
Det første retsmøde førte kun til en opretholdelse af begge sigtelser, og sagen blev ved med at blive trukket i langdrag.

Da der var gået næsten fem måneder, var Charlotte desperat.
- Jeg spugte min advokat, hvad straffen ville være, hvis jeg blev kendt skyldig i begge anklager, og han mente ca. en måneds fængsel.

Læs også: Jeg forærer min datter væk.

Berygtet og ulækkert fængsel
Det fik mig til at tage den beslutning, at jeg bare ville have det overstået, siger Charlotte.
Hun endte med at erklære sig skyldig og blev straks efter dommen, der lød på 23 dages fængsel, overført til det berygtede Dubai Central Prison.

Her afsonede hun sammen med prostituerede, hårdkogte kriminelle og mordere under kummerlige forhold.
- Jeg var i en celle sammen med otte andre kvinder, og jeg havde ikke en gang en madras at sove på.

Hver dag fik vi æg og brød til morgenmad, kødklumper og ris til frokost og grøntsagssuppe til aftensmad, siger Charlotte, der tabte næsten 10 kilo på de 23 dage.
20 minutters gårdtur to gange om ugen var den eneste adspredelse.

- Jeg forsøgte at sove så meget som muligt. Jeg kunne ikke kommunikere med nogen, så jeg talte bare dagene. Forholdene var vikelig ubeskriveligt dårlige. Jeg fik både lus, masser af loppebid, eksem og små betændte sår over hele kroppen, siger Charlotte.

Udvist af Dubai
Efter endt afsoning blev hun kørt direkte til lufthavnen og sat på et fly med besked om aldrig mere at vise sig i Dubai.
Det havde de ikke behøvet at sige. Jeg sætter aldrig mere mine ben i et land, der behandler mennesker så babarisk - og så for et uskyldigt kindkys, siger Charlotte og ryster på hovedet.

Hendes flirt, 24-årige Ayman Najafi, har genoptaget sit job som key account manager i et engelskejet it-firma i Dubai, mens han stadig afventer, at hans sag kommer for retten.
Han kan dog forvente også at blive udvist efter endt afsoning.

Læs også på Q: Anni Fønsby om at være i fængsel