Ærlige Tina fra TV 3’s ”Luksusfælden”: Gælden skyldtes narko

På tv blev Tina Olesen udstillet som en ansvarsløs mor, der brugte sine få penge på fastfood og tog for mange kviklån. Men sandheden er, at hun blandt andet betalte kærestens narkogæld og på et tidspunkt var så langt ude, at hun overvejede både at blive prostitueret og narkopusher. Men så fik hun sin nyfødte søn i armene.

For de fleste kvinder er fødslen af et barn en stor og skelsættende begivenhed. Da Tina Olesen fredag den 16. marts 2012 klokken 20.57 på Hjørring Sygehus fødte en sund og velskabt dreng, var det imidlertid ikke kun en glædelig oplevelse. Familieforøgelsen blev samtidig en øjenåbner for Tina, og markeringen af begyndelsen på et helt nyt liv for hende.

– Da jeg blev gravid, besluttede jeg at leve sundt og stoppe med hash. Graviditeten fik mig til at indse, at jeg var misbruger, og sådan en mor skulle min søn ikke vokse op sammen med. Da jeg fødte Mathias og første gang kiggede ham i øjnene, besluttede jeg at lægge mit liv fuldstændig om. Det løfte til mig selv og min søn har jeg holdt, siger Tina Olesen.

Læs også: Anne og Claus: Luksusfælden reddede vores forhold

Fik hjælp på tv

Måske kender du allerede 27-årige Tina Olesen fra Hjørring fra fjernsynet. Hun medvirkede for nylig i TV 3-programmet ”Luksusfælden”, fordi hendes økonomi var håbløs og helt kørt af sporet. Tina er lykkelig for den hjælp, hun fik takket være tv-udsendelsen, og de økonomiske eksperters råd har hjulpet hende meget. Hun har ikke fortrudt beslutningen om at deltage og dermed lade tusinder af danskere få indblik i sit pengemæssige morads.

Men Tina mener ikke, at programmet gav et fuldt og retvisende billede af hendes situation og årsagen til, at det var kommet så vidt.

– Jeg blev fremstillet som en forkælet og uansvarlig pige og mor, der ødslede mine penge bort på cola og fastfood. De to ting har jeg ganske rigtigt brugt mange kroner på, og jeg har også oprettet alt for mange dyre kviklån. Men der er andre årsager til, at jeg på et tidspunkt ikke kunne overse mine økonomiske kvaler, fortæller Tina.

Pengene blev brugt på hash

Sammen med sin daværende kæreste begyndte hun som ganske ung at ryge hash. Det var en kostbar fornøjelse, som udviklede sig til et decideret misbrug. Situationen blev ikke bedre af, at kæresten tog amfetamin og snart skyldte til højre og venstre for narkoen.

Pludselig stod Tina med en gæld på 50.000 kroner for hash, mens kæresten skyldte det tredobbelte for sit voldsomme forbrug.

– Efter Mathias’ fødsel fortsatte jeg med at være sammen med min kæreste, selv om vi ikke boede fast sammen. Han var trods alt far til vores barn, og jeg ville gerne hjælpe ham. Selv om han fortsatte misbruget, har ingen kunnet sætte en finger på hans opførsel, når han har samkvem med Mathias. Men jeg kunne ikke fortsætte forholdet, der blev én af hovedårsagerne til min håbløse økonomi, siger Tina Olesen

Se også: Mette Reissmann fra Luksusfælden: Min mor døde af ALS

Håbløs situation

Når sælgerne af narkoen skulle have deres penge, måtte Tina som regel skaffe midlerne. Det skete ofte ved, at hun oprettede kviklån og via den vej holdt narkohandlerne fra døren.

Hun glemmer aldrig den aften, da hun var hos kæresten, og tre velvoksne mænd pludselig kom på besøg. De bankede kæresten i køkkenet for at få penge, mens Tina sad rædselsslagen i stuen og overvejede, hvordan hun endnu en gang skulle skaffe 25.000 kr., som mændene krævede. Det lykkedes hende, men samtidig traf hun beslutningen om, at dette vanvid skulle stoppe.

I efteråret 2017 besluttede hun at søge eksperterne fra ”Luksusfælden” om råd og bistand. Da skyldte hun mere end 650.000 kroner alle mulige og umulige steder. Hun havde oprettet 13 forskellige forbrugslån og havde 380.000 kroner i SU-gæld. Desuden skyldte hun over 100.000 kroner på sin bil.

– Mennesker, der aldrig har haft økonomiske problemer, kan ikke sætte sig ind i, hvor svært det er. Jeg følte mig som en dårlig mor for Mathias, fordi jeg aldrig havde penge til at give ham oplevelser eller gaver. Jeg lå søvnløs om natten og stirrede op i loftet, mens jeg spekulerede som en gal. Jeg har været så langt ude psykisk og fysisk, at jeg overvejede alle muligheder for at skaffe penge, inklusive prostitution og salg af narko, siger Tina.

Heldigvis blev de dystre tanker ikke til noget. Men det var tæt på, indrømmer hun.

Havde det ikke været for Mathias, aner Tina ikke i dag, hvordan det ville være gået, eller hvor hun havde været i sit liv. Men hun er ked af, at nogle opfatter hende som forkælet og dum. Hun har ikke noget imod at blive kaldt naiv og godtroende, for det har hun i den grad været.

Læs også: Jeg tog min datters penge

På rette spor

Selv om der var adskillige gnidninger mellem Tina og de økonomiske eksperter i ”Luksusfælden”, holdt hun ud de fire dage, hvor optagelserne fandt sted. Resultatet er hun lykkelig for i dag.

Flere af hendes kreditorer gik med til enten at slette noget af gælden eller at nulstille renterne. Det betyder, at udgiften til gæld i Tinas budget er gået ned fra før 10.800 kroner pr. måned til nu 5.000 kroner. Det har givet luft i økonomien, og om senest ni år er Tina gældfri.

– Mit ønske er, at Mathias skal vokse op sammen med en ansvarsbevidst mor, der hverken ryger hash eller vejer for meget. En mor, han kan være stolt af. Jeg har i perioder været naiv og dum, og ja, jeg har spist for mange burgere og drukket for meget cola. Men det er fortid nu. Nu nyder jeg livet, og om ni år skylder jeg ikke nogen noget. Den fornemmelse glæder jeg mig til at skulle opleve, siger Tina.