Allis valgte familien

Så du Ultimatum på TV2 igår? Læs om Allis her.

Allis' forbrug af alkohol påvirkede familien, mere end hun anede. Hun var ikke misbruger. Troede hun. Men så længe hun drak, fik hun ikke lov til at passe sin tre børnebørn, og hendes fire børn havde ikke lyst til at besøge hende særlig tit. De gav 49-årige Allis Planitzer fra Børkop ved Vejle et ultimatum: Familien eller rødvinen.

Allis tog imod et tilbud om et fem ugers ophold på et behandlingshjem. Siden er alkoholen lagt på hylden.

- Det er løgn, at man nyder livet ved at sidde at drikke som et svin. Jeg har lagt i dvale, været i hi, siger hun.
Hun fortryder de spildte år, hvor hun dulmede sine følelser med alkohol og sovepiller.

- Det gik ud over børnene. Jeg kunne ikke være der for dem. Jeg blev egoistisk og følte mig som en dårlig mor. Jeg skylder mig selv og mine børn, at jeg passer på nu, siger Allis.
I stedet for at drikke gør hun nu endnu mere ud af den musik, der altid har fyldt hendes liv.

- Jeg er i gang med en helt masse fede ting. Jeg laver sange, men jo mere jeg drak, jo mindre fede blev de sange. Nu søger jeg et miljø, hvor jeg trives, og hvor jeg kan vokse, siger hun og fortæller, at hun også er i gang med at skrive en bog med digte om det mylder af følelser, som hun nu er kommet i kontakt med igen.

- Blyanten kører bare. Nogle gange tænker jeg, at det ikke er mig, der skriver det her. Men det kommer jo fra hjertet, siger hun.


Her kan du læse et af Allis' nye digte:

En mor der elsker sine børn

Pas på min ting, det jeg har kær
Pas på mig, som om du ikke kan lade vær'
Se mig som en glæde og ikke noget ondt
Se mig som det bedste, der er dig forundt

Pas på mit hjerte, pas på det i dag
Det kan hoppe over med alt for mange slag
Se mig som en gave, ikke som en ting
Jeg er ikke din slave eller ingenting

Pas på de timer og minder vi to fik
Du var ofte væk og fjern i dit blik
Se mig blomstre op og ikke visne nu
Se mig før jeg bliver borte, synes jeg, du sku'

Pas på vores drømme, hvor blev de af
Alt det vi gjorde, det vi tog og ga'
Se på nye veje, hvis du altså ka'
Gi' mig kys på kind, hvis du ikke bærer nag

Pas på mine børn, de er ikke til salg
De har grædt for meget, havde intet valg
Se dem leve livet, hjælpe dem lidt på vej
Ellers vil jeg aldrig mere elske dig



Ultimatum
Allis er en solstråle. Derfor har TV2 også valgt at sende endnu et program om denne farvestrålende kvinde. Programmet bliver sendt den 26. maj.
Har I også misbrug i familien? Og går det ud over resten af familien?
Så kontakt redaktionen bag programmet Ultimatum på telefon 41 10 00 66 eller send en mail til [email protected]
Al henvendelse er selvfølgelig uforpligtende.