Andres kådhed har kostet Cæcilie dyrt: Blind efter to ulykker

To gange har andres kådhed kostet Cæcilie synet på et øje – først det højre, så det venstre. Begge gange følte hun det, som om livet gik i stå. Men hun nægter at lade sig slå ud og fokuserer i dag på de positive ting, blindheden har givet hende.

Cæcilies rejse ind i mørket begyndte i april 2014. Hun var 17 år, gik i gymnasiet og var med sin familie på en forlænget weekend i Paris. Hun sad på hotelværelset sammen med sine søskende, mens forældrene var på café efter det maratonløb, de netop havde deltaget i.

− Min lillebror og jeg kom op at skændes, og så kastede han med en vandflaske, fortæller 23-årige Cæcilie Valla.

Læs også: Sara er blind passager

Gik i panik

Det var ikke meningen, at han ville ramme sin søster, men idet flasken røg gennem luften, kiggede Cæcilie op. Vandflasken ramte hende direkte i højre øje.

− Jeg kunne intet se med øjet og gik i panik. Vi fik fat i mine forældre, og jeg kom på sygehuset, men selv om de prøvede at redde mit syn med en operation, var der ikke noget at gøre: Jeg ville aldrig få synet igen og skulle leve med kun at kunne se med ét øje, siger Cæcilie.

Kostede selvtillid

Efter ulykken fik Cæcilie det stadig dårligere med sig selv. Hendes højre øje begyndte at skrumpe ind, og det så mærkeligt ud. Som en selvbevidst teenager gik det ud over selvtilliden, og Cæcilie blev mere og mere nedtrykt.

− I flere måneder gik jeg kun ud med solbriller på. Jeg kunne ikke holde ud, at andre skulle se mig sådan.

Læs også: Skolen vil forbyde blind pige at bruge sin stok

Vendte tilbage til det normale liv

Senere fik hun dog en skalprotese, så øjet så mere normalt ud. Cæcilie indstillede sig på et liv med ét øje, begyndte at tage kørekort og vendte stort set tilbage til det liv, hun havde haft inden ulykken.

Men netop som hun havde besluttet sig for, at et blindt øje ikke skulle komme i vejen for hendes livsmod, ramte ulykken igen.

− Jeg havde lige afleveret den sidste store skriftlige opgave i 3.g, og det skulle selvfølgelig fejres med en bytur sammen med de andre fra klassen, inden vi gik på juleferie.

Alt blev sort

Inden Cæcilie og hendes venner tog i byen, startede de med at feste hjemme hos en fra klassen. Da Cæcilie var på vej hen for at skifte musik, var der en, der løftede hende op bagfra. Det var ment i sjov, men hun fik overbalance og kunne ikke tage fra, fordi han holdt om hendes arme.

− Jeg ramte med venstre øje lige ned i hjørnet af et tv-bord.

Så blev alt sort. Cæcilie gik i panik. Hjertet hamrede i brystet, og det eneste, hun kunne tænke på, var at flygte. Men hun kunne intet se.

Læs også: Rikke blev blind som 21-årig

Den værste jul

På Glostrup Hospital konstaterede lægerne, at Cæcilie havde en stor blodansamling i øjet. De kunne ikke sige, hvordan det ville udvikle sig, men gav hende besked på at komme igen efter jul.

− Det er den værste jul nogensinde. Jeg kunne intet se, og jeg anede ikke, om jeg ville få synet igen på mit venstre øje. Det var så skræmmende ikke at vide, om jeg ville være blind resten af livet.

I chok

Efter juleferien forsøgte lægerne at redde Cæcilies venstre øje med en operation. Men da hun vågnede, var det til nedslående nyheder: Hun ville aldrig komme til at se igen.

− Det var helt uvirkeligt. Jeg følte det, som om jeg faldt ned i et stort, sort hul. Jeg kan huske, der kom en præst og forsøgte at tale med mig, men jeg var i chok og kunne ikke forholde mig til noget som helst.

Kun måneder før levede Cæcilie et helt almindeligt ungdomsliv som 3.g’er på Solrød Gymnasium og var så småt ved at forberede sig til de afsluttende eksaminer. Nu var det, som om hun skulle starte helt forfra.

Læs også: 16-årige Camilla bliver snart blind

Huen var en sejr

− Det føltes så uretfærdigt, at jeg skulle udsættes for det her. Først gav jeg op, men efter lidt tid derhjemme kunne jeg mærke, at jeg havde brug for at komme tilbage og gøre gymnasiet færdigt.

Med lige dele stædighed og støtte fra familie og venner lykkedes det Cæcilie at gennemføre gymnasiet og blive student sammen med sine venner.

− Det betød selvfølgelig rigtig meget, at jeg fik støtte i starten. Min mor tog orlov, så hun kunne hjælpe mig med at lave lektier derhjemme. Hun hjalp mig også med at lære at klare alle de daglige gøremål uden at kunne se. Min veninde blev ansat som støtte i skolen. Hun hjalp mig med at tage noter i undervisningen og gik med mig til eksamen, så hun kunne læse noterne højt for mig, hvis jeg fik brug for det.

På den måde lykkedes det Cæcilie at få huen på sammen med vennerne, og det betød alt for hendes selvtillid at få den succesoplevelse.

− Det var en kæmpe sejr.

Et nyt fællesskab

Efter gymnasiet tog mange af Cæcilies venner ud at rejse. For den nyudklækkede student, der altid havde rejst meget, var det en flad fornemmelse at skulle blive hjemme.

− Jeg følte, jeg gik glip af livet. Men så fandt min far et college for blinde i England, og der deltog jeg i et halvt år, som endte med at blive til halvandet, fordi jeg blev så glad for at være der.

På college lærte Cæcilie blandt andet at komme rundt med en blindestok og i det hele taget at blive selvhjulpen. Hun mødte også andre unge, der havde mistet synet, og det betød meget at møde nogle, hun kunne spejle sig i.

− Jeg blev så glad for at møde andre unge, der forstod mig. Jeg havde tidligere talt med en psykolog fra blindeinstituttet i København, men det var noget helt andet at møde nogle, der havde det ligesom jeg.

Læs også: Jeg blev blind midt i morgenkaffen

Svært at møde andre

Efter college valgte Cæcilie at læse psykologi på universitetet i Worcester, og hun har netop gennemført første etape af uddannelsen til klinisk psykolog med en flot bacheloreksamen.

Men det er ikke helt let at møde nye mennesker i et fremmed land, når man ikke kan se noget.

− Når jeg kommer ind i et lokale, kan jeg jo ikke se, hvem jeg sætter mig ved siden af, eller om der er nogen, jeg har talt med før.

I starten var det derfor ensomt at være studerende i England, men som med al anden modgang i Cæcilies liv blev ensomheden kortvarig.

− En dag kom min psykologiprofessor og bankede på min dør. Han havde taget sin datter med, som var på min alder. Vi klikkede med det samme og er stadig veninder.

Har fundet mod

Med den nyfundne veninde blev vennekredsen hurtigt udvidet, og på den måde ramlede Cæcilie også ind i kærligheden, da hun mindst ventede den.

− Jeg var overbevist om, at det ville være nærmest umuligt at finde en kæreste som blind. Men en aften, hvor jeg var på bar, sagde en af mine venner, at han ville modbevise mig. Han gik op i baren og spurgte en tilfældig fyr, om han ville date en blind. Det ville han gerne. Fyren hed Miles, og vi har været sammen i over to år nu.

Læs også: Blind kærlighed

På ski med øresnegl

I dag er det hverdag at være blind. Cæcilie kan næsten det samme som før de to ulykker. I vinter var hun på skiferie i Norge, og med lidt hjælp fra en guide susede hun ned ad pisterne, som hun altid har gjort. Bortset fra, at hun ikke kunne se, hvor hun kørte.

− Jeg havde en lille øresnegl i øret, så jeg kunne høre guiden via walkie-talkie. Så sagde han, når jeg skulle dreje. Han var godt nok lidt højre-venstre blind og fik på et tidspunkt guidet mig ind i en snedrive. Men jeg ramte da ikke nogen andre skiløbere, griner Cæcilie.

Nøgleordet i Cæcilies liv er tillid. Hvad enten hun står på ski eller rejser verden tynd, er hun afhængig af, at hun tør stole på andre.

− Før jeg mistede synet, var jeg genert og turde ikke så meget. Men jeg har været nødt til at blive modig og tvinge mig selv til at overskride grænser. Blandt andet er jeg nødt til at stole på andre mennesker.

I dag er Cæcilie kommet så langt, at hun ligefrem finder glæde ved at overskride sin egne grænser, for hun ved, at det udvikler hende og giver hende selvsikkerhed til at leve det liv, hun vil.

Positivt sind

− Før jeg mistede synet, var jeg en doven teenager, der ikke rigtig gad at passe min skole og hellere ville feste med mine venner, siger Cæcilie, der i dag bor i Birmingham med sin kæreste.

I øjeblikket er hun dog på sommerferie hos sin søster i København. Herfra besøger hun familie og gamle venner. Hun har endnu ikke har lært at komme omkring i området, hvor søsteren bor, fordi fortovene i København er lidt af en labyrint for en blind.

− Det er svært at lære at komme rundt, fordi tingene forandrer sig hver dag. Så kommer der stole eller et skilt ud på fortovet foran caféerne. Eller nogen har smidt et løbehjul på fortovet, siger hun.

Derfor er hun nødt til at vente på, at der kommer en veninde og henter hende, når hun skal nogen steder. Men selv om det er besværligt at være blind, og hun flere gange er faldet over de to trin fra køkkenet til stuen, har hun smil på læben og liv i stemmen.

− Jeg ville selvfølgelig gerne have mit syn tilbage, men jeg ville ikke ændre på det, der er sket. Det har nemlig lært mig at sætte pris på livet og på alt, hvad jeg har. Jeg har fået et meget mere positivt sind.

Læs også: Camilles store lykke: Mit syn er reddet