Angelicas mareridt på børnehjemmet

Det lykkedes Angelica som niårig at undslippe helvedet på et rumænsk børnehjem, men hun måtte efterlade sin lillesøster. I dag bor Angelica i Horsens, hun har fundet kærligheden og er gravid. Men minderne vil ikke slippe hende.

Foto: Morten Nøhr Mortensen

Angelica var fem år, da hendes tilværelse gik i tusind stykker. En tidlig morgen blev hun sammen med to søskende hentet af politiet og kørt direkte på børnehjem. Et af Rumæniens værste.

Her stod den på fysisk afstraffelse, iskolde afvaskninger, hån og fornedrelse. I lang tid græd hun sig i søvn. Og om dagen kunne hun stå i timevis ved porten til det fængselslignende hjem og spejde efter sin mor. Samtidig forsøgte hun at trøste sin lillesøster, Valerica på tre år.

- Når min søster var ulykkelig og savnede mor, plejede jeg at sige til hende, at vi bare var på en lille ferie. At vi nok skulle blive reddet. Men inderst inde vidste jeg godt, det ikke ville ske. Vi var dømt til at blive her, fortæller Angelica Mirabela Virag, som i dag er 22 år.

Angelica tilbragte de næste fire år på hjemmet, placeret på et lillebitte værelse sammen med otte andre piger. Der var en kvadratmeter til hver, og der herskede streng kadaverdisciplin. Børnene blev opdraget som hunde. Pædagogernes ord var lov og skulle adlydes betingelsesløst. Ellers vankede der.

- Der var ingen kærlighed i de mennesker. De var ondskabsfulde. Jeg tissede i sengen og blev straffet med iskolde brusebade midt om natten. Og i skolen fik jeg smæk over fingrene med en lineal, indtil neglene knækkede, siger Angelica. Ingen flugt var mulig fra børnehjemmet.

- Der var et højt hegn med pigtråd hele vejen rundt og strenge straffe til dem, som forsøgte at løbe væk. Mit største problem var, at jeg ikke var god til skolearbejdet. Læreren sagde til mig, at jeg kun havde en ting at se frem til: At arbejde på gaden som prostitueret, siger Angelica. En dag dukkede der et selskab af frivillige danskere fra "Rumæniens-projektet" op på børnehjemmet i Timisoara.

- Der var en af pigerne på mit rum, som fortalte mig, at man kunne komme med dem hjem, hvis man var heldig, husker hun.

Befriet af dansker
Angelica greb chancen. Hun udså sig en flinkt udseende dansker og forsøgte at komme i kontakt med hende. Det var ikke svært for den niårige pige, som også dengang var køn og charmerende.

- Det endte med, at hun tog mig med på sit hotel. Hun lovede mig, at hun senere ville vende tilbage og tage mig med til Danmark. Den danske kvinde, Britta Pedersen, holdt sit løfte. Omend det tog et halvt år, før hun dukkede op igen på grund af besvær med at få de rette tilladelser.

I Danmark kom Angelica til at bo med Britta Pedersen i Greve, hvor hun blev indlemmet i familien og kom til at gå i dansk skole.

- Jeg husker tydeligt første gang, de tog mig med i Bilka. Det var HELT vildt. Aldrig havde jeg set så mange ting, fortæller hun.

Midt i glæden over at leve et trygt liv blev hun ramt af sorte tanker. Især bekymrede hun sig for sin lillesøster, som stadig var på hjemmet, og hun forsøgte også at komme i kontakt med sin mor.

Aldrig et knus
- Min mor havde aldrig været særlig sød ved mig. Aldrig sagt, at hun elskede mig eller givet mig et knus. Hun var alkoholiker og derfor meget egoistisk. Men hvem hader sin mor som niårig? Jeg endte med at invitere hende til Danmark. Invitationen viste sig at være en stor fejl.

- Besøget var en fiasko. Vi kunne slet ikke sammen. Faktisk endte det med, at hun forsøgte at lokke mig til at stjæle fra min plejemor. Jeg skulle tømme badeværelset for parfume og makeup, men det nægtede jeg. For i Danmark stjæler man ikke. I dag ved Angelica ikke, hvordan det er gået hendes familie i Rumænien.

- For en del år siden inviterede jeg min lillesøster og bror herop. Men de har ikke gjort noget for at finde mig. Så jeg har nok mistet troen på, at jeg betyder noget for dem i dag, siger hun.

Til gengæld har hun fundet den familiære lykke i Danmark. Sammen med sin danske kæreste i Horsens venter hun nu sit første barn, en pige.

- Hun skal hedde Jasmin, for hun bliver nok lidt eksotisk lige som mig. Angelicas fremtidsdrøm er at blive kunstmaler. Hun har allerede solgt en del af sine flotte malerier. Hun ved ikke, om hun nogensinde skal tilbage til Rumænien.

- Måske tager jeg af sted for at vise min datter det sted, hvor jeg er vokset op. Selv om det er en sørgelig baggrund, skal hun vide, hvor hun kommer fra. Jeg tror aldrig, jeg ser min mor igen. Hun svigtede mig dengang. Sådan en mor vil jeg i hvert fald aldrig være. Min datter skal fyldes med kærlighed, siger Angelica, som har termin i januar, men allerede har været ude at købe det første lilla og lyserøde babytøj.